I kontrollens skygge

Disse børn og unge er underlagt negativ social kontrol fra omgivelserne, hvilket begrænser deres udfoldelsesmuligheder og strider mod de rettigheder, som alle børn og unge i Danmark har, fortæller Hiba Faisal, der arbejder som socialpædagogisk konsulent i Gladsaxe Kommune.

– Jeg har oplevet piger, der lever regulære dobbeltliv, hvor de er én person i hjemmet, fx den stille dydige pige med tørklæde – og en helt anden person uden for hjemmet, hvor tørklædet ryger, og hun giver den gas i et dansk teenageliv.

Hun har hele sit voksne liv arbejdet med at oplyse om og forebygge negativ social kontrol og tog sidste år en uddannelse i risikovurderingsmetoder i sager med negativ social kontrol.

Socialpædagoger kan spotte signalerne

Konsekvenserne af negativ social kontrol omfatter alt fra børn, der mistrives, får psykiske problemer og føler sig ekskluderet fra kammeraternes fællesskab, til unge, der sendes på såkaldte genopdragelsesrejser, og piger, der bliver omskåret. I værste fald æresdrab.

Men trods de alvorlige konsekvenser foregår meget negativ social kontrol stadig i skyggen af, hvad det danske samfund fanger og reagerer på. Og det bør der laves om på, lyder det fra Hiba Faisal, som mener, at socialpædagoger kan spille en vigtig rolle i at fange og forebygge negativ social kontrol, hvis kendskabet bliver større, og berøringsangsten mindre.

– Som fagpersoner kan vi være med til at spotte, hvis der er negativ social kontrol på spil. Vi kan fange de signaler, der kommer til udtryk – og vi kan som fagpersoner gå i dialog med familierne, siger hun.

Tvivl og berøringsangst

Ifølge Hiba Faisal er udfordringen dog, at der både mangler viden og er en vis berøringsangst blandt fagprofessionelle som fx socialpædagoger, som ofte er usikre på, hvad der i familier med en anden kulturbaggrund kan forklares med opdragelse, og hvad der er social kontrol.

Derfor er det vigtigt, at man tør reagere på sin professionelle tvivl ved at række ud til de børn og unge, der er ramt, lyder budskabet fra Hiba Faisal:

– Selvfølgelig skal vi bevare respekten for folks grænser. Men ikke når det hæmmer og begrænser barnets udvikling, siger hun.

I Gladsaxe Kommune er Hiba Faisal initiativkvinden bag det ressourcenetværk, som kommunen etablerede i 2021 for at styrke indsatsen omkring negativ social kontrol. Netværket trækker på fagligheder på tværs af familieafdelingen med bl.a. sundhedsplejersker, jobcenter, SSP- og skolekonsulenter, socialrådgivere og socialpædagoger.

I tværfagligt regi laver de en beredskabsplan for hele kommunen vedrørende sager om negativ social kontrol, der beskriver, hvad man gør, og hvordan der skal reageres i situationen.

Men da en sag sjældent visiteres til familieafdelingen med emnet negativ social kontrol, men oftest dukker op under andre problemstillinger som fx et barn med skolevægring eller en mor, der står uden uddannelse eller netværk, så gælder det om at kende til signalerne på, at der er negativ social kontrol på spil, forklarer Hiba Faisal.

– Når man som socialpædagog kommer i hjemmet, kan man fx se på familiedynamikkerne: Hvor meget har mor at sige i hierarkiet? Er mor den, der bliver grint af eller respekteret? Det er sådan nogle ting, jeg lægger mærke til, men som kan være svære at tale om direkte.

Kræver stor respekt

Som socialpædagog gælder det om at bruge sin faglighed til at opbygge tillid, så man kan møde borgerne med nysgerrighed – og bidrage til, at de selv reflekterer over deres handlinger. Her spiller etik ifølge Hiba Faisal en vigtig rolle. For skal man som myndighedsperson gøre sig håb om at blive lyttet til på så privat og værdibaseret en bane som børneopdragelse, er det afgørende at udvise respekt.

– Man skal have sin egen person med, ellers bliver man rigid og myndighedsagtig. Jeg koncentrerer mig meget om relationen, stiller de reflekterede spørgsmål – og giver familien den tid, de skal bruge på at udvikle sig. Det tager tid at implementere ny udvikling, og det kræver, at borgeren er tryg i rummet og i det samspil, vi har, siger hun.

Konkret handler det om at gøre forældrene trygge. Det gør man fx ved at sætte dem nøje ind i, hvad der skal foregå på en lejrskole. Hvordan de kommer til at sove, og hvem der er med – eller ved fx at forklare, hvad der bliver serveret til en fødselsdag.

– Gå i dialog med forældrene. Spørg dem, hvad det er, de frygter ved, at deres datter fx skal gå til fodbold. Få dem til at sætte ord på deres idealer og livssyn, siger Hiba Faisal, som alvoren til trods er optimist på ungdommens vegne. For det er de unge, der kommer til at tage kampen selv.

– Vi har en ung generation, som er meget bedre klædt på. De vil finde sig i mindre, bl.a. fordi der er bevågenhed om problematikken og fokus på egne rettigheder samt retten til at sige fra. Jeg ser unge, som tør stille sig frem. Og som tør snakke åbent om afvigende seksualitet og om, hvordan det er at vokse op i to kulturer på en ikke-stigmatiserende måde. Disse unge tager en byrde fra de andre.