Socialpædagoger på verdenskongres: Vi skal bruge hinandens viden
Socialpædagoger fra hele verden har netop været samlet til verdenskongres i Schweiz. 47 af dem kom fra Danmark. Vi har spurgt tre af dem, hvad de fagligt tog med sig hjem. Måske er der noget af det, du kan overføre til din hverdag
Michell Varenholt Nejad, socialpædagog ved Bofællesskaberne Inge og Sofie Marie i Ringsted. Holdt workshop på verdenskongressen om empowerment og rettigheder for beboere med autisme
– Den største oplevelse har været at netværke med andre socialpædagoger. Vi er slet ikke så forskellige fra land til land, som vi går og tror. Vi trækker på de samme ting og er stærkere, hvis vi bruger hinandens viden.
– Jeg er meget optaget af det institutionsbesøg, vi var på i går, hvor de også arbejdede med borgere med autisme og brugte mange af de samme metoder som os. De visualiserede støtten til borgerne med fx billeder af, hvornår personalet er tilgængeligt, og hvad borgerne kan få støtte til. Det var virkeligt inspirerende.
– Og så var det en interessant proces at skulle formidle min egen faglighed på en workshop. Det er svært – særligt på engelsk – fordi vores arbejde er så komplekst. Det var en fed oplevelse og gjorde mig stolt af mit fag.
Søren Vaupell Christensen, socialpædagog og leder af dagtilbuddet Sandemandsgården på Bornholm, medlem af Fagligt selskab om uddannelses-, beskæftigelses- og aktivitetstilbuds koordinationsgruppe
– Jeg er blevet bekræftet i, at vi aldrig må stå stille. Vi skal hele tiden reflektere over vores dagligdag – uanset om man er nyuddannet, eller som jeg har været i faget i 25 år. Når man kommer ud i andre omgivelser, bliver snakken en anden: Hvad kan vi gøre anderledes? Gør vi det godt nok i dag? Det gør vi, men vi skal altid undre os over det, vi gør.
– Jeg snakkede fx med to jobpædagoger fra Aarhus. Jeg er på et beskyttet værksted og kan derfor trække på noget af det, de gør. Jeg snakkede også med et par ledere og fik sparring omkring ledelse. Bl.a. om, hvordan vi beskytter medarbejdere, der bliver belastet, mest muligt. Har en medarbejder været ude for en hændelse, skal afdelingslederen fx ikke spørge, om han/hun skal komme, men sige: Jeg kommer. Det er en lille ting, der kan have stor betydning.
– Og så deltog jeg i en workshop om en aflastningsinstitution på Fyn. De arbejdede på en meget livsbekræftende måde ved at tage ud at sejle, og de havde en campingvogn. Det gør også medarbejderne begejstrede, hvilket sætter sig i borgerne.
Lea Blauenfeldt, socialpædagog ved det socialpsykiatriske bosted Lejlighederne Lauritz Sørensensvej
– Den største oplevelse var at besøge en stor institution for borgere med psykiske funktionsnedsættelser. Den samlede beskæftigelse, aktivitetscenter og bosted i ét. Og der var faktisk aspekter af det, hvor jeg tænkte, at vi har decentraliseret for meget i Danmark. For jeg oplever nogle gange, at vi mangler en mulighed for, at borgerne kan øve forskellige færdigheder, før de fx skal i praktik- eller ressourceforløb uden for bostedet – i et tempo, der matcher dem.
– Og så har det selvfølgelig været stort at møde så mange andre socialpædagoger, der arbejder med noget, der minder om det, jeg selv arbejder med. Vi taler samme faglige sprog, og vi oplever noget sammen, som former samtalerne.
