icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Else Overbye_LarsHorn_1128x600_logo.png
Mit faglige fokus

Mit faglige fokus: Jeg lærer borgerne, hvordan hjernen fungerer

Vejen til selvstændighed starter med god handicapforståelse. I arbejdet som bostøtte gør socialpædagog Else Jungersen Overbye borgerne klogere på deres diagnose gennem sin brede viden om autisme, ADHD og neuropædagogik

Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’.

Else Jungersen Overbye

Uddannet socialpædagog i 2001. Arbejder som bostøtte for voksne i Fagcenter for autisme og ADHD i Aalborg kommune, hvor hun har været ansat de seneste 14 år.

Hvad er dit faglige fokus?

Jeg arbejder for, at borgere med autisme og ADHD kan få så selvstændige liv som muligt. Borgerne har meget individuelle problemer, og jeg forsøger altid at skabe en god relation, først og fremmest ved at forsøge at forstå deres situation og udfordringer. Derfra kan jeg bedre gå i dialog med borgeren om, hvilke ønsker hun eller han har for sit liv. For at give borgeren en større forståelse for sit eget handicap, bruger jeg blandt andet teorier og forklaringsmodeller fra neuropædagogikken.  

Lyt dig faglig: Socialpædagogernes podcast gør dig klogere på grundstenene i neuropædagogik

Hvorfor er det et vigtigt fokus at have i dit arbejde?

Det giver borgerne frihed og tilfredsstillelse at kunne klare sig selv, og de kommer hurtigere dertil, hvis de forstår sig selv og deres diagnose. Når jeg bruger min handicapforståelse og neuropædagogikken sammen med borgeren, skaber det et rum for refleksion og analyse af deres egen situation. Det er også med til at mindske den følelse, de har af at være forkerte i en neurotypisk verden.

Beskriv en opgave med en borger fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel:

For nogle år siden, var jeg bostøtte for en ung pige på 18 år. Hun havde autisme og ADHD og var lige blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Hun var til tider selvmordstruet, og havde spiseforstyrrelser. Vi havde dialoger om, hvilke drømme og ønsker hun havde for sin fremtid, og det tog vi udgangspunkt i, også når det gik galt. Sammen dykkede vi ned i hendes diagnose, for at finde ud af, hvordan hendes autisme og ADHD kom til udtryk, og hvad hendes triggerpunkter var. Hun fik hjælp til at reflektere over sin egen situation, og vi forsøgte hele tiden at analysere, hvad der skete, når læsset væltede. Det var et sejt træk, men i dag har hun både uddannelse, job og børn.

Hvorfor greb du opgaven an, som du gjorde?

Da borgeren fik indsigt i sin egen diagnose, blev hun bevidst om, hvordan hun eksisterede som menneske. Det var nøglen til at komme videre, når alt var kaos. Og jeg tog udgangspunkt i hendes drømme og ønsker, for man kan ikke flytte mennesker, hvis man ikke mentaliserer og sætter sig i deres sted. Det lyder meget filosofisk, men jeg er nødt til at forstå borgerens verden, og være ydmyg overfor det menneske jeg sidder overfor.

Nysgerrig på autisme?: I dette faglige tema får du viden om autismediagnosen

Hvilke faglige redskaber kan du ikke undvære i dit arbejde?

Jeg har en bred viden indenfor flere forskellige tilgange, og de komplementerer hinanden rigtig godt. Men jeg ville ikke kunne undvære min viden om autisme og neuropædagogik, for det er vigtigt at vide, hvordan hjernen fungerer, når man har en anderledes hjerne. De borgere jeg besøger er eksempelvis følsomme på deres sansesystem. Så jeg er nødt til at have en viden om hele deres nervesystem. Både for at forstå dem, men også for at jeg kan give viden videre, så de lærer at forstå sig selv.

 


Hvad er DIT faglige fokus? Har du eller en kollega et fagligt fokus, som vi skal fortælle om? Så send endelig en mail med en kort beskrivelse til kommunikationskonsulent Frederikke Halling Hastrup på frh@sl.dk