Vi skal holde fast i håbet

Og da medierne i dagene efter drabet fortalte historien om, at de ansatte i socialpsykiatrien ikke havde de rette kompetencer, og at de skulle klædes bedre på, blev den nu 58-årige socialpædagog for alvor vred.

– Der blev jeg simpelthen nødt til at stå frem og fortælle, hvordan jeg oplevede virkeligheden som ansat i psykiatrien. Fortælle om en hverdag, hvor der var så få ansatte og ressourcer, at vi ikke havde mulighederne for at give psykisk syge mennesker den hjælp, de har brug for, fortæller Mia Kristina Hansen, som i første omgang skrev et Facebook-opslag, hvor hun forsvarede sine kollegers faglighed og i stedet kaldte på flere hænder til det socialpsykiatriske område.

Der er ikke sket nok

Det opslag blev delt over 17.000 gange og førte til rigtig meget taletid både i medierne og på Christiansborg – og så førte det til et møde med SINDs daværende formand, Knud Kristensen, hvis stol Mia Kristina Hansen nu har sat sig i, efter at hun blev formand for SIND i september 2021.

– Efter godt et år som formand for SIND må jeg desværre konstatere, at der slet ikke er sket nok på psykiatriområdet, siden mine kolleger og jeg strejkede for at gøre opmærksom på, at noget var helt skævt, og at vi ikke ville risikere at miste vores liv. Paradoksalt nok er vi jo alle ret enige om, at der skal ske noget. Og hver gang vi har oplevet noget dramatisk i psykiatrien, lyder det samstemmende fra politikerne, at nu skal der gøres noget, siger hun og fortsætter:

– Alligevel møder jeg i dag stadig en psykiatri, hvor mennesker med psykiske lidelser ofte ikke får den hjælp, de har brug for. Og selvom den seneste politiske aftale om en tiårs psykiatriplan er et lille skridt den rigtige vej, savner jeg altså stadig det samlede løft, vi har brug for. Men jeg bevarer håbet på vegne af alle de mennesker, der har brug for hjælp, og som ofte ikke selv har en stemme, der bliver lyttet til.

Der blev jeg simpelthen nødt til at stå frem og fortælle, hvordan jeg oplevede virkeligheden
som ansat i psykiatrien.

Mia Kristina Hansen, socialpædagog og formand for SIND

Sendt rundt i systemet

Første gang Mia Kristina Hansen selv oplevede, hvordan systemet kan være svært at trænge igennem, var flere år før den skelsættende aften på Lindegården.

– Da min ene søn var ni år gammel, begyndte han at mistrives og udvikle angst, så der stod jeg med ét som pårørende og havde brug for hjælp fra psykiatrien.

Det var i den forbindelse, at Mia Kristina Hansen stod med følelsen af, at det her, det må vi kunne gøre bedre.

– Min søn endte faktisk med at være hjemme fra skole i to år, og jeg blev sygemeldt fra mit arbejde. Min oplevelse var desværre, at ingen rigtig lyttede. Vi blev sendt rundt i systemet og havde som familie virkelig svært ved at få den hjælp, vi havde brug for.

Dette møde med psykiatrien og den manglende sammenhæng fik Mia Kristina Hansen til i 2015 at stifte foreningen Børn med Angst, hvor forældre kan dele erfaringer med hinanden. Siden var hun også med til at stifte bevægelsen #enmillionstemmer, som sætter fokus på livet som pårørende til mennesker med psykisk sårbarhed og handicap.

– Jeg er nok bare sådan en, der ikke giver op, og som hele tiden kæmper for, at ingen mennesker skal stå uden for fællesskabet. Egentlig tror jeg, at min indre drivkraft kan spores helt tilbage til en bestemt køretur i min barndom, som står helt tydelig for mig. Jeg sad på bagsædet i bilen efter et familiebesøg i Jylland, og hele turen hjem hørte vi ’Tværs’, hvor jeg blev ramt og rørt af at lytte til Tine Bryld og hendes måde at møde de her unge, som følte sig uden for. Hendes tilgang satte noget i gang i mig, siger hun.

Følelsen af ikke at slå til

Siden Mia Kristina Hansen stoppede som socialpædagog på Lindegården i 2018, har hun arbejdet i et privat firma som socialpædagog, hvor hun i dag stadig har fem timer om ugen.

– Jeg arbejder lige nu med to borgere. Den ene er en ung kvinde, som jeg er mentor for. Hun har en psykisk lidelse og skal i gang med en uddannelse. Og så har jeg også timer som støttekontaktperson for en anden kvinde. Det er vigtigt for mig stadig at have praksiskontakt.

I rollen som formand for SIND og arbejdet for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sinds­lidelse og deres pårørende er det da også i høj grad erfaringerne som socialpædagog i socialpsykiatrien, som Mia Kristina bygger videre på, fortæller hun.

– Jeg husker så tydeligt de der lange gange på Lindegården og alle de beboere, der, når jeg kom gående ned ad gangen, råbte ’Mia, kan du ikke lige komme ind?’. Og hvor mit svar desværre ofte var ’et øjeblik, jeg har lige noget andet’. Når mennesker, der har det svært, igen og igen oplever, at de spørger om hjælp uden at blive lyttet til, ja, så går det altså galt på et tidspunkt, siger hun og fortsætter:

– For os som medarbejdere vokser følelsen af ikke at slå til. I en hverdag, hvor beboerne har mere og mere komplekse problemstillinger og derfor kræver mere hjælp, og hvor vi aldrig følte, at vi var nok på arbejde, må det jo ende galt, som det gjorde på Lindegården. Og min store bekymring er, at sådan ser det altså stadig ud på mange arbejdspladser i socialpsykiatrien.

Vi nedbryder os selv med det system, vi har i dag, ligesom vi nedbryder vores klima.

Mia Kristina Hansen, socialpædagog og formand for SIND

En hakkebøf gør underværker

Som noget af det helt grundlæggende i SIND ligger ønsket om, at man sætter mennesket før systemet og anerkender, at mennesker med psykiske lidelser har brug for mere end medicin, pakkeforløb og indlæggelser, lyder det fra Mia Kristina Hansen, som igen tænker tilbage på de muligheder, hun selv havde som socialpædagog i socialpsykiatrien.

– Vi bliver altså nødt til at se på det samlede liv, og her kan jeg godt blive en anelse træt, når vi møder et system, hvor der primært er fokus på medicin og evidensbaseret behandling. For tænk, hvis man kunne få læger til at se omsorg som noget, der også er evidens for virker, siger hun og tænker tilbage på de lørdage, hvor hun og hendes kolleger på Lindegården netop tænkte i omsorg i en presset hverdag.

– Jeg husker de mange weekendvagter, hvor vi fx gik i køkkenet og bagte eller serverede hjemmelavet hakkebøf med det hele, og hvor vi så hyggede foran fjernsynet. Det med, at man sidder sammen og laver noget hjemligt sammen – den form for omsorg og nærvær er så ufattelig undervurderet i psykiatrien. Alt det, der handler om det levede liv, det er jo der, man som socialpædagog og menneske kan byde ind med noget, der er lige så vigtigt som et klinisk pakkeforløb.

På linje med klimakampen

Siden der sidst i september blev indgået en bred politisk aftale om en tiårsplan for psykiatrien og mental sundhed, har Mia Kristina Hansen optrådt flittigt i medierne og i forskellige debatter om psykiatrien. Igen og igen har hun gentaget budskabet om, at der mangler sammenhæng i det system, man møder som psykisk syg.

– Vi bliver simpelthen nødt til at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes liv mere, end det er tilfældet i dag, hvor jeg oplever, at alt for mange mennesker med psykiske lidelser må kæmpe hårdt for at holde livet ud. Ofte hedder løsningen medicin eller indlæggelse – men det kan aldrig stå alene. Der skal massiv opfølgning til hele vejen rundt om den enkelte – også i forhold til de sociale forhold og det liv, der leves i hverdagen, lyder det fra SINDs formand, som ikke er bleg for at sammenligne kampen for en bedre psykiatri med klimakampen:

– Som jeg ser det, er danskernes mentale sundhed i stor fare – præcis ligesom vores klima er det. Vi nedbryder os selv med det system, vi har i dag, ligesom vi nedbryder vores klima. Og det er nu, vi skal sætte ind med en ambitiøs plan for psykiatrien med nogle mål, som vi forpligter os til – en plan, der kan få vendt den katastrofale udvikling, vi ser lige nu, hvor psykiske lidelser hvert eneste år koster liv, og hvor mennesker med psykiske lidelser ikke får den hjælp, de har brug for.