icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
arbejdspladsbesøg_proshop_005_Topbillede_1128x600.jpg
Det er vigtigt, at der findes virksomheder, som vil løfte det sociale ansvar og få udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet, mener socialpædagog Louise Kehler Mogensen, der er jobpædagog hos JOBstien.
Beskæftigelse

Jobpædagog: Vi ser borgerens ressourcer

Virksomhedslederne tænker i potentiale og vækst. Socialpædagogerne ser ressourcer og livsmuligheder. Hos JOBstien i Aarhus får jobpædagoger det hele til at gå op i en højere enhed, når de matcher virksomheder og borgere med udviklingshæmning eller udviklingsforstyrrelser – og støtter borgerne i job

Arsalan tager en vare fra rullebordet og lægger den over i en returkasse. Han trykker på skærmen foran sig, hvorefter kassen suser afsted ud på lageret. Her står andre kolleger klar med pallevogne, gaffeltrucks og langs pakkebånd i det store logistiske puslespil.

Vi er i virksomheden Proshop, der sælger og distribuerer mere end 250.000 varer via webshops i otte forskellige lande, og som har hovedkvarter i udkanten af Aarhus. Hvad man ikke kan se er, at Arsalan og flere af hans kollegaer ud over ressourcer og arbejdsglæde også har nogle udfordringer med sig på arbejde. De er borgere med udviklingshæmning eller udviklingsforstyrrelser.

– Vi har hjulpet så mange i job, at jeg er stoppet med at tælle. Investerer man bare lidt tid og giver en person muligheden, er der ingen grænser. Men socialpædagogerne er en del af succesen. Uden dem havde det nok ikke kunnet lade sig gøre, siger Proshops logistikchef Ronnie Stormfeldt, da forbundsformand Benny Andersen og kredsformand Gert Landergren Due er på besøg.

Det er win-win

Proshop er en af de ca. 105 virksomheder i og omkring Aarhus, der til sammen beskæftiger mere end 200 borgere med udviklingshæmning eller udviklingsforstyrrelse. Med sig har borgerne støtte fra en jobpædagog fra JOBstien, som er et tilbud ved Jobcenter Aarhus i centeret for Fleksjob og Særlige Virksomhedsindsatser.

JOBstien er et særligt forløb for voksne borgere med udviklingshæmning eller udviklingsforstyrrelse, der har stået uden for arbejdsmarkedet i mange år – hvis ikke hele livet – og som ønsker et job. Jobpædagogerne og virksomhedskonsulenterne ser borgernes ressourcer og matcher deres ønsker og kompetencer med den rette arbejdsplads.

Derefter besøger jobpædagogen borgeren på arbejdspladsen og hjælper bl.a. med at skabe struktur og forudsigelighed i arbejdet og med at forstå arbejdsmarkedets skrevne og uskrevne regler. Og så vejleder de virksomhederne i forhold til borgernes særlige udfordringer. 

– Vi er specialiseret i at støtte borgere med udviklingshæmning eller udviklingsforstyrrelse og mærker, hvordan de virkelig profiterer af den her indsats. Der er en kæmpe udviklingskurve for mange af dem. Samtidig skal vi være en god service for virksomhederne. De er meget nysgerrige for at forstå, hvad vi ser, når borgernes handler, som de gør. Og når virksomhederne oplever, hvad vi kan, er der en kæmpe efterspørgsel, siger socialpædagog Simon Frost Sandfeld, der er en af seks jobpædagoger og virksomhedskonsulenter i JOBstien.

Her så jeg socialpædagogisk faglighed i sin grundsubstans. Det passer, når vi siger, at socialpædagogisk faglighed forandrer liv.

Benny Andersen, forbundsformand
JOBstien hjælper sårbare borgere i job. Her er det bl.a. socialpædagog Kasper Norups opgave at skabe tryghed i hverdagen blandt borgerne, som måske har ADHD, angst eller autisme med sig.
JOBstien hjælper sårbare borgere i job. Her er det bl.a. socialpædagog Kasper Norups opgave at skabe tryghed i hverdagen blandt borgerne, som måske har ADHD, angst eller autisme med sig.

Struktur og tillid

Borgernes støttebehov er helt individuelle. Det kan være, at en har brug for nogle ekstra forklaringer for at forstå arbejdsopgaverne. Og en anden skal have anvist en rute til arbejde, der giver færre forstyrrelser, for ikke at komme sent.

– Vi strukturerer borgernes hverdag og hjælper dem godt i gang – taler ind i deres ressourcer ved at sige, at de er en vigtig brik i et puslespil på arbejdspladsen. Og så nedbryder vi de barrierer, som arbejdsgiveren kan synes, der er. Det kan være, at en borger er døvstum, og så får vi en tolk ind over, fortæller Simons kollega Lone Sønderlyng.

Nogle borgere har brug for et indledende forløb på ’øvebanen’, som er et forløb i en virksomhed på 13 uger, hvor borgeren kommer et par gange om ugen og hele tiden er støttet af en socialpædagog fra JOBstien.

– Det fylder for dem at finde ud af, hvordan man gør, hvis man er syg, hvad for noget tøj, man skal have på, hvornår man må holde pauser osv. For mange har aldrig været på arbejdsmarkedet. Angsten kan fylde enormt meget. Her er det min opgave at skabe tillid, så de har lyst til at være her, siger Kasper Norup fra JOBstien.

En ny start

Mange borgere fortsætter i praktik, flexjob eller job med løntilskud, hvor de stadig kan have brug for besøg af jobpædagogerne et par gange om ugen – eller måske bare en gang hver anden måned.

En af dem er Mads, der ruller forbi med en pallevogn. Problemer med angst og en hørenedsættelse havde tidligere sat ham uden for arbejdsmarkedet i otte år. Men med struktur, rammesætning og en tryg start på øvebanen fik han en ny begyndelse. Og i dag har han arbejdet hos Proshop i tre år.

– Det var rigtig rart, at der var en, jeg kunne gå til, som ikke var min arbejdsgiver. Og da jeg senere ikke havde brug for støtte, var det rart bare at vide, at jobpædagogerne var her. Jeg tror, at mange kunne have brug for noget lignende, siger han.

JOBstien på verdenskongres

Forbundet tager en stor delegation af danske socialpædagoger med, når socialpædagoger fra hele verden senere på året mødes til verdenskongres i Schweiz for at dele deres faglighed og tage ny viden med hjem – heriblandt fem arbejdspladser (med to medlemmer fra hver) der skal holde workshop på kongressen.

En af dem er JOBstien i Aarhus. På workshoppen fortæller to socialpædagoger fra JOBstien om det meningsfulde arbejde, de oplever at have, når borgerne opnår succesen ved at få et arbejde og føle sig uundværlig på en arbejdsplads og blandt deres kollegaer.

Stolte socialpædagoger

JOBstiens socialpædagoger gør, hvad de kan, for at udbrede kendskabet til deres arbejde og tilgang til politikere og beslutningstagere. Og til september skal to af dem holde en workshop om det på den internationale verdenskongres for socialpædagoger i Schweiz.

– Der er ingen tvivl om, at vi er stolte af vores arbejde. Nogle borgere er næsten opgivet på forhånd, men det lykkes, og det bliver man helt høj af, siger Lone Sønderlyng.

Forbundsformand Benny Andersen håber, at erfaringerne vil blive udbredt til mange flere kommuner.

– Her så jeg socialpædagogisk faglighed i sin grundsubstans. Det var fantastisk, hvordan en kæmpe virksomhed kunne se potentialet, følte et socialt ansvar og oplevede socialpædagogerne som en afgørende brobygning. Det passer, når vi siger, at socialpædagogisk faglighed forandrer liv, sagde han efter besøget.

Der er ingen tvivl om at vi er stolte af vores arbejde. Nogle borgere er næsten opgivet på forhånd, men det lykkes, og det bliver man helt høj af

Lone Sønderlyng, socialpædagog og jobpædagog

Det rummelige arbejdsmarked

Socialpædagogerne vil igen i år sparke det politiske efterår i gang med et Socialpolitisk Topmøde, som i år handler om det rummelige arbejdsmarked.

Topmødet løber af stablen fredag d. 26. august 2022. På topmødet samler vi de væsentligste aktører på beskæftigelses- og socialområdet for at drøfte, hvad der skal til for at lykkes med at få mennesker på kanten med ind på arbejdsmarkedet.

Læs mere på sl.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdspladsbesøg, Socialpædagogisk praksis, Boenheder, Kognitiv, Marginaliserede