icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
feriekalender.gif
ferie

Ferietillæg i maj

Maj er stadig en vigtig måned i ferieåret, så hold øje med din lønseddel. Som ansat i en kommune eller region har du ret til 6. ferieuge og et ferietillæg. Læs her hvornår de kommer til udbetaling.

Har du styr på ferieplanlægningen? Engang var 1. maj den centrale dato for ferieåret, hvor alle dine opsparede ferieuger og tillæg landede i din ”feriebank”. Men efter de nye ferieregler blev indført, er der flere datoer i spil, for nu starter ferieåret på forskellige datoer alt efter, hvilken type ferie, der er tale om.

6. ferieuge
Som ansat i en kommune eller region har du ret til 6 ugers ferie om året. De 5 første uger kører efter ferieloven og reglerne om samtidighedsferie, men den 6. ferieuge optjenes i kalenderåret og kan afvikles fra 1. maj året efter.

Den 6. ferieuge kan desuden udbetales. Du skal give din leder besked så hurtigt som muligt om, hvorvidt du ønsker at afholde den 6. ferieuge eller om den skal udbetales. Udbetalingen finder sted med maj-lønnen.  

Ferietillæg
Som ansat i en kommune eller region får du ferietillæg – også kaldet den særlige feriegodtgørelse. Den er på i alt 1,95% af din ferieberettigede løn. Du får udbetalt ferietillægget ad tre omgange. 1% af ferietillægget er fordelt over to udbetalinger, hhv. d. 31. maj og d. 31. august. Den resterende del på 0,95% er et forhøjet ferietillæg, der bliver udbetalt 1. maj.

Du kan vælge at få udbetalt feriegodtgørelse i stedet for at holde ferie med løn. Før et ferieår begynder, dvs. senest 31. august, kan du kræve at få feriegodtgørelse med 12 % af lønnen i stedet for at få din sædvanlige løn, når du holder ferie.

Læs mere om ferie: Ferie (sl.dk)

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Overenskomst