Plejemor og familieplejekonsulent: ’Vi løfter anbringelsen sammen’

En særlig model

Gitte Jensen har været plejemor i 20 år – de 18 af dem har hun haft børn fra Ishøj Kommune, der så godt som alle årene har kørt efter samme model: Et fast team af familieplejekonsulenter, der alle er uddannet socialpædagoger, er tilknyttet kommunens familieplejere, som de mødes med hver 6.-8. uge. På den måde gror der aldrig mug på de faglige udfordringer, som Gitte Jensen udtrykker det.

LÆS MERE om Ishøj Kommunes model på familieplejeområdet

Derudover kan Gitte altid få fat i Anja, hvis der opstår akutte problemer, ligesom hun hurtigt og gnidningsfrit får dækket udgifter til fx en cykel, en iPad eller et par nye briller til plejebarnet, fordi Anja har beføjelserne til at bevilge det uden at skulle spørge diverse chefer om lov.

– Anja kender mine sårbarheder. Og jeg har tillid til, at hun er min advokat ind i kommunen. Hun har kontakten til kommunens sagsbehandler, som hun kender bedre end mig, og ved dermed, hvordan virkeligheden skal serveres, forklarer Gitte Jensen.

Når Gitte skal have bevilget et kursus til sig selv eller et terapiforløb til børnene, går det også gennem Anja – ligesom det gør, hvis hun og børnenes skal have et møde med sagsbehandler.

– Det handler om at skabe nogle enkle og gnidningsfrie kommandoveje, så man som familieplejer ikke får forskellige meldinger. Og så handler det om, at vi to har et tæt makkerskab og bliver en stemme ind i kommunen. Det kan virkelig have helt afgørende betydning for hele anbringelsen, tilføjer Anja Villumsen.

Anja er min advokat

Gitte Jensen og Anja Villumsen er begge to endt, hvor de er, ud fra samme motivation: Udsatte børn måtte kunne hjælpes bedre.

Som pædagog lavede Gitte Jensen en masse indberetninger på børn. Men hun oplevede, at de sjældent fik den nødvendige hjælp og gik til grunde. Og som pædagogisk leder oplevede Anja Villumsen konsekvenserne, når den kommunale indsats var svingende.

– Jeg gider ikke være ’Bente fra kommunen’. Hende har jeg mødt og hun er lig med bureaukrati, flaskehalse og firkantede kasser. Ved at have det her helt tætte samarbejde, kan vi skabe nogle veje i det her system, som passer med det anbragte barn og plejefamiliens behov – fx hvad angår samvær, børnesamtaler og terapiforløb. Der bliver lyttet til os, siger Anja Villumsen.

Gitte kender børnene allerbedst og har en stemme, der skal lyttes til. Hun kan observere, så vi sammen kan vurdere barnets behov for fx terapi eller se nogle reaktioner på samvær, som en rådgiver ikke ser

Anja Villumsen, familieplejekonsulent

Uden Anja var anbringelsen brudt sammen. Du er nødt til at havde en, som kan støtte og hjælpe dig

– Gitte Jensen, plejemor

En at læne sig op ad

I den proces har Gitte Jensen og Anja Villumsen brug for hinanden gensidigt. For som plejemor har Gitte Jensen ikke alene åbnet sin dør for et plejebarn, men også for biologiske forældre og netværk – og en lang række fagfolk og myndighedspersoner. Dem skal hun – ligesom alle andre familieplejere – samarbejde med og ofte med udgangspunkt i det, der sker i hendes eget hjem.

– Jeg kan ringe til Anja, hvis jeg er skide sur over et eller andet og bare har brug for at brokke mig. Det er Anja, jeg læner mig op ad – eller tuder op ad, siger Gitte Jensen.

Anja Villumsen gør en dyd ud af at forstå, rumme og respektere de følelser, der følger med det at være plejefamilie.

– Jeg er lige så optaget af, hvordan Gitte har det i alt det her. Der er naturligvis mange følelser forbundet med at være en familie. Det gør det unikt, men også svært at være plejefamilie, for så kan der opstå blinde vinkler, som vi skal kunne tale om. Jeg kommer udefra med nye perspektiver. Men jeg skal lytte og respektere de følelser, der er på spil, siger hun.

Samtidig har Anja Villumsen i den grad brug for Gitte Jensens viden om og observationer af børnene for at få kvalificeret sine beslutninger.

– Gitte kender børnene allerbedst og har en stemme, der skal lyttes til. Hun kan observere, så vi sammen kan vurdere barnets behov for fx terapi eller se nogle reaktioner på samvær, som en rådgiver ikke ser. Det er den socialpædagogiske faglighed, jeg bringer videre fra samarbejdet med Gitte og videre ind i sagen, så barnets og familiens perspektiv bliver styrende for de beslutninger, der tages. Og jeg oplever, at der bliver lyttet, når vi på den måde kvalificerer rådgivers beslutninger. Vi kunne aldrig beslutte, hvad børnene havde brug for, uden plejefamiliens stemme, siger hun.

Tæt på sammenbrud

Af hensyn til Gitte Jensen og Anja Villumsens tavshedspligt kan de ikke gå i detaljer med de problematikker, de har vendt og drejet med hinanden i årenes løb. Men helt grundlæggende har især skolesamarbejdet været svært.

Her gik Anja og Gitte sammen om at lægge en strategi – nogle møder skulle Gitte selv gå til, andre havde hun Anja med til. Og hele forløbet endte for nyligt i et skoleskift for et af plejebørnene. En beslutning, det havde været svært – hvis ikke umuligt – at stå alene med, fortæller Gitte.

– Uden Anja var anbringelsen brudt sammen. Du er nødt til at havde en, som kan støtte og hjælpe dig. Vi kunne ikke støtte op om børnene, hvis ikke vi kunne noget sammen, siger Gitte Jensen.

– Der kan også være situationer og vilkår, vi ikke kan påvirke, men så kan vi hjælpes ad med at være i det, istemmer Anja.

Men hele samarbejdet baserer sig på tillid – at Gitte har tillid til, hvad Anja bruger informationer fra Gitte til. Og at Anja har tillid til, at Gitte er ærlig om det, der er svært.

– Alliancen er mellem Gitte og mig. Men hvis Gitte ikke delte åbent og ærligt, men det bare gik ’fint nok’, ville det give anledning til undren.

De svære beslutninger

Når det så er sagt er familieplejekonsulenten også familieplejerens arbejdsgiver – og den der skal forhandles vederlag og andre vilkår med hen ad vejen – ligesom Anja fører tilsyn med børnene.

– Samarbejdet er jo grundlæggende nemt nok i fredstider, men der kan jo opstå situationer, hvor jeg er nødt til at tage en beslutning, som Gitte ikke er enig i. Det er jo et vilkår, siger Anja Villumsen.

Men netop med det tætte samarbejde, kan mange problemer og uenigheder fanges i opløbet – før de vokser sig for store.

– Det er fx ikke altid, man kan se ind i en krystalkugle, hvordan et barn udvikler sig. Noget kan blive svært at håndtere i en familie. Men med et tæt samarbejde, kan vi nå at gribe det svære, før det vokser sig stort og får konsekvenser for plejefamilien og børnene. Og ellers kan jeg træffe de svære beslutninger og over tid lave en ordentlig omplacering, så familien ikke gå i stykker. Vi skal jo som kommune være klar til at rykke ind i stedet for at mase en familie ud, siger hun.