icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Annette Kaad - til web.png
Jobformidling

Jobkonsulenterne fandt de medarbejdere, vi manglede

Da tilbudsleder Annette Kaad akut stod og manglede medarbejdere til to vikariater, fik hun hurtig og professionel hjælp fra Socialpædagogernes jobkonsulenter. – De fandt dem, der matchede vores behov, og det kunne ikke have gået hurtigere, fortæller hun

Ligesom i det meste af landet oplever de også rekrutteringsudfordringer i Ribe. Her er Annette Kaad tilbudsleder for tre aktivitetstilbud under Udviklingscenter Vest. Og selvom arbejdspladsen generelt gør meget for at kunne tiltrække nye medarbejdere og være en attraktiv arbejdsplads, går puslespillet ikke altid op.

– Nogle gange står vi jo og mangler kvalificerede medarbejdere, og det skete for nylig, hvor jeg meget akut havde brug for medarbejdere til to vikariater. Og det skulle gå hurtigt, fortæller Annette Kaad.

Fordi hun tidligere var blevet kontaktet af Socialpædagogernes A-kasse i forhold til ledige socialpædagoger, der søgte job, valgte hun at kontakte a-kassens jobkonsulenter.

– Min tanke var nok lidt, hvorfor ikke prøve? Det kunne jo være, at vi var heldige, siger hun.

Det var vildt, så hurtigt det gik. To af dem ringede til mig om fredagen, de kom til samtale – og blev ansat i de to vikariater. Det kunne simpelthen ikke have gået hurtigere

Annette Kaad, tilbudsleder Udviklingscenter Vest

Tre kandidater på ét døgn

Annette Kaad ringede til a-kassen en torsdag, og allerede dagen efter blev hun kontaktet af jobkonsulenten, der fortalte, at hun havde tre kandidater, som ville ringe til tilbudslederen samme dag.

– Det var vildt, så hurtigt det gik. To af dem ringede til mig om fredagen, de kom til samtale – og blev ansat i de to vikariater. Det kunne simpelthen ikke have gået hurtigere.

For Annette Kaad betød det meget, at a-kassens jobkonsulenter var i stand til at matche arbejdspladsens behov, fortæller hun:

– Jeg fortalte, hvad vi havde brug for, og hvor vigtigt det var at finde socialpædagoger, som er motiverede for at arbejde med vores målgruppe, som er borgere med særlige udfordringer i forhold til deres adfærd, og som har brug for en meget genkendelig struktur i hverdagen. Jeg følte mig helt tryg ved, at jobkonsulenten fandt de ledige, som netop matchede de behov, siger hun og tilføjer, at hun følte sig mødt med oprigtig interesse:

– Jobkonsulenten var god til at følge op på vores første snak for at høre, om jeg havde fået kontakt til de pågældende kandidater, og siden fulgte hun op på det videre forløb. Der blev taget hånd om mig og min situation på en virkelig professionel måde.

 

 

Socialpædagogernes Jobformidling

Ved hjælp af et effektivt match mellem arbejdsplads og jobsøgende, kan Socialpædagogernes Jobformidling være med til at sikre jer en kvalificeret kollega og medarbejder - eller nye muligheder som jobsøgende.

Udover at rekruttere til faste stillinger og vikariater, så hjælper vi også med at finde en kvalificeret tilkaldevikar.

Læs om om Socialpædagogernes Jobformidling

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Forbund og a-kasse