icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
JacobGraack_FFlogo.png
I Jacob Graacks eget miljø kan normkritik blive normen. Derfor er det vigtigt at bevare det nysgerrige blik – også på sig selv. Her prøver han en Mærsk-blå finansskjorte – hvordan mon det er?
Kritisk pædagogik

Sådan arbejder du normkritisk

Er det okay, at en mand med Downs går med læbestift og enhjørningebluse? Ifølge lektor Jacob Graack, der står bag en ny bog om normkritik i praksis, er et normkritisk perspektiv hos socialpædagogen nødvendigt for at sikre alle borgeres fri udfoldelse og deltagelse i samfundet.

Dilemmaer er der mange af i socialpædagogisk arbejde. Centralt står ofte borgerens ret til selvbestemmelse og mulighed for at udfolde sig frit over for socialpædagogers omsorgspligt til at kompensere for de funktionsnedsættelser, borgeren måtte have. Kort sagt: Hvornår skal man støtte, og hvornår skal man beskytte?

Og normkritik er ét perspektiv i socialpædagogikken, der kan være med til at sikre det faglige fundament for den balancegang, mener Jacob Graack. Han er lektor på Københavns Professionshøjskole og medredaktør og -forfatter til bogen ’Normkritik i pædagogisk praksis’, der udkom i juni.

Normkritik er altså et fagligt perspektiv til at skærpe socialpædagogers individuelle faglighed, men også til at styrke det faglige kollektiv, lyder det fra Jacob Graack.

– Normkritik handler om at være modig og nysgerrig og hele tiden udfordre forventninger og forestillinger. Hvorfor er der forskellige regler for, hvilke borgere der må hvad? Hvorfor har vi forskellige forventninger til, hvad folk kan? Vi skal få øje på vores egne blinde vinkler og i stedet møde det enkelte menneske, der står over for os, siger han.

Hvem skal lave kaffen?

At se blinde vinkler handler med ordene fra normkritikkens teoriapparat om at få øje på, hvordan strukturer i samfundet gør sociale kategorier til stereo­typer. Sociale kategorier kan fx være køn, socioøkonomisk baggrund, seksualitet, hudfarve eller geografisk placering.

Det vil altså sige, at man kan få én type forventninger, når man møder pårørende med mellemøstlig baggrund. At man forventer, at mennesker med cerebral parese i kørestol ikke kan tale for dem selv. Eller at man forventer, at man som kvinde altid laver kaffe til et møde.

Jacob Graack, CV

  • Har arbejdet som pædagogmedhjælper og blev siden uddannet pædagog på Frøbels Seminarium i 2002
  • Arbejdede ti år i dagtilbud i Mjølnerparken – først som pædagog og siden som pædagogisk leder
  • Cand.mag. i pædagogik fra Københavns Universitet 2015
  • Lektor på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole
  • Medredaktør og -forfatter til bogen ’Normkritik i pædagogisk praksis’.

Normkritik skal være et systemforandrende perspektiv og ikke et systembevarende perspektiv. Så længe der er noget galt i samfundet, så mener jeg, vi skal lave det om.

Jacob Graack, pædagog, lektor og forfatter

Magten til at definere

Normkritikken er særlig vigtig i arbejdet som socialpædagog, vurderer Jacob Graack:

– Socialpædagoger bevæger sig hele tiden i feltet mellem normalitet og anormalitet. Jo mere man arbejder med mennesker i forskellige udsatte positioner, jo mere nødvendigt er det at have fokus på, hvordan vi får styrket de menneskers mulighed for at udfolde sig og deltage i samfundet, når de allerede er dømt ude på ’normalitetsskalaen’, forklarer han og tilføjer, at der er endnu en ting, der påvirker relationen mellem borger og socialpædagog. Begrebet ’definitionsmagten’.

– Den magt er til stede i alle relationer. Men socialpædagoger har ofte magten til at definere, hvordan borgerens virkelighed skal se ud. Ikke fordi de har sandheden eller altid har ret, men fordi de har definitionsmagten, forklarer han.

Det kan ske gennem sætninger som ’man sidder ikke sådan der’, hvor sætningens ’man’ peger på et flertal, som borgeren, der bliver talt til, underforstået ikke er med i.

– Ofte sker det i god mening, at socialpædagoger forsøger at normalisere borgerne. Men nogle gange går vi fejl. Det kan fx være i forhold til kønsidentitet, siger han.

Enhjørninger

Et tænkt eksempel kunne være en mand med Downs syndrom, der også ønsker at gå med læbestift og enhjørningebluse. Her vil socialpædagogen måske komme til at sige: ’Pas nu på med det, for andre vil nok opfatte dig forkert. Du skal passe på dig selv’ ud fra et ønske om at skåne borgeren. Men her er det ifølge Jacob Graack vigtigt at spørge sig selv: Hvem er det skadeligt for?

– Det er muligt, at der er risiko for, at han vil få uønsket opmærksomhed nede i gågaden. Og det kan man godt forklare ham, men samtidig også sige ’jeg vil gerne støtte dig i det, hvis det føles godt for dig’, siger han.

Normkritik er ikke et opgør med alle normer, for mange er gavnlige, påpeger han og nævner sprog og omgangstone som gode eksempler.

– Der ligger noget normativitet i al pædagogik. Der er nogle bestemte færdigheder, som vi støtter borgerne i at opnå, fordi de giver dem bedre muligheder. Men at træne borgerne i ikke at vise hele deres identitet kan jo give et andet bagslag. Og den balancegang er ikke entydig, siger Jacob Graack og tilføjer, at det at finde balancen kræver et stærkt fagligt fællesskab, hvor man tør være nysgerrig på hinandens praksis.

– For normkritik er ikke et produkt, men en løbende proces og et perspektiv, der skal vedligeholdes. Det kritiske i pædagogikken er at være nysgerrig og ikke rakke hinanden ned, forklarer han.

Møder ofte modstand

Men normer er også værdier – og værdier er ikke entydige. Modstanden mod normkritik har da også været stor i samfundsdebatten. For teorien bag normkritik lægger sig i samme boldgade som fx det feministiske opgør med undertrykkende strukturer, som vi har set med #metoo – og væver sig også ind i debatter om, hvordan køn og identitet opleves og udleves.

De emner kan antænde en kæmpe debat – og den vil Jacob Graack gerne tage.

– Normkritik skal være et systemforandrende perspektiv og ikke et systembevarende perspektiv. Så længe der er noget galt i samfundet, så mener jeg, vi skal lave det om. Og der er noget galt. Mange børn og unge mistrives. Mange mennesker har psykiske problemer. Og mange finder ikke plads i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet, siger han og fortsætter:

– Køn, kønsidentitet, religion – måden, man holder jul på – det er for mange mennesker privat. Men når man arbejder professionelt med mennesker, så er man også nødt til at arbejde professionelt med de ting, man selv har en privat holdning til.

Og det hele er hængt op på, at lovgivningen slår fast, at vi ønsker mangfoldighed, og at alle mennesker har ret til at udvikle sig og udfolde sig frit, pointerer Jacob Graack. Dermed det stik modsatte af den indoktrinering, som normkritik bliver beskyldt af modstandere for at være.

– Normer sætter jo netop grænser for, hvad jeg kan blive til. Normkritikken vil sætte folk fri og vise dem andre muligheder. Det er ikke et angreb på nogens måde at leve på. Det er et angreb på det at begrænse andres måder at leve på. På den måde er det et frihedsprojekt. At give alle mennesker frihed til at udfolde sig, så længe de ikke dermed begrænser andres frihed.

Sådan bruger du et normkritisk perspektiv

Fem vigtige begreber i normkritikken:

  1. Sociale kategorier spiller sammen. Når vi møder en ung med nedsat funktionsevne, vil personens køn, seksualitet, familiebaggrund, geografiske placering, socioøkonomiske baggrund, evne til sprog og fysiske funktionsnedsættelse osv. spille sammen i vores opfattelse af vedkommende. Husk at have blik for det – så man ikke reducerer en borger til fx vedkommendes etniske baggrund eller fysiske funktionsnedsættelse. Med et teoretisk begreb kalder man det samspil for intersektionalitet.
  2. Vis borgerne hele verden. Som socialpædagog har man en forpligtelse til at vise borgeren, hvor mangfoldige forskellige samfund kan se ud, så borgeren kan udvikle sin egen identitet, og man på den måde sikrer den enkeltes udfoldelsesmuligheder. Man skal ikke bare spejle det, der er til stede af forskellighed, fx på et bosted. Vi skal også være et vindue ud til verden, så borgerne erfarer, at der er mange familieformer, kulturer, etniciteter, seksualiteter, boformer osv. Det kan man gøre med plakater, film, sange eller helt andre materialer, som afspejler mangfoldigheden. Med et teoretisk begreb kalder man det for repræsentation.
  3. Bevar nysgerrigheden. Man skal øve sig som professionel i at sætte spørgsmålstegn frem for udråbstegn. Vær opmærksom, hver gang du siger, ’man plejer jo …’ eller ’man kan ikke …’ og på den måde kommer med konklusionerne. Det handler om at give folk flere muligheder for at udforske: Hvem kan jeg være, og hvordan kan jeg være det? Med et teoretisk begreb skal man have øje for definitionsmagten.
  4. Den ulige magt. Lige så snart man tolererer nogen, så har man magten, og der bliver et ulige magtforhold. Det sker ved fx at fortælle flertallet, at de skal tolerere minoriteten. ’Vi må tage hensyn til Poul, for han kan ikke gøre for, at han har det svært.’ Der ligger en stor magt i at udpege det, som andre skal tolerere, og flertallet bliver det normale, mens minoriteten får en forkerthedsfølelse, fordi der bliver ’båret over med dem’. I stedet bør vi tale folks særlige måde at leve på op, så længe det ikke skader andre. ’Hvor er det sejt, at du tør sige, du er forelsket i en af samme køn. Det er der ikke mange 15-årige, der tør.’ Det kalder vi et opgør med tolerancepædagogik.
  5. Hav humoren med. Overvej dog altid, hvem humoren er på bekostning af. Hav modet til indimellem at være en lyseslukker, der ødelægger den gode stemning. Se på dig selv og dine kolleger, og gør hinanden opmærksom på, hvis humoren er på bekostning af grupper, der i forvejen risikerer at opleve marginalisering. Øv jer fx i at lave sjov med normerne frem for med de minoriteter, der bryder dem.
Lektor Jacob Graack bor på Nørrebro med sin datter Vilma og har en fortid i Ungdomshuset og som faglig leder i et dagtilbud i bydelen.
Lektor Jacob Graack bor på Nørrebro med sin datter Vilma og har en fortid i Ungdomshuset og som faglig leder i et dagtilbud i bydelen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis