Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

Springet

Jagten på sølvskatten var det bedste

Til daglig arbejder Jane Foged-Mønster med mennesker med udviklingshæmning på et specialpædagogisk bo- og aktivitetstilbud i Region Nordjylland. Men i sin fritid er hun amatørarkæolog - og for nylig tog hun orlov fra jobbet for at udgrave en stor vikingeskat

3. august 2023

Artikel
Jane Foged- Mønster.png
Til daglig arbejder Jane Foged-Mønster med mennesker med udviklingshæmning, men i sin fritid er hun amatørarkæolog. For nylig var hun med til at udgrave en stor vikingeskat på en mark i Nordjylland.

Forfatter: Lars Møller

Foto: Michael Bo Rasmussen / Baghuset

Hvad er din baggrund?

Jeg arbejder på Sødisbakke i Mariager, som er et specialpædagogisk bo- og aktivitetstilbud i Specialsektoren under Region Nordjylland. Her er skiftende arbejdstider og dobbeltvagter hverdag for mig, så når jeg kommer hjem og trænger til at koble helt af, så virker en tur med metaldetektoren som et mentalt brusebad på mig: Ud at mærke naturen og bruge øjne, ører og hoved til noget helt andet.

Hvad fik dig til at blive amatørarkæolog?

Jeg søgte efter et frirum, da jeg var på barsel. En dag så jeg en fyr gå rundt med en metaldetektor. Jeg er interesseret i historie og syntes, det så spændende ud. Da jeg fik en metaldetektor, var jeg solgt. Jeg bliver et bedre menneske af at gå i naturen, hvor jeg søger målrettet – tit sammen med andre – og selvfølgelig håber på at finde noget. I sæsonen er jeg gerne ude flere gange om ugen. Og når der så er bid, sætter det gang i et belønningssystem i hjernen på mig.

Hvordan var det at finde en skat?

I oktober sidste år var jeg til træf med andre amatørarkæologer, og det var i den forbindelse, at jeg fandt skatten: en vikingeskat fra Harald Blåtands tid. De andre kom og hjalp, og vi så snart, at det var stort. Jeg gik fra fund til fund og uploadede løbende fotos og koordinater direkte til museet. Bagefter var jeg med til at grave ud i syv uger uden løn. Vi fandt to skatte og stolpehuller efter et kæmpe hus med et stort ildsted. Det var som at udleve en drøm, også selvom det regnede og gjorde ondt i ryggen.

Hvordan bruger du din faglighed?

Man skal være tålmodig og nysgerrig for at finde noget, og når der er gevinst, skal man være meget omhyggelig. Sådan er det på mange måder også i mit arbejde til hverdag. Som socialpædagoger leder vi efter menneskers ressourcer, og sommetider skal der skrælles nogle lag af for at se bagom en adfærd. Jeg kalder mig hellere tingfinder end skattejæger, for det er ikke skatten, der driver mig – det er alt det andet. Lidt ligesom i den pædagogiske verden.

Hvor ligger udfordringerne?

For at finde de gode marker, hvor man kan håbe på et fund, ser vi på gamle kort, som kan give et hint om, hvor den gode jord var, eller hvor der lå landsbyer. På fotos fra luftarkæologien kan vi måske spotte stolpehuller i forårsafgrøderne. På de gode marker kan vi komme igen, hver gang der er blevet høstet eller harvet. Det er som et puslespil, hvor man hele tiden finder nye brikker. Og det er igen ligesom med de borgere, jeg arbejder med til daglig. Her håber vi også. Men det er ikke nok med synsninger, vi skal indhente evidens, før vi konkluderer noget. 

Hvad er dit råd til andre?

Det allervigtigste er, at du har dit eget helle. På arbejdet giver vi så meget af os selv, og man kan let brænde ud. Så find dit frirum, uanset om det er ridning eller agility, også selvom det tager tid fra familien. De har også brug for en harmonisk og glad mor. Og skulle nogen have lyst til at prøve kræfter med en metaldetektor, så gå ind på Bondejern.dk. Der er mange regler, også uskrevne, der handler om, at vi respekterer hinanden og gerne samarbejder med museerne. Og man skal kende sin metaldetektor. Jeg har en ’Start og kør’-model, andre har større modeller med mange programmer for jordtyper osv.

CV

Jane Foged-Mønster, 40 år

  • 2023
    Udgravede sit første ildsted i et vikingehus
  • 2019
    Ansat på Sødisbakke i Mariager
  • 2017
    Startede som amatørarkæolog
  • 2015
    Uddannet som pædagog, ansat i Børnehuset Midgaard, integreret institution i Randers
  • 2006
    Uddannet social- og sundhedsassistent, ansat ved bl.a. genoptrænings­center Åbakken
Bliv medlem