icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
advokat-steen-frederiksen_sofia-busk_1128x600.jpg
Steen Frederiksen, der har ført familieplejesager i hen ved 30 år, mener ikke, der kan være tvivl om, at plejefamilier har ret til ATP.
Vilkår

Advokat: Det er helt klart, at familieplejere har ret til ATP

Jammerbugt Kommune vil stoppe indbetalingen af ATP Livslang Pension til deres plejefamilier ved årsskiftet. Socialpædagogerne er på sagen, og forbundets advokat Steen Frederiksen har bedt kommunen om at trække udmeldingen tilbage. Her er seneste nyt i sagen – og advokatens syn på den

’Vi vil derfor stoppe med indbetaling af ATP i dit kontraktforhold som familieplejer pr. 31. december 2022’.

Sådan sluttede skrivelsen, som en familieplejer modtog fra Jammerbugt Kommune i slutningen af september måned. I brevet begrundede kommunen beslutningen med, at familieplejere ikke er lønmodtagere, men derimod indgår i et kontraktforhold.

Familieplejeren kontaktede derfor Socialpædagogernes Kreds Nordjylland, og samme dag satte forbundet advokat Steen Frederiksen på sagen.

Fastsat ved lov
Steen Frederiksen, der har ført familieplejesager i hen ved 30 år, forklarer, at Jammerbugt Kommune i sin argumentation henviser til en landsretsdom fra 2020. Her var der tale om en sag, der var anlagt af 3F, som Socialpædagogerne ikke var involveret i. Men sagen handlede om længden på opsigelsesvarsel og retten til partshøring. Den handlede overhovedet ikke om ret til ATP.

– Det er min helt klare opfattelse, at familieplejere er at betragte som lønmodtagere. Det er bl.a. fastslået i forhold til skattelovgivning, ferieloven og arbejdsskadesikringsloven. Familieplejere har ret til ATP og er omfattet af ATP-lovens personkreds – det blev afgjort ved en afgørelse fra ATP helt tilbage i 1976, og KL blev dengang hørt og var enig i, at familieplejere var omfattet af ATP, siger han og fortsætter:

– Det følger altså af loven, at familieplejere er omfattet af ATP-ordningen, og at kommunerne derfor skal indberette og indbetale ATP-bidrag for plejefamilier. Og jeg forventer, at vi med sagen fra Jammerbugt Kommune vil få det slået fast igen-igen, siger han.

Derfor sendte Steen Frederiksen den 30. september en anmodning til Jammerbugt Kommune om, at ’kommunen straks trækker varslet om ophør af indbetaling af bidrag tilbage, og at kommunen over for de berørte familieplejere klart orienterer om, at varslet beror på en beklagelig fejltagelse, sådan at det undgås, at der skabes yderligere utryghed om familieplejernes ansættelsesvilkår’.

I samme ombæring tog forbundet desuden kontakt til KL, som ikke havde nogen erindring om at skulle have været i kontakt med Jammerbugt Kommune om spørgsmålet om ATP.

Sidste nyt i sagen

Jammerbugt Kommune har senest svaret, at kommunen nu er i dialog med KL for at afklare, om de skal ændre stillingtagen til spørgsmålet om ATP til familieplejere. Spørger man Socialpædagogernes advokat er der derimod ingen tvivl at spore.

– Vores standpunkt står fast. Og jeg må sige, at jeg forstår grundlæggende ikke, at man som kommune vælger at skabe utryghed omkring familieplejernes rettigheder og vilkår – slet ikke i en tid, hvor det i forvejen er svært at rekruttere plejefamilier, siger Steen Frederiksen.

Forbundet har fortsat kun hørt om denne praksis med varslet stop af ATP-indbetalinger i Jammerbugt Kommune. Vi har altså ikke kendskab til, at andre kommuner har gjort det samme.

Vi opfordrer medlemmer, der har spørgsmål eller får en lignende skrivelse fra anbringende kommune, til at kontakte deres lokale kreds. Og vi følger sagen tæt og melder ud via nyhedsbrev, når der er nyt.

BLIV MEDLEM OG FÅ TRYGHED, NETVÆRK OG JURIDISK HJÆLP

Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.

6 KONTANTE FORDELE VED AT VÆRE MEDLEM

  • Billige forsikringer gennem Alka.
  • Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
  • Rabatter på mange varer og services med PlusKort.
  • Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
  • Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.
  • Gratis krisehjælp hos Healthcare.

Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.

Jeg forstår grundlæggende ikke, at man som kommune vælger at skabe utryghed omkring familieplejernes rettigheder og vilkår – slet ikke i en tid, hvor det i forvejen er svært at rekruttere plejefamilier
Steen Frederiksen, advokat

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge