icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Marie Louise Stochholm.png
Artiklen er en del af fagligt fokus
Selvom relationsarbejde kan være svært at sætte ord på, er det piv fagligt, og socialpædagoger er ekstremt dygtige til det – men ikke til at tale om det. Det mener sociolog og VISO-specialist Marie Louise Stochholm.
Faglighed

Jeg vil slå et slag for socialpædagogikkens DNA: Relationsarbejde ER fagligt

Socialpædagoger har nogle særlige relations­kompetencer. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at de skal have et sprog for det – og hylde det som en del af deres faglighed, mener sociolog og VISO-specialist Marie Louise Stochholm, der guider socialpædagoger i hvordan

En borger med udviklingshæmning og autisme går tur i skoven sammen med en socialpædagog. Pludselig får borgeren det svært og bliver urolig. Socialpædagogen går med langsomme og rolige skridt hen og stiller sig lige ved siden af ham. Havde socialpædagogen lænet hovedet lidt længere frem, havde det virket truende, men ikke her. Og med sin blikkontakt signalerer han til borgeren: Jeg er her med dig, jeg presser dig ikke, og jeg er ikke bange – vi bliver i det sammen, indtil det går over, og så går vi videre.

– Det var topprofessionelt relationsarbejde, konstaterer sociolog, supervisor og VISO-specialist Marie Louise Stochholm begejstret.

Derfor prøvede hun skriftligt at komme tættere på, hvad socialpædagogen egentlig gjorde. For at kunne det forestillede hun sig, at hun så situationen i skoven gennem et kamera. Hun skrev:

’Jeg ser socialpædagogen gå meget tæt på borgeren. Han møder ham med venlige øjne. Han har en langsom gang. Den relationelle underlægningsmusik er en oplevelse af nærvær, en oplevelse af, at ’du er tryg hos mig’. Socialpædagogen er optaget af, at borgeren skal føle sig passet på og holdt af.’

– I den beskrivelse kan mange være tilbøjelige til at benævne faktuelle beskrivelser og teoretiske begreber, fordi der er en opfattelse af, at det er mere fagligt. Men relationsarbejde er piv fagligt. Og det er noget, folk i socialpædagogisk praksis er ekstremt dygtige til. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at vi skal tale om det, siger Marie Louise Stochholm.

Træn og tal

Netop dét er hendes budskab, når hun til efteråret er en af hovedtalerne på de faglige selskabers store Fælleskonference 2023 ’Faglighed i relationsarbejdet’. Her vil hun slå et slag for de relationskompetencer, som hun betegner som socialpædagogikkens DNA.

– Det relationelle samspil udspiller sig i det øjeblik, socialpædagogen træder ind ad døren og bruger sine relationelle kompetencer til at etablere en følelse af, at i det her samspil kan borgeren være tryg. Relationskompetencer er ikke noget, der bor i den enkeltes mave, eller som dumper ned fra himlen. Det er noget, socialpædagoger kan arbejde systematisk med som en del af deres faglighed. Men vi skal træne det, og vi skal tale om det i medarbejdergruppen og socialpædagog og borger imellem, siger hun.

MØD OGSÅ hovedtaler ved fælleskonferencen: Susan Hart

Men selvom Marie Louise Stochholm står klar til at slå det slag, er det med en vis ydmyghed. For hun ligger ikke nødvendigvis inde med svaret på, hvad det rette sprog er.

– Jeg ser bare et stort behov for, at vi tager snakken om det relationelle samspil med de ord, vi nu engang har til rådighed, siger hun.

MARIE LOUISE STOCHHOLM

  • Uddannet sociolog i 2005 fra Roskilde Universitet med speciale i pædagogisk professionalisme.
  • Har tidligere været pædagogisk konsulent i Specialisterne, en it-virksomhed for unge med autisme, og i Center for Autismes ungdomsklubber.
  • Har været souschef på Carpe Diem, som er en aflastningsinstitution for børn og unge mellem 3 og 18 år med autisme.
  • Stiftede i 2008 sammen med Trine Uhrskov virksomheden Sopra, hvor de har udviklet det recoveryorienterede redskab Low Arousal 2 (LA2) til at fremme trivsel og nedbringe antallet af voldsomme episoder.

Det relationelle samspil udspiller sig i det øjeblik, socialpædagogen træder ind ad døren og bruger sine relationelle kompetencer til at etablere en følelse af, at i det her samspil kan borgeren være tryg.

Marie Louise Stochholm, sociolog og VISO-specialist

Et frø slog rod

Da Socialpædagogen møder Marie Louise Stochholm, er det hos rådgivningsfirmaet SOPRA, som hun er medstifter af. Her befinder hun sig ellers i virkeligheden sjældent. Det sker primært de dage, hvor hun er forbi for at trække modeller af fx ’LA2 Trivselsplaner’ og ’LA2 Trivselsøer’ ud af stakkene af undervisningsmaterialer, der står hyldemeter efter hyldemeter. De andre dage er hun ude på socialpædagogiske arbejdspladser – for at lave VISO-forløb, undervise eller supervisere socialpædagoger. Og når hun er dér, taler hun altid med både medarbejdere og borgere om deres relationelle samspil.

FÅ MERE VIDEN om det recoveryorienterede redskab Low Arousal 2 (LA2) 

Frøet til netop den interesse blev sået omkring middagsbordet i Marie Louise Stochholms barndomshjem, hvor snakken udfoldede sig som en form for live supervision mellem de to socialrådgiverforældre.

Men frøet slog for alvor rod i Marie Louise Stoch­holm, da hun som ung studerende indsamlede empiri til sit speciale fra tre opholdssteder. Her oplevede hun, at socialpædagogerne skelnede mellem metoder som noget koldt og distanceret og det relationelle arbejde som der, hvor varmen var. Samtidig lå det dybt i medarbejdernes professionsidentitet at arbejde relationelt som et middel til at nå et mål. De talte ligefrem om relationsarbejde som en tilgang.

– Det handlede altså ikke bare om samspil for samspillets skyld, men om samspil til gavn for borgerne. Siden har det været min store interesse at finde ind til, hvordan man kan arbejde systematisk, metodisk og fagligt med relationer.

Stemmen på skulderen

Indrømmet. Marie Louise Stochholm kan selv blive helt træt af at høre sig selv referere tilbage til et gammelt speciale som en kilde til sandhed.

– Men det var et vendepunkt for mig selv. Siden da har jeg villet snakke om professionsidentitet med hvem som helst, når som helst. Og italesættelsen af faglighed i relationsarbejdet er en gammel kærlighed, der aldrig har sluppet mig. Heldigvis har vi fået mere forskning og teori om det siden, men jeg oplever ikke, at det er masseret ind i praksis at tale om det, siger hun.

En væsentligt bremseklods er ifølge Marie Louise Stochholm, at der sidder en gammel professionssociolog på manges skulder, som hvisker, at faglighed handler om viden formuleret med svære ord – med to streger under facit.

– Jeg kunne jeg godt tænke mig, at vi havde en anden stemme, der sagde: Vi er faglige, når vi reflekterer over og italesætter det, vi gør, og når vi taler om vores samspil med borgeren som et greb. Et greb, som vi ydermere kan lægge ind på bordet på personalemødet, så vi kan vende og dreje det – og vende og dreje borgerens relationelle præferencer – på lige fod med, når vi taler om behovet for struktur eller hendes sansefølsomhed, siger hun.

Ramt af udviklingskløe

Den gamle professionssociologs hvisken har fået næring af det, som Marie Louise Stochholm betegner som ’udviklingskløe’ – hvor opfattelsen er, at man kun er lykkedes fagligt, når borgeren har tilegnet sig en målbar færdighed.

– Det er ærgerligt, når man i stedet kunne fokusere på, at der er etableret kontakt til en borger, som har udvist tegn på trivsel, mening og forbundethed ved hjælp af vores relationelle samspil. Det er da kæmpestort og burde råbes ud fra tagene på et bosted, siger hun og fortsætter:

– Jeg var fx ude et sted, hvor de sad og spillede Uno. ’Du skal altså ikke tro, at vi spiller Uno hele tiden,’ sagde de. Men det håber jeg da, at de gjorde. For jeg kunne se, at der var en retning med det, og at borgeren havde det fantastisk. Det er ærgerligt, når god praksis ryger under radaren, fordi man ikke oplever, at det, man gør, er fagligt nok.

Mange tænker, at det er mindre fagligt, fordi det ikke lyder særlig teknisk. Men hele min pointe er, at vi skal turde gøre det alligevel.

Marie Louise Stochholm, sociolog og VISO-specialist
Marie Louise Stochholm har brug for hele tiden at veksle mellem at fordybe sig med fagfolk i, hvordan vi taler om praksis – og at tilbringe tid i tæt kontakt med borgerne. – Hvis den balance tipper, kan jeg mærke det og bliver i tvivl, om jeg er til gavn, siger hun.
Marie Louise Stochholm har brug for hele tiden at veksle mellem at fordybe sig med fagfolk i, hvordan vi taler om praksis – og at tilbringe tid i tæt kontakt med borgerne. – Hvis den balance tipper, kan jeg mærke det og bliver i tvivl, om jeg er til gavn, siger hun.

Relationskompetencer er ikke noget, der bor i den enkeltes mave, eller som dumper ned fra himlen. Det er noget, socialpædagoger kan arbejde systematisk med som en del af deres faglighed.

Marie Louise Stochholm, sociolog og VISO-specialist

Vejen til målet

Den 46-årige sociolog vil faktisk gå så langt som til at sige, at socialpædagogiske metoder og indsatser ikke virker uden et relationskompetent samspil.

For det første er det nemlig afgørende, at borgeren har en oplevelse af, at socialpædagogen har ham eller hende på sinde. For det andet kan borgeren have utallige foranstaltninger bag sig, så vinduet for nye indsatser og velmenende socialpædagoger kun akkurat står på klem. Og for det tredje er mange borgere, hvad hun betegner som hypersensitive i det relationelle samspil.

– Deres mentale geigertæller slår meget hurtigt ud. Så hvis der er relationel støj – hvis jeg fx får en rynke i panden, fordi jeg registrerer en mærkelig lyd – reagerer de på det. Vi skal med andre ord være ultraskarpe for, at den støtte, vi tilbyder, virker attraktiv og meningsfuld. Det er det relationelle en kæmpe del af, siger hun.

Tryk på fagpersonmaskinen

Som VISO-specialist bliver Marie Louise Stochholm hidkaldt, når en borger er i høj grad af mistrivsel og fx har isoleret sig, er selvskadende eller udadreagerende. Når hun påbegynder et forløb, laver hun typisk en liste over de foranstaltninger, der har været forsøgt. Nogle gange ligger der også en statusbeskrivelse. Men der er sjældent en opsamling på, hvad samspillets karakter var.

Marie Louise Stochholm beder derfor altid borgeren om negativ feedback på deres samarbejde for at kunne tune sig ind på vedkommendes relationelle præferencer. Hun kan også finde på at bede borgeren forestille sig en fagpersonsmaskine, hvor man kan indstille forskellige knapper: gammel eller ung, hurtigt eller langsomt talende, mand eller kvinde, heppende eller mere rolig. Og så spørger hun borgeren: Hvilke knapper ville du trykke på? Tilsvarende spørger hun personalegruppen: Hvad forestiller I jer, at han ville trykke på? Hvem ville komme ud? For at svare på det – særligt hvis borgeren ikke har et verbalt sprog – kan man arbejde med et såkaldt ’tilstræbt indefra-perspektiv’ (se boks).

Et andet greb kan være at bede en kollega om at observere det relationelle samspil med en borger for efterfølgende at reflektere over det sammen.

– Socialpædagogen er vært for relationen, og derfor skal man reflektere over, hvad det er ved en selv og samspillet, som borgeren kan bruge, og hvad man omvendt skal prøve at tone ned for. Og man skal turde at gå ind i det refleksionsrum med sine kolleger og tale om, hvilke samværsformer man tror, de forskellige borgere trives i, siger hun.

Brug de ord, du har

Når Marie Louise Stochholm selv skal forsøge at finde ord for det, griber hun efter helt almindelige hverdagsord og metaforer som fx at være ’stewardesse-’, ’B.S. Christiansen-’ og ’mormor’-agtig.

– Mange tænker, at det er mindre fagligt, fordi det ikke lyder særlig teknisk. Men hele min pointe er, at vi skal turde gøre det alligevel. For vi har ikke andet end vores sprog. Lad os prøve at sætte nogle metaforer på. Man kunne også kalde det positioner, vi kan skrue op eller ned for, siger hun og fortsætter:

– Det kan være, en borger foretrækker gak og løjer. Det kan være, han får allergi, hvis vi kommer med en masse gode råd. Det kan være aktiviteterne, stemmeføringen eller måden, vi kigger på ham, der er afgørende. Og når en kollega har fundet ind til det, kan vi andre gå i nogle af de samme spor. Jeg taler ikke om at lave fastlåste kortlægninger af samspillet, men om, at vi taler om det med lige så stor naturlighed som fx borgerens sansefølsomhed og behov for struktur.

Men hvad så med kemien? Og hvad med den autentiske og personlige relation? Den slags spørgsmål får Marie Louise hele tiden.

– Der er en tendens til at kaste et nærmest guddommeligt skær ned over relationsarbejdet, og det dræber samtalen. Vi skal ikke ændre os eller klone hinanden, men vi skal tale om det, vi i forvejen gør. Vi skal tale om, at når vi er sammen med ’Camilla’, er vi ekstremt tydelige og taler langsomt. Og når så ’Henning’ kommer ind, går der mere tempo, høj stemmeføring og tjuhej i den, siger hun.

Den må vi æde

Marie Louise Stochholm er helt med på, at det kræver et trygt personalerum at kunne sige: ’Jeg tror, du skal skrue ned for din omsorgsfuldhed over for Benny.’ Fordi samspillet knytter sig til ens person, når man bruger sit kropssprog, øjenkontakt og stemmeføring.

– Det er bare sindssygt problematisk, hvis vi ikke siger det, for så kommer Benny i klemme. Hvis han skal kompensere for, at jeg snakker for meget, ser for bekymret ud eller slubrer kaffe på en irriterende måde, dropper han ud af samspillet. Og er vi som personalegruppe ikke systematiske i at have et sprog for det, skal Benny være prøveklud for nye samspilsformer, hver gang han skifter bosted, siger hun.

Og i sidste ende går det ikke kun ud over Benny. Det går ud over hele det socialpædagogiske felt.

– Hvis vi ikke kan sætte ord på vores faglighed, skal man kritisere os. Den må vi æde. Men sandheden er, at vi netop ikke bare går tur eller spiller Uno. Når vi arbejder relationskompetent, er det et møde af meget høj faglig karakter.

– Jeg er ikke ude på, at vi skal robotklone hinanden, eller at alle på arbejdspladsen nu skal lave gak og løjer, fordi borgeren synes, at Lizzys gak og løjer er sjovt. Men jeg er ude i, at vi skal kunne snakke om det, siger Marie Louise Stochholm.
– Jeg er ikke ude på, at vi skal robotklone hinanden, eller at alle på arbejdspladsen nu skal lave gak og løjer, fordi borgeren synes, at Lizzys gak og løjer er sjovt. Men jeg er ude i, at vi skal kunne snakke om det, siger Marie Louise Stochholm.

Hvis vi ikke kan sætte ord på vores faglighed, skal man kritisere os. Den må vi æde.

Marie Louise Stochholm, sociolog og VISO-specialist
Marie Louise Stochholm spørger om muligt altid selv borgeren, hvad der bøvler i deres relationelle samspil. – Jeg har fået meget at vide hen ad vejen, siger hun.
Marie Louise Stochholm spørger om muligt altid selv borgeren, hvad der bøvler i deres relationelle samspil. – Jeg har fået meget at vide hen ad vejen, siger hun.

Tilstræbt indefra-perspektiv

Marie Louise Stochholm har været med til at udvikle det recoveryorienterede redskab Low Arousal 2 (LA2) til at forebygge, håndtere og lære af voldsomme episoder med henblik på at skabe bedre trivsel og mindske vold.

LA2 går ud på, at den fagprofessionelle i samarbejde med borgeren undersøger og inddrager borgerens indefra-perspektiv, der bl.a. er borgerens oplevelse af egen trivsel, ressourcer, netværk, mestringsstrategier, belastninger, håb og drømme. Herudfra videreudvikles de fagprofessionelles fælles faglige tilgange.

LA2u er en understøttelse af LA2, der er rettet mod borgere med udviklingshandicap, kognitive udfordringer og/eller uden verbalt sprog. Her bliver modeller understøttet med udtryksfuld grafik, og indefra-perspektivet bliver suppleret med et såkaldt tilstræbt indefra-perspektiv, som er en systematisk undersøgelse af borgerens oplevelse af at være sig.

Læs mere på sopra.dk – eller lyt til Socialpædagogernes podcast om LA2, som du finder på sl.dk/podcast

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Boenheder, Kognitiv, Marginaliserede, Sindslidelser