Plejemor: ’Jeg vil ikke lade frygten vinde’

Den gode dialog

På kredskontoret så Anja Eriksen, der er faglig sagsbehandler, alle Karinas dokumenter igennem og påpegede, hvor der var juridiske fejl. Og hun hjalp med at formulere et skriv med de punkter, der skulle rettes op på – bl.a. i forhold til en række udlæg, Karina Ralsted ikke havde fået dækket.

– Indeni var jeg så vred på kommunen. Men Anja og jeg talte også om, hvor hamrende vigtig den gode dialog er, og at man bliver på egen banehalvdel og på den måde gør sit for den gode dialog – vel at mærke uden at føje og bukke, fortæller Karina Ralsted.

Kommunen satte herefter to nye konsulenter på opgaven, som Karina havde et møde med, hvor hun dog også gjorde det tydeligt, at hun var stærkt utilfreds med kommunens behandling. Hun mødte desuden kommunens nye afdelingsleder på et fyraftensmøde. Herefter vendte det hele.

– Jeg kunne godt have råbt og skreget, men det var jeg ikke kommet nogen vegne med. Men jeg oplevede at blive hørt. Så jeg sendte det skriv, Anja havde lavet, af sted med mig selv som afsender, fortæller hun.

Det var virkelig rart at få andres øjne på. Og det hjalp mig til at holde fast i, at det ikke er okay, og at vi skal høres og have en ordentlig dialog.

Karina Ralsted, plejemor

Forhandling om guld

Kommunen endte med at anerkende, at behandlingen af Karina Ralsted ikke havde være rimelig, ligesom hun har beholdt sine vederlag. Men forløbet har givet stof til eftertanke.

For før Karina Ralsted blev plejemor, arbejdede hun i mere end 20 år inden for børne- og skoleområdet i kommunalt regi og har været til lønforhandlinger et hav af gange både som medarbejder og leder. Men det her var noget ganske andet. Og det skabte uenighed i familien, fordi hendes mand og biologiske datter af skræk for, at kommunen ville flytte barnet, straks var parate til at gå ned i vederlag.

– Det er jo frygteligt at skulle forhandle, når man samtidig har en lille guldklump derhjemme, som vi har haft, siden hun var tre dage gammel. De bliver jo en del af os, de små pusser, selvom jeg godt ved, de ikke er vores. Omvendt havde jeg også min retfærdighedssans og tænkte, det er bare ikke i orden. Det er jo også mit levegrundlag og anerkendelsen af min indsats, siger hun.

I processen var forbundet en vigtig støtte, fordi det bekræftede hende i, at hun ikke var blevet behandlet godt nok.

– Det var virkelig rart at få andres øjne på. Og det hjalp mig til at holde fast i, at det ikke er okay, og at vi skal høres og have en ordentlig dialog. Der stod jeg pludselig ikke så alene, siger hun.

Mød også plejemor Jette Sandholt, som har fået mere ro og fokus på opgaven ved at overgå til gennemsnitsmodellen

Tid går fra opgaven

Men det koster mange ressourcer, når der ikke er klarhed omkring vilkårene, tilføjer Karina Ralsted – ressourcer hun ville ønske, hun i stedet kunne bruge på børnene.

– Man venter og venter man på afklaring og har det jo ad helvede til. Så energien er da helt klart lavere. Men når det så er sagt, er mit budskab til andre plejefamilier, at man i hvert fald ikke skal lade frygten overvinde forhandlingen. Det skal man nogle gange have støtte til at stå fast på, og det fik jeg, siger hun.