Jeg har fundet mit drømmejob

Hvilke overvejelser havde du?

Fordi jeg altid tidligere har arbejdet med børn og unge, har jeg tænkt meget over, at jeg nu som fagperson skulle være den, som sætter regler og strukturer op, der begrænser et andet voksent menneske. Med børn og unge er uligheden naturlig. Men det er noget helt andet, når jeg fx siger nej til et voksent menneske, som gerne vil ud at gå, men hvor vi vurderer, at patienten ikke skal have så meget stimuli lige nu. Derfor gør jeg meget ud af altid at begrunde et nej og komme med alternative løsninger. De kvinder, jeg arbejder med, er jo så begrænsede i forvejen.

Hvordan bruger du din faglighed?

Som socialpædagog er jeg god til at se mennesket bag al den medicin og sygdom, der ellers kan være i fokus her. Jeg har fokus på ressourcer frem for begrænsninger, og jeg prøver at bringe noget glæde og latter ind i patienternes hverdag. Vi arbejder ud fra miljøterapi, så mange af de aktiviteter, jeg sætter i gang, understøtter den tilgang. Og selvom en X Factor-aften eller en påskebrunch først og fremmest er noget hyggeligt for patienterne, så ligger der masser af faglighed bag.

Hvad har udfordret dig?

Jeg arbejder jo på et hospital, hvor pædagogsproget ofte støder sammen med sygeplejerskesproget. Og jeg har mange gange følt mig uden for, når mine kolleger snakker indforstået om medicin og behandling i et sprog, jeg slet ikke forstår. Men jeg spørger hele tiden, og de er supergode til at forklare ’deres sprog’ på et sprog, som jeg kan forstå – fx når det handler om, hvad medicinen gør ved patienterne.

Hvad er det bedste ved dit job?

Vi er jo for nylig flyttet fra det gamle Sct. Hans til et helt nyt afsnit, ’Udsigten’, hvor vi nu udgør et særligt retspsykiatrisk afsnit kun for kvinder. Både sikkerhed, recovery og rehabilitering er tænkt ind i både arkitektur, design og arbejdsgange, så vi har bedre plads, mindre støj og flere faciliteter som fx varmtvandsbassin, multihal, træningsfaciliteter og en café. Det er noget helt særligt at være med til at bruge de nye rammer til at bringe noget normalitet ind i patienternes hverdag.

Hvad er dit bedste råd?

Man hører ofte, at man skal være hårdfør for at arbejde i psykiatrien. Og det er da også et område, hvor man bliver talt rigtig grimt til, og hvor man skal kunne holde til lidt af hvert. Men jeg tror på, at man godt må vise sårbarhed over for sine kolleger og sige det højt, hvis man er utryg, eller hvis man oplever noget, der er grænseoverskridende. Det giver bedre forudsætninger for, at vi kan gribe, hjælpe og støtte hinanden.