Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

OK24

Vi skal have flere løntrin – og gode seniorforhold

Det er problematisk, at grundlønnen stagnerer efter 10 års anciennitet, når det samtidig er så svært at sikre lønstigninger gennem lokale lønforhandlinger, mener socialpædagog Louise Marie Vestergaard. Og så ligger der for hende at se en stor opgave i at rekruttere og fastholde seniorer

23. august 2023

Artikel
Marie Louise Vestergaard_1128x600.png
Hvad er vigtigst at bære med ind til forhandlingsbordet ved de kommende overenskomstforhandlinger? Louise Marie Vestergaard peger på krav om løn, pension og vilkår for seniorer.

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Privat

– Det er, som om vores løn stagnerer efter det 10. år. Da er det den enkelte leder i samarbejde med TR, der skal forhandle lønstigninger, men det kan godt være rigtig sårbart, når pengene ude i kommunerne er små. Så stagnerer du der. I stedet burde man sikres en minimumsløn som socialpædagog efter fx 15 eller 20 års anciennitet.

Sådan siger Louise Marie Vestergaard, der er socialpædagog i et beskyttet beskæftigelsestilbud i Holbæk Kommune, da hun bliver spurgt om, hvad der er vigtigst for hende at bære med ind til forhandlingsbordet ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Det er vigtigt, at vi prioriterer pension i overenskomstforhandlingerne. Og så ønsker jeg en mere tydelig seniorpolitik

Louise Marie Vestergaard

– Jeg kan jo godt se, at det er en dyr omgang for en arbejdsgiver at sende alle på KRAP-kursus, hvis de så også skal stige i løn bagefter. Omvendt er det bare problematisk, at der ikke er flere kurser og efteruddannelser, der er kompetencegivende i forhandlingsøjemed, siger hun.

Louise Marie Vestergaard er 47 år og begynder desuden at gøre sig tanker om, hvor længe hun kan holde til at blive i faget.

– Det er vigtigt, at vi prioriterer pension i overenskomstforhandlingerne. Og så ønsker jeg en mere tydelig seniorpolitik. For kommunerne vil gerne fastholde seniorerne, men det, arbejdspladserne kan tilbyde, er noget, der ofte rammer dem økonomisk. Så hvordan sikrer man seniorer nogle fordele, som kan tiltrække og fastholde dem, men som ikke koster den enkelte arbejdsplads fort dyrt? siger hun.

Selv kan Louise Marie Vestergaard være bekymret for, om hun kan ’stå distancen’, indtil hun når pensionsalderen.

– Jeg har selv haft udfordringer med en diskusprolaps, og når jeg kigger på mine kollegaer, har de også skavanker. Og flere med alderen. Så det er present. Jeg har beholdt min efterløn af samme årsag. Jeg har ikke planer om at gå tidligt fra og vil gerne have indhold i mit seniorliv. Men hvis jeg skal slæbe mig af sted på smertestillende, er det ikke det værd, siger hun.

Hvad er vigtigst for dig?

Når vi sætter os ved forhandlingsbordet til OK24, er det med udgangspunkt i en række krav, som Socialpædagogerne har vedtaget, er de centrale mål for forhandlingen. Hvad er det vigtigste for dig? Udfyld dine ønsker i et digitalt postkort.

 

Bliv medlem