Socialpædagog fra Norge: Vi må kunne gøre det bedre

Den 60-årige norske socialpædagog har været med hele vejen. Lige siden man i 1990 nedlagde særforsorgen og de store centralinstitutioner i Norge, hvor hun arbejdede. Hun var efterfølgende med til at sluse borgerne ud i egen bolig som kommunal leder for den proces.

– Langt de fleste borgere med udviklingshæmning i Norge bor i eget hjem – ligesom du og jeg. Ofte er der fx fire lejligheder ved siden af hinanden med nogle fællesarealer og en personalegruppe. Det er meningsfyldt, at de bor sådan. For det kræver, at de får den rette hjælp der, hvor de bor, ligesom det stiller krav til deres mulighed for at være en del af et fællesskab uden for boligen, fortæller hun og fortsætter:

– De senere år har man forsøgt at bygge større, men så er der store protester, fordi man ikke vil tilbage til centralinstitutionerne. Og kommuner får afslag, når de vil samle arbejde, aflastning, bolig osv. på et lille område.

Magt kræver kompetencer

I dag er Heid Solheim en del af en såkaldt specialisthelsetjeneste, der er tilknyttet universitetshospitalet i Nordnorge. En habiliteringsenhed, som kommunerne kan hidkalde, når en borger er meget udadreagerende – og som de skal involvere, når der anvendes magt over for en borger med udviklingshæmning eller autisme.

For ifølge norsk lovgivning kan kommunen træffe afgørelse om, at der må bruges magt og tvang over for en specifik borger med udviklingshæmning – men så skal specialenheder som Heid Solheims ind og arbejde med borgeren og personalegruppen, så længe afgørelsen varer.

Loven forpligter nemlig til at begrænse brugen af magt og tvang ved at prøve andre løsninger først.

– På den måde følger der ressourcer, faglighed og udredning med til borgeren, når der træffes en afgørelse om magt og tvang. Man får således arbejdet systematisk med årsagen til borgerens udadreagerende adfærd, siger hun.

Samtidig er det et lovkrav, at der i forbindelse med en magtanvendelse skal være kvalificeret personale til stede – dvs. to medarbejdere med en uddannelse inden for det sundheds-, socialfaglige eller pædagogiske fag.

– Det er desværre et uddannelseskrav, der alt for mange gange gives dispensation for. Men alt i alt er der ingen tvivl om, at lovgivningen har nedbragt brugen af tvang, fortæller Heid Solheim.

En ny tilgang

Tilbage i lejligheden hos den unge borger gjaldt det først og fremmest om at genskabe trygheden i personalegruppen for overhovedet at kunne begynde at arbejde. Personale blev skiftet ud, så der var flere med en relevant faglig uddannelse, og normeringen blev sat op. Og så brugte Heid Solheim nogle dage på at undervise dem i skånsom magtanvendelse.

Derefter arbejdede hun med de krav, der blev stillet til borgeren.

– Der var hidtil blevet stillet ekstremt mange krav – sid stille, forhold dig i ro. Han fik hele tiden at vide, hvad han IKKE måtte gøre – og det reagerede han kraftigt på, siger hun.

Derudover fokuserede Heid Solheim på strukturen omkring borgeren.

– Vi skulle arbejde med, at ting blev stillet på samme måde. Der skulle være den samme morgenrutine hver dag. Vi fjernede den støj, der hele tiden var fra tv og radio, ligesom der var en dør ind til personalerummet, der jævnligt smækkede, fortæller hun.

– I virkeligheden er det vores evne til at overskue både det medicinske, emotionelle, kognitive, miljømæssige og systemet, der gør socialpædagoger unikke, siger hun.

Heid Solheim, socialpædagog i Norge

Observerer og kortlægger

Men arbejdet var – som så ofte før – hele tiden to skridt frem og et tilbage. Og Heid Solheim vendte det jævnligt med sine ti kolleger i specialisthelsetjenesten, som består af socialpædagoger, læger, psykologer, ergo- og fysioterapeuter.

– Jeg har lige nu ansvar for omkring 30 forskellige borgere i Nordnorge og deres personale. Men vi bruger hinanden meget i teamet. Ofte er vores udgangspunkt at lave en udredning af borgeren – hvordan fungerer vedkommende kognitivt, motorisk og emotionelt? Vi observerer og kortlægger problemerne og ser, om vi kan finde årsagerne til dem. Og så begynder vi at vejlede, siger hun.

Det kan være, at borgerens medicin skal justeres, at personalet skal undervises i metoder og tilgange som low arousal, eller at borgeren skal have bedre mulighed for at deltage i aktiviteter.

– Mange borgere bliver faktisk overvurderet i forhold til mestring. Når det så er sagt, har jeg altid ment, at der er mulighed for udvikling. I hvert fald sådan, at personen får en bedre livsmestring. Og vi skal hele tiden være klar til at tilpasse vores krav, siger hun.

Unik faglighed

Som barn havde Heid drømt om at blive butiksassistent. Siden var planen at blive sygeplejerske.

– Ej, det skal du ikke blive, sagde veninden. – Prøv at få et arbejde inden for handicapområdet.

Og så tog Heid Solheim arbejde på en centralinstitution. Også dér var der dygtige fagfolk med fokus på udvikling, aktiviteter og det meningsfulde liv. Men der blev brugt mere magt og tvang dengang, husker hun.

– Og så det med, at alle borgere skulle gøre det samme samtidig. Jeg følte det som et overgreb og tænkte, at det måtte vi simpelthen kunne gøre bedre, fortæller Heid Solheim.

Heid Solheim var blandt det første kuld af ’vernepleiere’, der blev uddannet i Nordnorge. Uddannelsen indeholder også en medicinsk del, som Heid Solheim mener er helt central i arbejdet med borgerne. Men det er arbejdet med deres miljø, der interesserer hende mest.

– I virkeligheden er det vores evne til at overskue både det medicinske, emotionelle, kognitive, miljømæssige og systemet, der gør socialpædagoger unikke, siger hun.

– Når verden bliver meget kompliceret, drømmer jeg mig tilbage til at være butiksdame, hvor kunden måske ikke lige kan finde agurkerne. ’Jamen de ligger lige derhenne,’ kunne jeg så bare sige. Men jeg er blevet ved min læst.

Heid Solheim, socialpædagog i Norge

Mangler socialpædagoger

Heid Solheim endte med at tilbringe et år med den unge udad­reagerende borger og personalet omkring ham. Og i dag har han et arbejde og sin egen lille bil.

– Det er så dejligt at vide, hvordan han har det nu, siger Heid Solheim.

Men der er også sager, som Heid Solheim og kollegerne ikke lykkes med. Hvor borgere skal forholde sig til alt for mange medarbejdere, som bliver skiftet ud, før Heid Solheim når at få indarbejdet en ny praksis. Eller hvor fagligheden halter.

– Der mangler faglighed derude. FO (norsk fagforening, red.) mener, der mangler 20.000 socialpædagoger i kommunerne. Og jeg mærker det, når jeg kommer ud
– at det er svært at skabe forståelse for borgeren og borgerens adfærd og arbejde målrettet med den, siger hun og slutter:

– Når verden bliver meget kompliceret, drømmer jeg mig tilbage til at være butiksdame, hvor kunden måske ikke lige kan finde agurkerne. ’Jamen de ligger lige derhenne,’ kunne jeg så bare sige. Men jeg er blevet ved min læst.
Og jeg trives.