icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
8.png
Til at begynde med var der stor modstand mod socialpædagoger. Men efter ni år i retspsykiatrien kan socialpædagog Pernille Fraulo virkelig se, at der er rykket ved noget.
Socialpædagogik i verden

Socialpædagog fra Danmark: Jeg er med til at vise fagets værdi

Pernille Fraulo var en af de syv socialpædagoger, der blev ansat på det første rehabiliterende afsnit inden for retspsykiatrien i Danmark. Her under­støtter hun, når domsanbragte patienter skal sluses ud som medborgere i samfundet igen

Han var på alle måder en ucharmerende patient.

Sådan beskriver socialpædagog Pernille Fraulo ’Bjarne’, som var en af de første, hun blev kontaktperson for tilbage i 2013.

Ud over at Bjarne havde en anbringelsesdom på grund af personfarlig kriminalitet, var han tidligere misbruger. Han havde skizofreni og ADHD. Han brugte gebis i en alder af godt og vel 40, spiste grimt, spyttede og hakkede.

– Han havde 16 indlæggelser på den lukkedes afdeling bag sig. Han havde været bæltefikseret i måneder. Han var selvmordstruet. Han var faktisk opgivet, siger hun og stopper op.

– Men jeg syntes, der var noget på spil med ham, som jeg ville forfølge, tilføjer hun med et smil.

Fagligheden kender ingen grænser

Hvad har socialpædagoger på tværs af landegrænser, målgrupper og indsatser til fælles? Mød fire socialpædagoger med forskellige nationaliteter, der lige nu er på verdenskongres for socialpædagoger, og se, om du kan genkende din hverdag i deres.

Ud over Pernille Fraulo fra Danmark kan du også læse om:

Bordkortet manglede

Pernille Fraulo og seks andre socialpædagoger blev i 2013 ansat på det nyåbnede afsnit P5 i Middelfart, som var det første retspsykiatriske afsnit i Danmark, der direkte sigtede på rehabilitering. Her bor 14 patienter i en periode på mellem et og syv år. Patienter, der har begået personfarlig kriminalitet og fået en anbringelsesdom på ubestemt tid. De har skizofreni, nogle desuden autisme og andre diagnoser, og så har de skader af langvarigt misbrug.

– Alle patienter er her, fordi de var psykotiske i gerningsøjeblikket. Men de er flyttet fra lukket til åbent afsnit, fordi man vurderer, at de nu er velmedicinerede, så man kan arbejde med deres funktionsniveau, sociale færdigheder og udslusning. Og nogen skal jo understøtte den proces, siger hun.

De ’nogen’ er socialpædagoger som Pernille Fraulo. Det mente man fra politisk hold tilbage i 2013, hvor det blev besluttet at besætte en tredjedel af stillingerne med socialpædagoger. Men det tog tid at overbevise organisationen om det.

– Det var, som om vi havde fået en invitation, men ikke havde fået et bordkort. For man anede simpelthen ikke, hvad vi kunne, fortæller Pernille Fraulo.

Man havde dog en formodning om, at tilbud om rehabilitering kunne motivere patienterne til at holde sig fra misbrug. Og at et øget fokus på relationen mellem patient og medarbejder kunne skabe et tilhørsforhold, så patienten mistede lysten til at flygte.

– Og så gik vi ellers i gang.

Sagen kort

I september holder den internationale organisation for socialpædagoger, Aieji, verdenskongres i Schweiz, hvor hundredvis af socialpædagoger fra hele verden mødes for at dele deres fælles faglighed og tage ny viden med hjem.

Aieji er den eneste organisation i verden, der har fokus på socialpædagogik som fag og profession. Organisationen arbejder for at styrke og udvikle det socialpædagogiske fag og skabe en fælles faglig identitet på tværs af grænser.

Det handler om at forstå, hvor patienten er i sit liv, ser sig selv på den lange bane, og hvilken behandling der så er påkrævet, fortæller Pernille Fraulo.
Det handler om at forstå, hvor patienten er i sit liv, ser sig selv på den lange bane, og hvilken behandling der så er påkrævet, fortæller Pernille Fraulo.

CV, Pernille Fraulo

  • Uddannet socialpædagog i 2003 fra Odense Socialpædagogiske Seminarium.
  • De første år arbejde hun i en daginstitution med mange børn med anden etnisk baggrund og blev uddannet sprogvejleder.
  • I 2013 blev hun ansat på Retspsykiatrisk afsnit P5 i Middelfart.
  • I juni i år afsluttede hun sin master i special- og socialpædagog med opgaven ’Socialpædagogens arbejde i retspsykiatrien’.

Vi socialpædagoger har skubbet til gamle mekanismer inden for psykiatrien. Og været med til at vise fagets værdi.

Pernille Fraulo, socialpædagog i Danmark

Mere end medicin

Afsættet for Pernille Fraulos arbejde er en recovery-orienteret tilgang, der handler om, at alle uanset psykiske udfordringer kan komme sig og finde mening med livet. Vejen går gennem det, patienten mener, er givende for behandlingen – deres drømme og håb.

– Det er egentlig meget smukt, og nogle af dem har drømmen stående på deres dør. Jeg hjælper dem med at justere ind, hvis drømmen er urealistisk, og så håber jeg med dem. Og er der dage, hvor de kun vil ligge i sengen, bærer jeg håbet for dem og snakker med dem om, hvad der er af muligheder, fortæller hun.

For nogle er drømmen at afslutte et fag i 9. klasse. Nogle vil gerne have mere kontakt med deres søskende. Nogle ønsker hjælp til at træne hverdagsfærdigheder som tøjvask, indkøb og madlavning, der ofte går tabt under flere års indlæggelse. Og nogle skal træne at spise i et fællesskab med andre mennesker.

Men det er en langsommelig proces på grund af deres diagnose, misbrug og traumet omkring deres kriminelle handling.

– De skal bygges op som mennesker. Det kræver bl.a. medicin – ellers turde jeg ikke være her. Men det kræver mere end det, understreger Pernille Fraulo.

Socialpædagogerne har mange snakke med patienterne – både planlagte samtaler og spontane gåture. Her fylder arbejdet med patienternes motivation.

– Jeg kan da godt blive træt, når jeg har inviteret på en gåtur 100 gange og kun fået nej. Men de skal mærke, at jeg bliver ved med at tro på, at de en eller anden dag siger ja. Og når de gør, er det kæmpestort. Så kan der komme tilbagefald pga. sygdom. Men man har stadig den gode erfaring at trække på, siger hun.

Rummer afmagten

For at bane vejen for den faglige indsats arbejder Pernille Fraulo bevidst på at etablere en tillidsfuld relation til patienterne. Bl.a. gennem mikrobekræftelser, som hun kalder det, hvor hun lige gør en ekstra indsats – som at tage sig tid til en ekstra gåtur, låne bøger til en patient på sit lånerkort eller bage boller på en vågen nattevagt.

– Før corona gav jeg altid hånd til patienterne, når jeg mødte ind. Det har hygiejnerestriktioner ændret på. Men det var for at vise medmenneskelighed og respekt og for at fornemme, hvor patienten er den pågældende dag, siger hun.

Pernille Fraulo bruger ikke mindst sin relation i svære situationer. Fx som alarmløber, når en kollega har akut brug for hjælp, og patienten måske skal afledes eller lægges i bæltefiktion.

Desuden risikovurderer hun patienterne, før de skal på udgang, og registrerer, hvor de går hen og på hvilket klokkeslæt. Hun skal afvise dem, hvis de har opbrugt deres udgang, eller hvis der fx ikke er personale til at overvåge dem med en køkkenkniv i hånden, når de gerne vil lave mad.

– Nogle af dem farer hurtigt op. De har tatoveringer op og ned ad halsen. Hvis man ikke kendte dem, ville man blive bange. Det er jeg ikke, fordi jeg har relationen. Men jeg er opmærksom og tager mine forbehold. Og jeg forsøger at rumme deres afmagt og taler med dem om, hvad de kan gøre, næste gang vreden overvælder dem. For selvom jeg ikke bliver skræmt, så gør fru Jensen nede i Brugsen.

I dag er der stor respekt for de forskellige fagligheder og forståelse for, hvordan de kan bruge hinanden på det retspsykiatriske afsnit, fortæller Pernille Fraulo.
I dag er der stor respekt for de forskellige fagligheder og forståelse for, hvordan de kan bruge hinanden på det retspsykiatriske afsnit, fortæller Pernille Fraulo.

Danmark

  • Ca. 55.000 socialpædagoger.
  • Omkring fire ud af ti arbejder på et bosted for voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
  • Hver anden ansatte på sociale tilbud er socialpædagog, og op mod hver fjerde er ufaglært.

– Jeg kan da godt blive træt, når jeg har inviteret på en gåtur 100 gange og kun fået nej. Men de skal mærke, at jeg bliver ved med at tro på, at de en eller anden dag siger ja. Og når de gør, er det kæmpestort.

Pernille Fraulo, socialpædagog i Danmark

Føj hvor grimt

Men nogle gange kan det gå galt.

Det gjorde det den dag for to et halvt år siden, hvor Pernille Fraulo var udsat for en voldsom episode og efterfølgende blev sygemeldt i en periode.

– Det satte sig som et traume og en kæmpe stressbelastning. Og jeg følte det som en falliterklæring, siger hun.

Men med professionel hjælp kom Pernille Fraulo tilbage til afdelingen efter tre måneder. I dag ved hun, at der er grænser for, hvor længe hun kan holde til et arbejde, hvor alarmerne hele tiden går. Og hun er bevidst om, at hun nogle gange må gå på kompromis med sig selv, når hun skal danne relation til en patient, der har begået alvorlig kriminalitet.

– Nogle gange tænker jeg jo ’føj, hvor er det grimt, hvad de har gjort – vil jeg overhovedet bidrage til behandlingen?’ Men så fokuserer jeg dels på sårbarheden – at patienten var syg i gerningsøjeblikket og har brug for min støtte til at være menneske i det her liv – og dels på patientens ressourcer, og hvordan jeg kan støtte i at udfolde dem, så de bliver gode samfundsborgere igen, siger hun.

Respekten betyder alt

Samme tilgang havde Pernille Fraulo til ’Bjarne’. Hun talte meget med ham om at øve sig på ikke at tale grimt, bøvse og prutte i andres påhør, men at moderere sig selv for at få en anden respons.

Med tiden kom han op om morgenen – soigneret og parat – når Pernille Fraulo mødte på arbejde. Han tog et lommetørklæde med i byen frem for at spytte ned i en kop. Og han gjorde sig umage for at sige, hvordan han havde det, så personalet kunne hjælpe ham.

– Han sagde selv, at respekten i vores relation betød alt. Og det var jo præcis det samme, jeg sagde til ham i forhold til hans relation til andre mennesker. Så har man altså virkelig gjort en forskel for et menneske, siger hun.

I dag er de syv socialpædagoger på P5 blevet til 26 fordelt på flere af Region Syddanmarks psykiatriske og retspsykiatriske afsnit i Middelfart.

Når der er lægekonferencer, taler lægen om den overordnede behandlingsplan, sygeplejersken om medicin, socialrådgiveren om økonomi, mens socialpædagogerne taler om menneskelige ressourcer, understøttende aktiviteter og sociale relationer. Og hun oplever, at kolleger med andre fagligheder kommer til hende for at få råd, fx når de ikke kan motivere en patient til at gå i bad.

– Det er jeg meget stolt af. Vi socialpædagoger har skubbet til gamle mekanismer inden for psykiatrien. Og været med til at vise fagets værdi.

En fælles faglig identitet

I de senere år har Aiejis arbejde inden for flere områder smittet direkte af på socialpædagogernes kurs – og omvendt.

Frem mod verdenskongressen i 2017 i Brasilien havde Aieji fx særligt fokus på psykiatri. Projektet byggede på erfaringer fra Danmark og seks andre lande og blev præsenteret på kongressen.

Organisationen har også arbejdet med at definere, hvad FN’s handicapkonvention og FN’s børnekonvention, som Danmark også har tilsluttet sig, betyder for socialpædagogers opgaver og roller. Det har resulteret i materialer, der er målrettet socialpædagogiske arbejdspladser. Og i den seneste kongresperiode har Aieji bl.a. haft fokus på socialpædagoger og demens. Find materialerne på Aiejis hjemmeside.

I den forbindelse er Socialpædagogernes ’hvidbog om demens og socialpædagogik’ blevet oversat til engelsk og blev præsenteret på et seminar i Firenze, hvor flere lande deltog og udvekslede erfaringer.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Boenheder, Kognitiv, Marginaliserede, Sindslidelser