Jeg går rigtig mange omveje for at holde på den dygtige medarbejder

– Først og fremmest gør jeg meget ud af at give den enkelte medarbejder medbestemmelse, så man har sit eget ledelsesrum i hverdagen. Det er jo dem, der er eksperter – og som leder bruger jeg ikke min energi på at kontrollere og bestemme, hvordan de udfører deres arbejde, siger Diana Leicht Christensen og tilføjer, at den tillidsbaserede ledelse betaler sig:

– Mit udgangspunkt er til enhver tid, at medarbejderne er her, fordi de vil det allerbedste for vores familier, og at de yder en smaddergod indsats. Det har jeg fuld tillid til – den tillid er uden tvivl med til at øge den faglige stolthed på arbejdspladsen, fordi man som medarbejder selv tager ansvar.

Vi uddanner selv til de kompetencer, vi før har købt ude af huset, og det betyder rigtig meget, at man har så gode muligheder for at udvikle sin faglighed.

Diana Leicht Christensen, leder Familiecenter Toftegård

Mulighed for udvikling

Et andet element, der ifølge Diana Leicht Christensen gør Familiecenter Toftegård til en arbejdsplads, hvor man godt gider at være, er mulighederne for faglig udvikling.  

– Jeg leder også ud fra et stærkt forretningsblik. Det betyder bl.a., at jeg hele tiden har øje for nye opgaver, som vi selv kan løse. Når jeg fx opdager, at rådgiverne køber psykoterapi eller Theraplay ude i byen, så går jeg i gang med at uddanne vores egne terapeuter, så opgaverne lander hos os i stedet. Jeg byder også ind på opgaver for støtte-kontaktpersoner, som ellers før blev købt alle mulige steder, fortæller Diana Leicht Christensen, som ser flere fordele i at hente opgaver hjem:

– Om kort tid har vi alle udførende opgaver for Lolland Kommune inden for vores felt, og det er der god økonomi i. Men hvad der nok er endnu vigtigere er, at det giver medarbejderne mulighed for hele tiden at udvikle sig fagligt og prøve kræfter med nye opgaver. For vi uddanner selv til de kompetencer, vi før har købt ude af huset, og det betyder rigtig meget, at man har så gode muligheder for at udvikle sin faglighed. Så er der jo ikke nogen grund til at rende af pladsen, siger hun.

Forud for sin tid med kort arbejdsuge

Familiecenter Toftegård har flere medarbejdere, som kommer langvejs fra – og når det kan lade sig gøre, skyldes det ifølge Diana Leicht Christensen, at der er mulighed for selv at fordele arbejdstimerne.

– Vi har altså praktiseret fire-dages uge i mange år hos os, fortæller hun og fortsætter:

– Så længe man har sine 37 timer, går jeg som leder ikke op i, om man arbejder fire eller fem dage. For dem, der har lang transporttid og måske små børn derhjemme, giver det jo god mening at tage lange dage – og de længere dage åbner også op for, at de fx kan være med ude hos vores familier til et aftensmåltid eller en puttesituation. Men jeg har også medarbejdere, som er lidt oppe i alderen og helst ikke vil have de meget lange dage, så det bestemmer de helt selv.

Anerkender den gode indsats

Som leder prioriterer Diana Leicht Christensen også anerkendelse af den ekstraordinære indsats – og ikke kun med skulderklap og ros, fortæller hun.

– Vi er så privilegerede, at vi har et utrolig lavt sygefravær og en så lav personaleomsætning, at vi sparer rigtig mange penge på vikarbudgettet. De penge bruger jeg gerne på at belønne dem, der gør noget ekstraordinært. Det kan være en medarbejder, som har været med til at starte et nyt tilbud på eller andre, som gør noget ud over det forventelige ude hos de familier, vi arbejder med. Så er jeg klar til at belønne indsatsen med fx en bonus på 5.000 kr., siger hun og tilføjer:

– Jeg er meget åben omkring det, for det skal være tydeligt for alle, hvad vi taler om, når vi belønner en ekstraordinær indsats. Vi snakker også åbent om løn og bonus i vores MED-udvalg, for det skal ikke være nogen hemmelighed, hvis vi vælger at give en bonus eller et tillæg. Det gjorde vi fx for nylig, da jeg i MED-udvalget fik mandat til at hæve to medarbejdergrupper, som lå lidt lavere lønmæssigt, men som fortjente et tillæg for at have taget weekendvagter. Den der følelse af ’tak fordi du så mig’, skal man altså ikke underkende.