icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Foto Kreds Lillebælt_1128x600.jpg
Generalforsamling Lillebælt

Forslag: Ukønnede titler til de politisk valgte

Socialpædagogernes Kreds Lillebælts bestyrelse ønsker ukønnede titler til de politisk valgte. Det er et forslag, som kredsformand Hanne Ellegaard er stolt over at bringe med til afstemning til årets kongres

  • Jannie Søgaard Iwankow

'Kredsformanden har ordet'. Sådan hed et af de første punkter på dagsordenen, da Kreds Lillebælt afholdt generalforsamling i Odense den 27. September. Men står det til kredsbestyrelsen, vil det punkt fremover få ordlyden: 'Kredsforpersonen har ordet.' Bestyrelsen ønsker nemlig at forkaste de kønnede titler, som organisationens politisk valgte bærer i dag.

Sarah Baagøe, medlem af kredsbestyrelsen, fremlagde forslaget for de 55 fremmødte stemmeberettigede. Hun fortalte, at bestyrelsen i Kreds Lillebælt allerede i 2020 fremlagde forslaget for Kongressen. Denne besluttede dog dengang, at der skulle arbejdes videre med forslaget, inden det kom til afstemning.

Det har forretningsudvalget sidenhen gjort, og der ligger derfor nu et forslag klar. Ifølge Hovedbestyrelsens nye forslag skal det fremover være op til de enkelte kredse, hvordan man vælger at titulere de politisk valgte. Det forslag beklagede Sarah Baagøe til generalforsamlingen.

– Jeg synes, at det forslag risikerer at skabe forvirring blandt medlemmerne. Hvorfor er der en forperson i Kreds Lillebælt, en formand et andet sted og en forkvinde et tredje sted? Men forretningsudvalgets forslag har givet blod på tanden til at stille vores forslag igen. Et forslag, der, hvis det bliver vedtaget, betyder, at titlerne vil blive ens og ukønnede over hele linjen, så vi står samlet som organisation. Det er et godt signal at sende udadtil. Jeg håber, at de, der kommer til kongressen, stemmer for vores forslag, sagde hun.

Jeg er stolt over, at vi i Kreds Lillebælt har medlemmer, der arbejder for, at vi som forbund kan række ud til nye generationer af socialpædagoger.

Hanne Ellegaard, kredsformand

Ikke bare pjat

Sarah Baagøe udtrykte, at hun ikke er blind for, at der kan være nogen, der synes, at ’det der med ukønnede titler er noget nymodens pjat’.

– Men det er det faktisk ikke. Det er opfundet tilbage i 1977, og der er flere, der allerede bruger det. Blandt andre PLS (Pædagogernes Landssammenslutning red.) Jeg synes, det har en vigtig signalværdi, at vi hos Socialpædagogerne tør tænke nyt. De medlemmer, der kommer i fremtiden, og som er yngre end os, vil også kunne se sig i det her forslag, sagde hun.

Kredsformand – måske fremtidig kredsforperson – for bestyrelsen i Kreds Lillebælt, Hanne Ellegaard, ytrede, at hun håber på stor opbakning til forslaget, når de delegerede møder ind til årets kongres.

– Jeg er stolt over, at vi i Kreds Lillebælt har medlemmer, der arbejder for, at vi som forbund kan række ud til nye generationer af socialpædagoger. Det er vigtigt, at vi anerkender, at det talte sprog skaber sandheder, og at det altid er modtagerne, der bestemmer budskabet, lød det.

Tal faglighed op

Der var ingen formandsberetning i år, men nogle ord om året, der gik, fik de fremmødte alligevel med på vejen. Først fra aftenens gæst, forbundsnæstformand Verne Pedersen, der havde ét overordnet budskab med til de fremmødte.

– Vi skal have flere medlemmer. Det er et fælles budskab. Vi er udfordrede på et faldende medlemstal. Det skyldes både noget samfundsstrukturelt, men også at socialpædagoger vælger fagforeningen fra, fordi de ikke kan se, at de får udbytte af at være medlem, sagde hun.

Derefter talte kredsformand Hanne Ellegaard om året, der var gået, og havde særligt fokus på, hvordan man i kreds og kredsbestyrelse arbejder målrettet med ’Faglighed forandrer liv’.

– Faglighed forandrer liv er også i fokus, når vi sammen med Region Syddanmark helt uden at rødme praler over for alle, der gider lytte: regionen sender 21 ufaglærte på UCL i 2021 – og det med fuld løn selvfølgelig. Sådan et tiltag er en begyndelse, som gerne skulle danne præcedens – og vi kan alle hjælpe med at tale den socialpædagogiske faglighed op, som vi mener er så afgørende. Arbejdsgiverne er nødt til at bane vejen for, at vi sammen kan få uddannet flere socialpædagoger. De kommer ikke af sig selv, sagde hun bl.a.

Fremtid, følsomhed og faglighed

Fremtidens arbejdsmarkedet er i hastig forandring i disse år, og med disse følger nye udfordringer. Og det var netop disse udfordringer, som fremtidsforsker Anne-Marie Dahl var inviteret til at holde oplæg om på generalforsamlingen. Hun talte bl.a. om de forskellige udfordringer, der vil opstå, når en ny generation af unge om få år træder ind på arbejdsmarkedet. Unge, som vil forstå deres arbejdsliv på en anden måde end de nuværende generationer.

– Jeg er vokset op i en generation, hvor vi fik at vide, at vi var professionelle, når vi gik på arbejde, så derfor græd vi ikke på møderne. Nu har vi en generation, der gerne græder på møderne. De har lært, at de tager hele deres person med på arbejdet. Derfor er nænsomhed den nye effektivitet – vi har med meget følsomme unge at gøre, sagde hun.

Selvom der skal tages andre hensyn til de nye generationer på arbejdsmarkedet, må de ældre dog ikke glemmes, understregede Anne-Marie Dahl.

– Vi skal også passe på de ældre. De vil gerne blive på arbejdsmarkedet, hvis vi vel at mærke husker at værdsætte dem. Og så er der jo de berømte ord om, at de unge nok er hurtige til at trykke på knappen, men at det er de ældre, der ved, hvilken knap der skal trykkes på, sagde hun.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Forbund og a-kasse