icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Design uden navn (9).jpg
Man skal ikke lade frygten vinde over forhandlingen, lyder budskabet fra plejemor Karina Ralsted. Men der kan være behov for støtte for at kunne holde fast i den beslutning – og den fik hun fra Socialpædagogerne.
Vilkår

Plejemor: ’Jeg vil ikke lade frygten vinde’

Det føltes som chikane, da kommunen truede med at sætte Karina Ralsted to vederlag ned i løn. Men med støtte fra Socialpædagogerne insisterede hun på at holde fast – både i sine vederlag og en ordentlig og retfærdig dialog

– Man frygter jo det værste.

Sådan siger Karina Ralsted, der er plejemor til to. I september indkaldte anbringende kommune hende til ’vederlagsbehandling’. Med sig skulle hun medbringe en skrivelse om, hvor mange vederlag hun selv mente, hun var berettiget til, og hvorfor.

– Der blev slet ikke skelet til det skriv. Jeg fik bare at vide, at jeg skulle gå et vederlag ned nu – og ét mere et halvt år efter. Teamlederen anerkendte slet ikke plejeopgaven. Og hun hentydede til, at hun også kunne sætte mig endnu længere ned, hvis det var. Hun pressede mig med virkelig ubehagelige trusler, fortæller Karina Ralsted.

Det kan ikke være rigtigt, at man skal behandles på den måde, tænkte Karina Ralsted efterfølgende. Og hun tog derfor kontakt til Socialpædagogerne Midtsjælland.

Du kan også få hjælp

Som familieplejemedlem hos Socialpædagogerne får du en stærk partner i ryggen, hvis du får brug for hjælp og rådgivning omkring din ansættelse.

Du får bistand af faglige konsulenter i din lokale kreds. På sl.dk kan du se, hvad du kan få hjælp til.

Den gode dialog

På kredskontoret så Anja Eriksen, der er faglig sagsbehandler, alle Karinas dokumenter igennem og påpegede, hvor der var juridiske fejl. Og hun hjalp med at formulere et skriv med de punkter, der skulle rettes op på – bl.a. i forhold til en række udlæg, Karina Ralsted ikke havde fået dækket.

– Indeni var jeg så vred på kommunen. Men Anja og jeg talte også om, hvor hamrende vigtig den gode dialog er, og at man bliver på egen banehalvdel og på den måde gør sit for den gode dialog – vel at mærke uden at føje og bukke, fortæller Karina Ralsted.

Kommunen satte herefter to nye konsulenter på opgaven, som Karina havde et møde med, hvor hun dog også gjorde det tydeligt, at hun var stærkt utilfreds med kommunens behandling. Hun mødte desuden kommunens nye afdelingsleder på et fyraftensmøde. Herefter vendte det hele.

– Jeg kunne godt have råbt og skreget, men det var jeg ikke kommet nogen vegne med. Men jeg oplevede at blive hørt. Så jeg sendte det skriv, Anja havde lavet, af sted med mig selv som afsender, fortæller hun.

Det var virkelig rart at få andres øjne på. Og det hjalp mig til at holde fast i, at det ikke er okay, og at vi skal høres og have en ordentlig dialog.

Karina Ralsted, plejemor

Forhandling om guld

Kommunen endte med at anerkende, at behandlingen af Karina Ralsted ikke havde være rimelig, ligesom hun har beholdt sine vederlag. Men forløbet har givet stof til eftertanke.

For før Karina Ralsted blev plejemor, arbejdede hun i mere end 20 år inden for børne- og skoleområdet i kommunalt regi og har været til lønforhandlinger et hav af gange både som medarbejder og leder. Men det her var noget ganske andet. Og det skabte uenighed i familien, fordi hendes mand og biologiske datter af skræk for, at kommunen ville flytte barnet, straks var parate til at gå ned i vederlag.

– Det er jo frygteligt at skulle forhandle, når man samtidig har en lille guldklump derhjemme, som vi har haft, siden hun var tre dage gammel. De bliver jo en del af os, de små pusser, selvom jeg godt ved, de ikke er vores. Omvendt havde jeg også min retfærdighedssans og tænkte, det er bare ikke i orden. Det er jo også mit levegrundlag og anerkendelsen af min indsats, siger hun.

I processen var forbundet en vigtig støtte, fordi det bekræftede hende i, at hun ikke var blevet behandlet godt nok.

– Det var virkelig rart at få andres øjne på. Og det hjalp mig til at holde fast i, at det ikke er okay, og at vi skal høres og have en ordentlig dialog. Der stod jeg pludselig ikke så alene, siger hun.

Mød også plejemor Jette Sandholt, som har fået mere ro og fokus på opgaven ved at overgå til gennemsnitsmodellen

Tid går fra opgaven

Men det koster mange ressourcer, når der ikke er klarhed omkring vilkårene, tilføjer Karina Ralsted – ressourcer hun ville ønske, hun i stedet kunne bruge på børnene.

– Man venter og venter man på afklaring og har det jo ad helvede til. Så energien er da helt klart lavere. Men når det så er sagt, er mit budskab til andre plejefamilier, at man i hvert fald ikke skal lade frygten overvinde forhandlingen. Det skal man nogle gange have støtte til at stå fast på, og det fik jeg, siger hun.

BLIV MEDLEM OG FÅ TRYGHED, NETVÆRK OG JURIDISK HJÆLP

Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.

6 KONTANTE FORDELE VED AT VÆRE MEDLEM

  • Billige forsikringer gennem Alka.
  • Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
  • Rabatter på mange varer og services med PlusKort.
  • Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
  • Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.
  • Gratis krisehjælp hos Healthcare.

Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge