Vi skal myterne til livs

For papirstakken er kulminationen på tre års forskning, som hun har lavet i samarbejde med videnskabelig assistent Sofie Aggerbo Johansen og forskere fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Det er data, forklaringer og analyser baseret på spørgeskemaer om landets 432 døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder – og mere end 1.000 anbragte børn og unge.

For nylig udkom forskningsprojektet i bogform med titlen ’Anbragte børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder’.

– Ja, jeg kan den altså ikke helt udenad endnu, siger Inge Bryderup og finder frem til afsnittet, hun søgte efter.

Mange overraskelser

Den 69-årige professor ved Aalborg Universitet har forsket i socialt udsatte børn og unge og deres familier i snart 40 år. Hun har levet med, at anbringelsesområdet var svært at få forskningsmidler til. Og hun har kæmpet for at ændre det faktum, at området var underbelyst – på trods af, som hun pointerer, at anbringelser er noget, som mange har holdninger til.

Tilbage i år 2000 lavede Inge Bryderup en undersøgelse af interne skoler, hvor en række forhold omkring døgninstitutioner og opholdssteder også blev belyst. Årene gik uden yderligere kortlægning. Men i 2017 udgav hun bogen ’Familiepleje i Danmark’, der formidlede resultatet af en spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 3.000 familieplejere.

– Jeg ønskede, at vi skulle få hele anbringelsesområdet kortlagt. Så hurtigst muligt derefter gik vi i gang med at skaffe penge til også at kortlægge indsatsen til børn og unge, der er anbragt på døgninstitution eller opholdssted. Nu har vi resultatet. Og jeg kan se, at der er sket rigtig meget siden undersøgelsen i 2000. Og der er mange ting, der har overrasket mig, selvom jeg jo følger området tæt, siger hun.

Myter på området

Med den nye bog ved vi nu bl.a., hvilke døgninstitutioner og opholdssteder der findes i Danmark, hvilken uddannelse medarbejderne har, og hvad deres tilgange og metoder er. Og vi kender de anbragte børn og unges anbringelsesårsager, alder, behov og adfærd – og meget andet.

– Tit sker det, at man generaliserer ud fra sine egne specifikke erfaringer. Og der er så mange myter på området. Mit mål har været at danne grundlag for nogle diskussioner og initiativer af højere kvalitet – fx når man laver og forvalter lovgivning – frem for at det er baseret på myter, siger hun og fortsætter:

– Der er fx myten om, at institutionsanbringelser fører til flere sammenbrud end familiepleje­anbringelser. Men det er ikke tilfældet. Færre institutionsanbragte oplever sammenbrud sammenlignet med de familie­plejeanbragte. Og så er der myten om, at anbragte børn og unge har så mange sagsbehandlere i løbet af deres anbringelsestid, at de dårligt lærer navnene på dem. Undersøgelsen viser, at langt hovedparten har en eller to, siger hun.

Ligner hinanden

Men det, der overrasker Inge Bryderup allermest, er, hvor meget døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder efterhånden ligner hinanden.

Opholdsstederne opstod ellers i 1970’erne og 80’erne som et opgør med døgninstitutionerne, fordi man ville have nogle mere familielignende enheder med mindre ledelse og mere alternative metoder.

– I undersøgelsen tilbage i 2000 var opholdsstederne stadig væsentlig mindre, og mange af de ansatte havde ikke en pædagogisk eller anden relevant uddannelse. Sådan er det ikke mere. Opholdsstederne er blevet større og på mange måder mere professionaliserede, fortæller hun.

Døgninstitutionerne er fortsat de største, de har stadig en højere andel af uddannede og er typisk godkendt til flere små børn. Men når det kommer til fx pædagogiske tilgange, efteruddannelse og supervision, ligner de hinanden.

– Der er nok også en del opholdssteder, der er lukket, siden socialtilsynene kom til, hvilket kan have været med til at udjævne forskellene, tilføjer Inge Bryderup.

Det er under 5 pct. af dem, der hverken har en diagnose eller særlige følelsesmæssige behov. Det siger noget om opgavens tyngde.

Inge Bryderup, professor i socialt arbejde, Aalborg Universitet

Massive problemer

Desuden kom det bag på professoren at se, hvor belastede børn og unge, der er anbragt på institution, er sammenlignet med børn, der er anbragt i familiepleje. I 2000 var det kun 10 pct. af de institutionsanbragte børn, der havde en diagnose. I dag er det næsten halvdelen.

– Det er under 5 pct. af dem, der hverken har en diagnose eller særlige følelsesmæssige behov. Det siger noget om opgavens tyngde. Traditionelt har det været et område, hvor man også i stort omfang anbragte børn på grund af forældrenes problematikker. Sådan er det ikke mere. Det er børn, vi ville kalde behandlings­krævende, siger hun.

Særligt de børn, der går i intern skole, har massive problem­belastninger på mange områder samtidig, viser under­søgelsen.

– En langt større andel af dem har udadreagerende adfærd og diagnoser. Der er flere af dem, som modtager psykologisk terapi, og som har særlige behov i forhold til følelsesmæssig udvikling, relationer til jævnaldrende, relationer til voksne og faglige behov i skolen, fortæller Inge Bryderup.

Lykkes på trods

Undersøgelsen afslører også en stribe fejl – bl.a. i forhold til samarbejdet med kommunerne. For på trods af at mange anbringelsesinstitutioner har et godt samarbejde med den anbringende kommune, har 37 pct. ikke modtaget en handleplan forud for en anbringelse, selvom der ikke var tale om en akutanbringelse, ligesom 16 pct. ikke modtog en beskrivelse af barnet.

Inge Bryderup hæfter sig desuden ved, at omkring en tredjedel af de anbragte børn og unge modtager psykologisk terapi under anbringelsen – men også at en stor andel af dem, der ikke modtager terapi, vurderes at have behov for det.

– Hvis man dels ikke er grundigt informeret om barnet og dels har svært ved at få ekstra støtteforanstaltninger til det, er det op ad bakke. Det afføder stor respekt fra mig, at man kommer så langt med de her børn i forhold til skolefaglighed, siger hun.

De institutionsanbragte børn er typisk 12-13 år, når de bliver anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted, og de fleste har været anbragt tidligere. Og for næsten hver fjerde af dem slutter anbringelsen uplanlagt, altså med et sammenbrud, ligesom hver fjerde vurderes ikke at være velanbragt.

– Det betyder jo, at visitationsarbejdet kunne have været lavet bedre, så man havde valgt det rigtige anbringelsessted første gang. Og det behøver man vel at mærke ikke at ændre loven for at gøre. Jeg klandrer ikke socialrådgiverne, tværtimod. Det er ledelsen i kommunerne, der har ansvaret for, at kvaliteten højnes, siger Inge Bryderup.

Logik for burhøns

Når forskerne sammenholder de mange data i undersøgelsen, kan de desuden se en stribe karakteristika ved sammenbrud. De går ikke så langt som til at sige, at de er direkte årsager til sammenbrud, men mener, at de kan give en bedre forståelse for, hvordan sammenbrud kan undgås, forklarer Inge Bryderup.

Der er fx en lavere sammenbrudsrisiko på institutioner med en højere andel af uddannede og en faglig profil, der matcher barnet, viser undersøgelsen.

Der er også lavere risiko for sammenbrud, når barnet har søskende på institutionen, venner uden for institutionen og ikke har perioder uden skolegang. Og endelig giver inddragelse af barn og forældre og et godt samarbejde med kommunen også lavere sammenbrudsrisiko.

Omvendt er der højere risiko for sammenbrud, hvis barnet ikke får den psykologiske terapi, man vurderer, det har behov for, og hvis barnet har udadreagerende adfærd.

– Det er jo sådan set logik for burhøns. Men ikke desto mindre er der altså nogle lavthængende frugter, der er værd at bide mærke i her: mere omhyggelighed i visitationen til det rette anbringelsessted, siger Inge Bryderup.

Slutter ikke her

Når Inge Bryderup samler stakken af A4-ark og ser tilbage på de sidste tre års forskningsprojekt, har hun grundlæggende fået bekræftet, hvorfor hun ofte forsvarer institutionsanbringelser som steder med høj faglighed, bevidste metodiske tilgange og klare strukturer.

Og så er hun mest af alt stolt og taknemmelig over, at det er lykkedes at lukke det forskningshul, der var – på trods af at dataindsamlingen foregik under coronapandemien.

– Medarbejderne på anbringelsesinstitutionerne var ekstremt belastede i den periode. Alligevel oplevede jeg stor velvillighed. Nogle kontaktpædagoger har skullet svare på spørgeskemaer om op til 20 børn, og hvert barn har ikke taget under en time. Det tager jeg virkelig hatten af for, siger hun.

Men spørger man Inge Bryderup, om hun så har sat sit sidste punktum i forskningen inden for anbringelsesområdet, griner hun.

– Jeg har da et par bøger mere på bedding.