icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
protestesbjerg.png
Besparelser i Esbjerg

101 par tomme sko til Esbjerg Byråd

101 par tomme sko vil møde politikerne foran Esbjerg rådhus, når byrådet mandag d. 17. april samles til byrådsmøde. Skoene er en protest mod kommunens spareplaner, som vil koste 101 socialpædagogiske stillinger på socialområdet

De mange par efterladte sko foran byrådstrappen i Esbjerg er en del af en happening, som bl.a. socialpædagog og FTR på voksenområdet Jeanette Stokholm står bag sammen med TR-netværket, Socialpædagogerne Sydjylland, FOA og 3F.

– Med den her happening vil vi vise, hvad spareforslaget konkret indebærer. De tomme sko symboliserer de mange medarbejdere, der kommer til at mangle. Vi planlægger at samle en masse mennesker på Rådhustorvet, hvor vi også spiller en sang, som en gruppe borgere har lavet, siger Jeanette Stokholm.

Socialpædagoger udskiftes med billigere arbejdskraft
Kommunen har planer om at finde besparelser for mere end 40 mio. kr. på voksenområdet ved bl.a. at finde pengene i lønbudgettet og reducere antallet af socialpædagogiske stillinger markant.

Formand i Socialpædagogerne Sydjylland Finn Harald Rasmussen er chokeret over kommunens spareplan.

– Det er katastrofalt, hvis det gennemføres. Den faglige kvalitet forringes, og arbejdsplanerne vil ikke kunne hænge sammen. Ansatte vil flygte. I forvejen har man store rekrutteringsproblemer. Det er meget bekymrende, siger han.

Også tillidsrepræsentanterne frygter, at konsekvenserne af planerne vil forringe både arbejdsmiljøet og den faglige kvalitet.

– Udmeldingen er, at de vil skære 30.000 kr. i lønnen årligt pr medarbejder. Så de fremtidige stillinger skal besættes af ufaglærte. De vil ikke satse på socialpædagoger mere eller andre faggrupper. Kvaliteten af arbejdet bliver ikke det samme. Vi kan få nogle kolleger direkte fra gaden, som aldrig har arbejdet med den gruppe mennesker, vi arbejder med, siger Steen Christensen, socialpædagog og tillidsrepræsentant på Udviklingscenter Vest Esbjerg. 

Statements fra borgerne
Som led i happeningen har arrangørerne også samlet et ’virtuelt høringssvar’ i form af fotos og statements fra borgere, ansatte og pårørende. De har alle sendt et foto af dem selv med en sætning om, hvad det vil få af konsekvenser for dem at mangle de mange socialpædagoger. Et af udsagnene fra en borger borger lyder:

’Hvis der bliver 101 medarbejdere færre i social voksenområdet, betyder det, at fælleslejligheden er lukket, når medarbejderne er syge eller holder ferie, og jeg skal sidde alene i min lejlighed.’

– Når politikerne går ind til mødet, vil vi overrække dem de billeder og statements, vi har samlet, siger Jeannette Stokholm.

Spareforslaget kommer på et tidspunkt, hvor socialområdet har været udsat for besparelser gennem en årrække.

– Det er ikke første gang. Vores område har været underfinansieret i flere år. Når vi har kommunal valgkamp, siger alle partier, at vi skal have styrket velfærdsområdet, men de gør det stik modsatte, siger Steen Christensen.

Pres på politikerne
Socialpædagogerne Sydjylland vil lægge maksimalt pres på politikerne.

– Vi ønsker, at alle byrådsmedlemmer bliver informeret om, hvilke konsekvenser det får, hvis man gennemfører besparelserne. Det er hele byrådet, som står med ansvaret for den prioritering eller mangel på samme af social-og voksenhandicapområdet, siger formand for Socialpædagogerne Sydjylland Finn Harald Rasmussen.

Han oplever, at udvalget har været lydhøre overfor Socialpædagogernes argumenter.

– Vi oplever, at politikerne har lyttet, men de står med en håbløs opgave. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at gøre det forståeligt for politikerne, at man bliver nødt til at tage fat på den evige underfinansiering af området og i stedet begynde at prioritere det. Hvis man vedtager disse besparelser, får det alvorlige konsekvenser for både borgere og de ansatte. Nu må politikerne tage ansvaret på sig!, siger Finn Harald Rasmussen.

Han påpeger, at sagen påvirker medarbejderne meget, og han frygter at se en stigning i sygemeldinger, stress og personaleflugt.

– Vi har også hørt fra flere, at man overvejer sin stilling, hvis beslutningen tages. Så vores medlemmer frygter virkelig, hvad fremtiden byder, siger Finn Harald Rasmussen og understreger, at kampen mod besparelserne er løftet af TR-netværket.

– Initiativet er vokset ud af TR-netværket. Vi har bakket op om det fra kredsens side, men TR-netværket har lagt et virkelig stort arbejde i sagen, og der har været stærk opbakning på arbejdspladserne. Jeg håber nu, at politikerne besinder sig, tager ansvar og finder en løsning, som ikke ødelægger området, siger han.

Protestsang

En gruppe beboere på tilbuddet Edelsvej har indspillet en protestsang til happeningen.

Se den på facebook: 
I en sort/hvid verden er der brug for farverige socialpædagoger

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Socialpolitik