Kronik: Sådan kan man styrke læringsmiljøet for anbragte børn og unge
For at lykkes med indsatser for og med anbragte børn og unge skal der være et ligeligt og ligeværdigt fokus på trivsel og faglig udvikling. Det mener fem kronikører på tværs af fag efter at have været med i Socialstyrelsens udviklingsprojektet ’Styrket læringsmiljø for anbragte børn og unge’
Denne artikel tager afsæt i vores erfaringer fra det 2-årige udviklingsprojekt i Aabenraa Kommune under Socialstyrelsen ’Styrket læringsmiljø for anbragte børn og unge’. Artiklen er skrevet uafhængigt af projektet og Aabenraa Kommune og er alene baseret på vores egne subjektive erfaringer som team i projektet.
Vores team blev sammensat som et arbejdsfællesskab i projektet. Men det viste sig hurtigt, at vi på trods af forskellige faglige baggrunde og erfaringer var bundet sammen af de samme personlige motivationer og værdier.
Vi havde alle et brændende ønske om at gøre en forskel for sårbare børn og en tro på, at dette kunne gøres via et forbedret tværprofessionelt samarbejde og en nedbrydning af de faglige søjler. Gennem arbejdet med ’indsatsmodellen’ fik vi et fælles sprog og en visualisering af en metodik til bedre at kunne lykkes med det arbejde.
Barnets stemme – ’Drømmen’
En systematisk kortlægning og analyse af barnets sociale og kognitive styrker og udfordring er det bærende element i arbejdet med ’indsatsmodellen’. Det danner afsæt for det videre arbejde og de mål, der skal sættes med barnet.
I vores arbejde med modellen, har inddragelse og aktiv deltagelse fra barnet/den unge været væsentligt.
Der er en værdighed i også at vide alt det, ’de voksne’ ved om ’én selv’ – vi snakker ikke om barnet, men med barnet. Barnet er med til at udforme sin egen ’drøm’, og de professionelle udfærdiger socialfaglige og fagfaglige trædesten frem mod denne drøm.
Fælles forståelse
I løbet af projektet oplevede vi, at udgangspunktet med en fælles forståelse af barnets situation og mål var meget vigtigt. Her har vi også haft fokus på at involvere de biologiske forældre, da de er vigtige parter i barnets liv og har et særligt kendskab til deres barn. Undersøgelser viser, at anbragte ofte søger tilbage til deres biologiske forældre som voksne, hvorfor inddragelsen i processen også kan have en effekt på sigt, når forældrene har en viden om, hvad der har været fokus på.
Har vi ikke den fælles forståelse kan man opleve at myndighedsafdelingen arbejder i en retning, men skolen i en anden. Man kan endda opleve at der laves mål for barnets udvikling i en anden afdeling (fx skolen) uden at denne afdeling er bekendt med at andre mål allerede er udarbejdet i barnets handleplan.
Nogle gange er den fælles forståelse der næsten med det samme – i andre situationer har vi måtte arbejde en del med den fælles forståelse. Men denne har haft en tydelig effekt på samarbejdet og det videre arbejde med målene.
Opfølgning
Når trædestenen mod drømmen er lagt, og interventionsplanen med konkrete indsatser er på plads, kommer vi til et centralt element i forhold til at skabe en forandring: Opfølgning.
Opfølgningen på indsatser er af afgørende betydning for, om der sker en reel varig forandring i praksis. Det er gennem vores arbejde blevet meget klart, at alle fagprofessionelle har de bedste intentioner om at være medvirkende til at styrke barnets/den unges læringsmiljø – alle vil gerne gøre en forskel.
Det er bare ikke så lige til at skabe en forandring.
Ansvaret i hverdagen
I en trave hverdag kræver det et særligt fokus, når vi skal gøre noget anderledes, noget andet, noget ekstra eller måske stoppe med at gøre det, vi plejer. Det særlige fokus er vanskeligt for lærer, pædagog, kontaktperson, plejeforældre såvel som leder selv at holde skarpt for øje samtidig med, at alle andre arbejdsopgaver skal varetages. Det har derfor været essentielt, at koordinator og vejleder i projektet har haft en funktion med et primært ansvar for at sikre, at alle holder ’snuden i sporet’. Nogen skal have ansvaret for, at der kontinuerligt følges op og evalueres på det, vi er fælles om.
På opfølgningsmøder drøftes barnets progression, de fagprofessionelles opgaver/ansvar, eventuelle udfordringer og tegn på, at vi er på rette vej mod ’Drømmen’. Det er nødvendigt at have en kontinuerlig opmærksomhed på, om indsatsene er hensigtsmæssige og i overensstemmelse med målsætningen. Opfølgningen på de forskellige indsatser omfatter nemlig også en vurdering af resultaterne for barnet/den unge, og om indsatsen er den rigtige med tanke på at ’one size doesn’t fit all’ og ’hvad virker for hvem?’
Evaluering og resultater
Det er vigtigt, at resultaterne af opfølgningsaktiviteterne bruges målrettet løbende for at styrke og udvikle indsatsen og ressourceanvendelsen og ultimativt effekterne for barnet/den unge.
Derfor skal der tages stilling til, hvordan resultaterne af opfølgningen konkret skal bruges i forhold til tilbagemelding til den enkelte medarbejder, til teams og i forhold til dialogen i ledergruppen. Opfølgningen kan også have konsekvenser for organiseringen, arbejdsgange og metoder.
Det indebærer et fokus på fælles læring mellem relevante professionelle om, hvorvidt og hvordan det tværprofessionelle samarbejde virker – herunder rådgivningen til plejeforældre og personale på anbringelsesstedet. Barnet/den unge inddrages i opfølgningen på måder, som er meningsfulde for barnet/den unge. Samtidig er det relevant at overveje, om fx rådgiver, familieplejekonsulent, kontaktlærer eller andre personer, der er centrale for barnets læringsmæssige udvikling, bør deltage. Eller hvordan de orienteres efterfølgende.
Socialfaglige og fagfaglige mål - Livsduelighed
Selve projektet udspringer ud fra tanker om at anbragte børn ofte bliver en gruppe, man synes, det er ’synd for’, og derfor lægges der ikke fokus på faglig udvikling. Men for at lykkes med denne gruppe skal der være et ligeligt og ligeværdigt fokus på både trivsel og faglig udvikling. Den faglige udvikling kan netop være med til at øge livsduelighed og dermed bryde den negative sociale arv.
I løbet af projektet blev vi derfor meget skarpe på, at der både skulle findes socialfaglige og fagfaglige mål, for at sikre, at der blev arbejdet i begge retninger.
Afrunding
Denne artikel er skrevet ud fra vores entusiasme for et vellykket tværprofessionelt samarbejde, hvor vi oplevede at kunne afprøve en model, som vi selv satte et ’Aabenraask’ præg på. En model, som i høj grad fungerede i praksis.
Vi oplevede bedre koordinerede indsatser, kortere vej til samarbejde gennem kendskab til hinanden og en fælles forståelse for barnet. Vi oplevede en meningsfuld inddragelse af barnet og barnets stemme og sidst men ikke mindst oplevede vi, at den tætte opfølgning gjorde, at vi ikke faldt tilbage i gamle vaner, men hele tiden kunne tilpasse indsatserne. Har vi så set en effekt?
I projektet evalueres der på den faglige og oplevede effekt af deltagerne i projektet i nærmeste fremtid. Som projektgruppe har vi oplevet effekter som øget faglig udvikling inden for bestemte fag, en større opmærksomhed på særlige behov, at et barn synes at få mere skoleglæde, at et barn har følt sig hørt og lyttet til af ’kommunen’, og at et barn har fået bedre forståelse for sig selv og sine udfordringer og ressourcer.
Vi tror på, at børnene fra projektet engang efter folkeskolen vil kigge tilbage på en skoletid, hvor de har følt sig set, hørt, lyttet til og hjulpet med det, de havde brug for. At have dette med sig fra sin folkeskoletid må være en vigtig grundsten ift. livsduelighed samt et værdigt ungdoms- og voksenliv.
Vi håber, at mange kommuner vil lade sig inspirere af tankerne bag indsatsmodellen, så endnu flere sårbare børn og unge kan opleve en skolegang, hvor de føler sig set, hørt og lyttet til.