icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Lene Breum - til web.png
Dit forbund

Nu forstår jeg, hvad en fagforening kan

Som nyuddannet tænkte Lene Breum ikke, at hun ville få brug for en fagforening – og valgte derfor en af de ’gule’. En sygemelding fik hende på andre tanker. – Da jeg virkelig havde brug for hjælp, var det Socialpædagogerne, der tog hånd om mig. Så der er jeg selvfølgelig medlem nu, fortæller hun

Da Lene Breum i 2021 stod som nyuddannet pædagog og fik job inden for det specialiserede område, var et medlemskab af Socialpædagogerne bestemt ikke noget, der stod højt på hendes to-do-liste.

– Jeg var overbevist om, at jeg ikke havde brug for nogen fagforening. Jeg er jo pædagog, og pædagoger mister aldrig deres job, tænkte jeg. Så da en sælger fra en af de gule fagforeninger ringede med et godt tilbud, var det der, jeg meldte mig ind, fortæller 36-årige Lene Breum.

Men tingene ændrede sig markant, da hun i sidste år måtte sygemelde sig fra sit arbejde pga. familiære omstændigheder og begyndende signaler på stress. En tid, hun selv betegner som ret kaotisk.

– Min leder inviterede mig til en sygefraværssamtale, som jeg fik at vide, at jeg skulle tage som en omsorgssamtale. Jeg ringede til en konsulent, der hvor var medlem, og fik at vide, at jeg bare skulle have ro i maven. Der var ikke noget at være nervøs for, siger Lene Breum.

Det var sådan en lettelse at få kontakt til en, som havde helt styr på, hvad man må, og hvad man ikke må.

Lene Breum, socialpædagog

Medlemsfordele

Som medlem af Socialpædagogerne kan du få glæde af en lang række fordele. Blandt de faglige fordele, som stiller dig stærkere i dit arbejdsliv, er bl.a. job- og karriererådgivning, hjælp ved arbejdsskader og faglige netværk. 

Derudover giver dit medlemskab også kontante besparelser og rabatter i forhold til fx forsikring og mobil abonnement, ligesom du får adgang til vores kollektive lønforsikring, som giver dig tryghed ved ledighed.

Få tjek på samtlige medlemsfordele

Fik tunnelsyn

Men til samtalen oplevede Lene Breum til sin store overraskelse, at ledelsen ikke havde planer om at acceptere en sygemelding.

– De viste omsorg og forståelse for mig og min familie langt henad vejen. Men til sidst fik jeg at vide, at de ikke kunne se mig vende tilbage på samme vilkår, og at jeg enten selv skulle sige op eller acceptere at blive fyret. Det var ret voldsomt for mig. Jeg var slet ikke forberedt på den situation og oplevede nærmest at have tunnelsyn, så jeg endte med bare at skrive under.

Efterfølgende kontaktede hun igen konsulenten i den ’gule’ fagforening. Nu lød meldingen, at hun skulle huske at være opmærksom på, at der i opsigelsen ikke må stå, at det er pga. familiære ting, at hun var opsagt, men det skulle begrundes med faktorer som økonomi eller personalenedskæringer.

Kontaktede Socialpædagogerne

’Hvad er det for en fagforening, du er med i?’, husker Lene Breum, at familie og venner begyndte at spørge ind til. Derfor valgte hun umiddelbart efter sygefraværssamtalen at kontakte Socialpædagogerne i Storkøbenhavn.

– Det var sådan en lettelse at få kontakt til en, som havde helt styr på, hvad man må, og hvad man ikke må. Jeg følte mig tryg fra allerførste opkald – den der følelse af, at der var en, som tog ansvar og holdt hånden under mig i en situation, hvor jeg virkelig var sårbar og slet ikke kunne overskue forløbet. Men det gik jo hurtigt op for mig, at det, der var sket, hverken var lovligt eller etisk korrekt.

Fik landet en god aftale

Herfra gik det hurtigt for Lene Breum. Hun meldte sig ind i Socialpædagogerne – og en faglig konsulent fra Socialpædagogerne Storkøbenhavn tog dialogen med arbejdspladsen og lederen om, hvad der skulle ske.

– Hun var virkelig skarp og fik landet en god aftale med en opsigelse og fuld løn i tre måneder. Det gav mig ro i maven – og også en følelse af retfærdighed, fordi arbejdspladsen jo slet ikke havde taget mig alvorligt, siger Lene Breum.

Hun er i dag fortsat sygemeldt og koncentrerer sig om at få sig selv og familien ovenpå igen.

– Det var en lærestreg for mig at opleve, hvor lidt hjælp jeg fik fra en gul fagforening, da jeg virkelig havde brug for det. Til gengæld har jeg så lært, hvad det betyder at have et fagforbund, der tager én under vingerne – så selvfølgelig er jeg nu medlem hos Socialpædagogerne. Og jeg ved, at de også vil støtte mig, så snart jeg er klar til at søge nyt job.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Kredse, Forbundsnyheder, Forbund og a-kasse