Vi låner de unge en plads i vores hjerte

Det er en fantastisk glæde at vinke farvel, synes Flemming Nymand Brøsen.

Det var det også den dag, han og hans kone Marianne gav ’Emil’ et stort knus og sendte ham ned ad vejen. Med sig havde han 10. klasses afgangseksamen, en lærlingekontrakt hos den lokale murer – og troen på, at der også var en plads til ham her i livet.

– Jeg har altid været draget af ’fugleungerne’. Dem, der har haft en svær start på livet. For de kan også lære at flyve og få en smuk fjerpragt. Når vi har hjulpet dem med det, er det sindssygt dejligt at sende dem videre, siger Flemming med et mildt smil og læner sig tilbage i stolen.

Den 63-årige plejefar har et langt arbejdsliv som socialpædagog og leder på opholdssteder, specialskoletilbud inden for især autismeområdet og familiebehandling bag sig. Da han mødte Marianne, der også er uddannet socialpædagog, havde hun en dreng i aflastning. Her oplevede Flemming en helt særlig relation, glæde og gensidig respekt.

– Jeg kunne se, hvordan det bragte hende et spadestik dybere. Det var så givende at opleve, siger han.

Vi er på arbejde

I dag er Flemming og Marianne plejefamilie på syvende år. Som specialiseret plejefamilie er de godkendt til at varetage omsorgen og sikre udviklingen og trivslen for børn og unge med svære belastningsgrader.

Og ganske vist står der nybagte knækbrød klar i krukken på køkkenbordet, hunden Kenzo sover tungt i hundekurven, og der dufter af nymalede kaffebønner i det grønne landkøkken lidt oppe ad grusvejen i Bogø By. Men man skal ikke tage fejl, forsikrer Flemming og læner sig frem igen.

– De unge, vi har boende her, har ikke bare brug for en seng og et stort, varmt hjerte. De har brug for en højtspecialiseret, faglig indsats, der hjælper dem med at strukturere og tilrettelægge deres hverdag – ellers falder de ganske enkelt fra hinanden.

Plejefamilien har plads til tre unge fra cirka 13-års alderen, der typisk har oplevet massive omsorgssvigt, har en enkelt diagnose med sig – og står foran en udredning, der ofte leder til flere. Og som har huller i deres skolegang på op mod 3-4 år.

– Nogle har aldrig spist mad med deres familie og kan end ikke bruge en kniv og en gaffel. Med andre ord: Vi er på arbejde. Og havde vi ikke faglighed og erfaring med os, ville vi blive kørt over, siger Flemming Nymand Brøsen.

LÆS OGSÅ: Sådan støtter du børn med tidlige traumer

Relation og rytme

Flemming og Marianne kan tydeligt huske, da ’Emil’ flyttede ind. Han kom fra en familie i opløsning og havde for længst mistet troen på voksne mennesker. Og så var han vred. For hvad fanden skulle han her?

Emils første indstilling er helt almindelig – og gør de første måneder til de hårdeste, fortæller Flemming. Her bliver der sat spørgsmålstegn ved alt – hvorfor jeg er her, hvorfor der er regler, hvorfor skal jeg vaske mit tøj selv osv.? Samtidig bliver erfaringer hjemmefra prøvet af på Flemming og Marianne.

– Det kan fx være at gå frem med vrede og aggression og se, hvordan vi reagerer på det. Vi anerkender vreden, for vi kan da sagtens forstå deres frustration. Vi lader dem også vide, at vi sindssygt gerne vil have dem boende. Vi arbejder på den måde intenst for at opbygge en relation og vise den unge, at vi er nogle andre voksne. Og at vi også er voksne, der stiller krav til dem, fordi vi tror på dem – og griber dem, hvis de falder, siger han.

Bag Flemming hænger madplanen for den næste måned, som de unge er med til at lave. Og hurtigt mærker de rytmen og den faste struktur i huset. Hver ung har et bestemt tidsrum til at bruge badeværelset hver morgen. Og der er klare aftaler om, hvem der dækker bord, tager af bordet og fylder opvaskemaskinen.

– Det lyder som på en kaserne. Men virkeligheden er, at de efter kort tid slapper fuldstændig af i det, for så skal de ikke improvisere, siger Flemming.

Samme forudsigelighed praktiserer parret, når det kommer til kommunikation. Er der sket noget uhensigtsmæssigt, bliver snakken taget i en åben, anerkendende og respektfuld tone med det samme. Og fejl bliver italesat som ’øvepunkter’.

– De har nogle meget flossede nervesystemer med antennerne ude i alle retninger. Derfor er det enormt vigtigt, at de ikke bruger energi på at spekulere over, om de har gjort noget forkert, men kan være trygge ved, at alt bliver håndteret, før det udvikler sig til en konflikt, siger Flemming.

På overarbejde

Selvom ’Emils’ hjem var ved at gå i opløsning, så det perfekt ud på ydersiden – her blev der ikke talt om alt det svære.

Det tog lang tid for Emil at lægge vreden fra sig og overgive sig til plejeforældrene. På et tidspunkt rejste han hjem på en ’tænker’ i en uges tid for at finde ud af, om han ville sige ja til det, Flemming og Marianne havde at tilbyde.

– Han oplevede rammen smuldre derhjemme og sagde ikke bare ja, men ja tak – og fra den dag skete der virkelig noget, siger Flemming.

Emil begyndte at stå op om morgenen, når hans vækkeur ringede – og tog bussen til skole. Når han kom hjem, smed han tasken på gulvet i entréen og brugte den som hovedpude en halv times tid, indtil han havde energi til at rejse sig igen.

– De er virkelig på overarbejde. Og det er jo beundringsværdigt, hvad de leverer, når man tænker på deres historie og erfaring, siger Flemming Nymand Brøsen.

Hvad drømmer du om?

De anbragte unge bor kun i plejefamilien i 3-4 år, så arbejdet med at fylde deres værktøjskasse og skabe et fundament for et godt og selvstændigt liv er intenst.

Flemming og Marianne er hele tiden i dialog med dem – om at de skal smøre deres madpakke selv, fordi det giver nogle kompetencer, de kan tage med sig. Og om at skolegang er helt afgørende for at kunne klare sig.

– Det hele sker selvfølgelig med afsæt i, hvad de drømmer om – og hvad der så skal til for at nå den drøm, så vi hele tiden har den unge som samarbejdspartner i deres liv. Det er nødvendigt for at lykkes, siger Flemming.

Den type samtaler bliver taget, når der ’er hul igennem’, som Flemming siger. Det kan være sent om aftenen, når roen har sænket sig over huset, eller når de unge samles på den overdækkede terrasse efter skole, og Flemming spørger dem, om de har det godt.

– De skal have det godt og være et sted, hvor de er glade for at være. Vi har desuden en fast sætning her i huset: Hvis man gør, som man plejer, ender man samme sted, som man plejer. Så hvis man vil et andet sted hen, skal man gøre noget andet. Det er logisk og rigtig svært, siger Flemming, og Marianne supplerer:

– Nogle gange spørger de, om vi ikke bare kan sige, hvad de skal gøre. Men de skal selv komme frem til det, for så tager de ejerskab. Jeg kan måske have talt med en af dem om, hvad et godt liv er, og hvordan han kan passe på sig selv for at kunne nå de mål, han gerne vil – og pludselig en dag kommer han og siger, at han gerne vil gå til fitness. Yes, hvor er det godt.

Netop den del af arbejdet kræver faglighed, understreger de.

– Vi har et kendskab til de udfordringer, de unge har. De udfordringer skal de have nogle redskaber til at lære at håndtere. Det hjælper vi med. Ligesom vi træner dem i at bruge deres ressourcer bedst muligt. Det handler om meget og andet end vores livserfaringer og gode hjerter, siger Marianne.

Det svære samarbejde

Men nogle gange er svaret på Flemmings spørgsmål, at den unge vil noget helt andet, end at bo under den ramme, de har sat. Få gange har Flemming og Marianne selv måttet meddele kommunen, at den unge har brug for noget, de ikke kan tilbyde. Og så sker det også, at anbringende kommune beslutter at flytte barnet.

– Jo dårligere en anbringelse er afsluttet, jo længere tid har jeg den med mig. Fordi jeg hverken fagligt eller menneskeligt er tilfreds. Jeg kan undre mig over, hvordan beslutninger bliver taget ud fra økonomiske hensyn snarere end den unges tarv. Men på et tidspunkt må jeg sige til mig selv, at jeg har gjort, hvad jeg kunne og må tro på, at jeg har givet den unge noget med sig, siger han.

I perioder kan det få Flemming til at overveje, hvor længe han orker at fortsætte. Men det er samarbejdet med kommunerne, ikke de unge, der får ham derud, understreger han.

– Vi har som så mange andre oplevet, at kommuner ville skære så meget af vores vederlag, at vi måtte sige, at ’så blev det uden os’. Men jeg forstår altså ikke, at de ikke forsøger at tiltrække nogle plejefamilier, de kan samarbejde med i mange år. Der mangler plejefamilier, gennemsnitsalderen er 54 år. Kommunerne saver jo den gren over, de selv sidder på, siger han.

LÆS OGSÅ: Stort fald i antallet af plejefamilier

Af samme årsag er der kommuner, Flemming og Marianne undlader at samarbejde med. Og de gør meget ud af at forventningsafstemme, før de indgår en kontrakt. De forventer fx, at kommunen vender tilbage på deres henvendelser. Og at de bliver mødt med samme grundighed og ordentlige tone, som de selv møder kommunen med.

– Vi sender unge videre ud i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet som gode samfundsborgere, der er blevet klogere på sig selv. Et stykke arbejde, som jeg er sindssygt stolt af. Og kunne jeg overbevise andre socialpædagoger om, hvor givende det er at arbejde på denne her måde, ville jeg gøre det. Men alene den økonomiske usikkerhed gør, at jeg godt kan forstå, hvis man som ung socialpædagog ikke tør,’ siger Flemming.

Hvor er vi heldige

Derfor er han bekymret for faget. Men han har aldrig et sekund fortrudt, at han selv blev plejefar. Og så længe det menneskeligt og udviklingsmæssigt giver mening, har han heller ingen planer om at stoppe.

– Flere gange om ugen kigger Marianne og jeg på hinanden og siger: ’Hold op, hvor er vi heldige, at vi får lov til det her.’ Det er så meningsfuldt at se de unge udvikle sig og få lys i øjnene igen. Og se dem gå ud i verden og sige, ’der er fandme også plads til mig.’ Det er det, der får mig til at stå op om morgenen.

Ligesom det er det, der får Flemming Nymand Brøsen til at vinke farvel til dem med et smil.

– De låner en plads inde i mit hjerte. Og jeg ved, at på et tidspunkt skal de videre – og det er godt for dem. Og så glider de ganske langsomt ud igen.