icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Blad 8 (8).png
Efter at have arbejdet som pædagogisk medarbejder i nogle år, kan Majbrit Smith nu kalde sig socialpædagog efter at have taget meritpædagoguddannelsen.
Springet

Meritpædagoguddannelsen er den bedste beslutning i mit arbejdsliv

Hun tvivlede på, at hun ville kunne gennemføre en meritpædagoguddannelse. Men en kollega fik overbevist Majbrit Smith – og i dag glæder hun sig dagligt over at have erhvervet sig ny viden og en udvidet horisont til gavn for sig selv, arbejdspladsen og borgerne

Hvorfor skulle der ske noget nyt i dit arbejdsliv?

Jeg fik øjnene op for, at det er nemmere at komme på kurser og videreuddanne sig, hvis man er uddannet. Lønnen er selvfølgelig også bedre, men det er nu ikke min drivkraft. For mig handler det om, at jeg som uddannet socialpædagog i højere grad bliver hørt, så jeg kan involvere mig og kæmpe for nogle mærkesager. Jeg kunne godt forestille mig, at jeg gerne vil blande mig i samfundsdebatten inden for mit felt, som er selvskade hos unge. Og det har jeg bedre forudsætninger for nu.

Hvad fik dig til at træffe beslutningen?

Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke skulle uddannes til socialpædagog, for det mente jeg slet ikke, jeg var i stand til. Jeg har bl.a. haft hjernebetændelse og piskesmæld. Men en kollega overbeviste mig. Han fortalte, at meritpædagoguddannelsen var det fedeste, han havde gjort for sig selv, og at han var sikker på, jeg kunne klare det. Det satte tankerne i gang – og en uge efter føltes det som det helt rigtige at gøre.

Hvordan var det at komme på skolebænken?

Det var naturligvis en udfordring, bl.a. det at sætte sig ind i formalia. Men jeg mærkede hurtigt, hvor meget det gav mig. I pauserne talte jeg med mine studiekammerater, og vi delte erfaringer og viden fra vores arbejdspladser. Det gav virkelig noget, fordi alle de studerende er voksne mennesker med bred erfaring både arbejdsmæssigt og fra livet som helhed.

Hvad har det givet dig at tage uddannelsen?

Det har givet et enormt selvtillidsboost og vist, at det, jeg allerede gjorde i praksis, også er underbygget teoretisk. Men nu har jeg nogle termer og en dybere forståelse, der gør det nemmere for mig at blive hørt på min arbejdsplads. Inden jeg tog uddannelsen, havde jeg den holdning, at alle skal høres i samme grad, ligegyldigt om man er uddannet eller ej. Jeg mener stadig, at hvis man ikke ejer mentaliseringsevne og ikke har den empati og det omsorgsgen, jobbet kræver, hjælper en uddannelse ikke. Men man kan godt dygtiggøre sig, og nu har jeg en forståelse for, at man får nogle andre perspektiver som uddannet, som det er vigtigt at lytte til.

Hvad er det bedste ved dit spring?

På en arbejdsplads kan man hurtigt få en ’sådan plejer vi at gøre’-tankegang, og det ville jeg gerne gøre op med ved at få nye perspektiver på. Det er nemt at gro fast i rutiner og daglig drift, men med uddannelsen er der ny viden at hente, som kan komme arbejdspladsen til gode, hvis der er åbenhed over for det selvfølgelig.

Hvad er dit råd til andre?

Man skal helt klart tage meritpædagoguddannelsen, hvis man vil udvide sin horisont, for den giver en motivation for at se anderledes på tingene og tænke mere innovativt og åbent. Det kommer både en selv, arbejdspladsen og borgerne til gode, fordi der jo kommer ny teori og forskning inden for forskellige behandlingsmuligheder og -metoder, som man kan dykke ned i og inddrage i praksis.

Ring til os

Job- og karriererådgivningen tilbyder gode råd og sparring til dig, der overvejerat skifte spor. Ring mandag kl. 14 til 17 på 7248 6060 eller bestil tid til en samtale på 7248 6000.

CV

Majbrit Smith, 46 år

  • 2022
    Uddannet socialpædagog og ansat som socialpædagog på Grenen

  • 2016
    Pædagogisk medarbejder på behandlings­institutionen Grenen, særlig sikret afdeling

  • 2016
    Pædagogisk medarbejder på bostedet Marie Magdalene

  • 2011
    Selvstændig massør, kostvejleder samt handicaphjælper

  • Er oprindelig uddannet salgsassistent og har været afdelingsleder i et bygge­marked – og har også i en årrække lavet journalistisk arbejde for eget onlinemedie

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Job og karriere, Springet

Relaterede artikler