GUIDE: Udviklingshæmning og ADHD - vær opmærksom på disse seks ting

Kompleks komorbiditet

Det er en sag for psykologer at afgøre, om en borger med udviklingshæmning har en komorbid lidelse i form af ADHD. Generelt set skal mennesker med udviklingshæmning opfylde nogle af de samme kriterier som normaltbegavede for at få en ADHD-diagnose, men der er undtagelser.

I udgangspunktet kan man eksempelvis ikke forvente, at en borger med udviklingshæmning kan holde koncentration i længere tid. Derfor er lav koncentrationsevne ikke nødvendigvis et tegn på ADHD hos denne målgruppe, selvom det ville være det hos normaltbegavede.

Det kan i forvejen være svært for mennesker med udviklingshæmning at fornemme andres grænser og at have situationsfornemmelse, og det er samtidig normalt at være urolig og impulsiv.

— Derfor kan det være svært at skelne mellem, hvad der er et udviklingshandicap og hvad der ADHD. Når man har ADHD, kommer alt direkte ind i hovedet, usorteret. Så har man både udviklingshæmning og ADHD, kan det blive meget kaotisk. Har du en mistanke om ADHD, er det vigtigt at få borgeren udredt i psykiatrien, så man kan sikre en god trivsel, siger Gaia Nedergaard.

6 råd til den gode socialpædagogiske indsats

Hvis du arbejder med mennesker med udviklingshæmning, og har en mistanke om at en borger kan have ADHD, er der flere opmærksomhedspunkter og pædagogiske greb, der kan være relevante at tage i brug. Herunder får du en guide til, hvordan du kan genkende symptomer og tilpasse den socialpædagogiske indsats til borgeren.

1. Lav sammenligninger
Første skridt på vejen til at finde ud af, om en borger har ADHD, kan være at sammenligne vedkommende med andre, der er på samme udviklingsniveau. Man skal have forskellige kompetencer på forskellige udviklingstrin, og hvis en borgers adfærd adskiller sig markant fra andre med samme IQ, kan det lede tankerne hen på en opmærksomhedsforstyrrelse som ADHD.

2. Hold øje med uro og impulsivitet
Urolig adfærd vil typisk være første tegn på, at en borger med udviklingshandicap har ADHD. Borgeren vil have svært ved at sidde stille, og personalet kan opleve, at der er et stort støttebehov i forhold til at sikre, at borgeren ikke kommer galt afsted. Uroen kan også vise sig ved, at borgeren hele tiden er opmærksom på, hvad andre laver, og blander sig i aktiviteter og samtaler. 

Samtidig vil vedkommende have let ved at komme i konflikt, være udadreagerende og have meget svært ved at regulere sig selv. Frustrationstærsklen vil være lav, også selvom man lever indenfor nogle meget faste pædagogiske rammer. Når en borger ikke kan fastholde opmærksomheden i længere tid ad gangen på trods af at hverdagen er stramt styret, bør man overveje, om borgeren kan have ADHD.

Borgere med udviklingshæmning og ADHD kan dog også have perioder med hypoaktivitet, hvor de er underaktive og sløve. Det skyldes, at de brænder ud efter perioder, hvor de har været meget aktive og brugt al deres energi.

3. Tilpas den pædagogiske indsats
Borgere med ADHD og udviklingshæmning har brug for pædagogiske medspillere. En høj grad af tolerance og tålmodighed er vigtig hos det faglige personale. Det skyldes især, at udviklingstrinene er små, og at man skal kunne få øje på de potentialer og muligheder, der viser sig i de små skridt.

Viden om den enkelte borgers udviklingsalder er væsentlig, for så kan man som socialpædagog sikre, at man arbejder indenfor borgerens nærmeste udviklingszone. Det er vigtigt ikke at sætte barren for højt og forlange for meget.

Et godt kendskab til den enkelte borger er vigtig. Det gør det lettere at se små tegn på, at borgeren er tæt på at gå i affekt eller komme i konflikt, og dermed komme voldsomme episoder i forkøbet.

4. Skab ro med struktur
Arbejder du med en borger med udviklingshæmning og ADHD, er struktur en væsentlig faktor for, at borgeren kan trives. Struktur skaber ro og genkendelighed og giver overblik. Hvis man som socialpædagog skal kompensere for borgerens udfordringer med målrettet adfærd, kan døgnrytmeplaner være et godt værktøj til at strukturere hverdagen.

I døgnrytmeplaner er indholdet i den enkelte borgers døgn beskrevet ned i mindste detalje, i nogle tilfælde helt ned på minuttet. Derudover bør man som socialpædagog støtte borgeren i ikke at påbegynde en ny opgave, før den forrige er afsluttet, så intentionen bliver fastholdt. Målgruppen kræver en høj grad af vejledning, da de ikke har kompetencerne til at planlægge og fastholde en plan.

5. Tal til nervesystemet
Hvis en borger er tæt på at komme i affekt, er Low Arousal en god tilgang. Det er krævende, for har man et udviklingshandicap og ADHD, kan adfærden være voldsom. Men et roligt, smittende nervesystem virker, når samværet eller kontakten til personalet og andre borgere bliver svær.

LÆS MERE: Bliv klogere på Low arousal i dette faglige tema

Socialpædagoger, der arbejder med denne målgruppe, kan desuden have gavn af risikovurderingsværktøjer som LA2 eller Brøset Violence Checklist, for at forhindre episoder, hvor borgeren kommer i affekt.

6. Gør dig klog på borgeren – lav observationer
Vil du gerne til bunds i din mistanke om, at en borger med udviklingshæmning har ADHD, bør personalegruppen starte med at lave observationer. Her beskriver I de situationer, som borgeren ikke kan håndtere, eller hvor vedkommende ender i affekt. Hvilke situationer drejer det sig om, og hvad kan borgerens adfærd være udtryk for?

Skal borgeren udredes i psykiatrien, er det vigtigt at man samler så meget information som muligt, og laver grundige beskrivelser. Forældre og pårørende er vigtige at have med, da ADHD ikke er en diagnose, der dukker op ud af det blå. Det er en livslang diagnose, derfor har adfærdsproblemerne højst sandsynligt også været til stede i barndommen, hvis borgeren har ADHD.

Hvis det ikke er muligt at få beskrivelser fra de pårørende, kan man bruge sagsakter og journaler. Gerne helt tilbage til skoletiden for at tegne et detaljeret billede af borgerens udfordringer gennem hele livet.

 

Kilder: Gaia Nedergaard, psykolog og ekspert i oligofreni og Troels Lundbæk, socialpædagog