Guide: Sådan taler du med børn, der har oplevet vold

-  At være udsat for vold som barn gælder både den vold, der er rettet direkte mod barnet, men også den vold, der kan være rettet mod en omsorgsperson, fx mor eller far. Jeg har også mødt børn, der bliver gjort medskyldige i vold mod deres forældre, eller bliver låst inde, mens far slår mor. Mange forældre tror slet ikke, at børnene ved, hvad der er foregået, men det gør de. De siger det bare ikke til nogen, siger socialpædagog og børnerådgiver, Charlotte Steenbjerg.

Charlotte Steenbjerg har arbejdet på Silkeborg Krisecenter i 15 år, og hver dag møder hun børn, der har levet med vold i hjemmet. På sit børnekontor leger hun lege, spiller spil og tegner med børnene for at skabe et rum, hvor de føler sig trygge og motiverede til at fortælle om den vold, de har været udsat for.

For at hjælpe børn med at fortælle om deres erfaringer, tanker og følelser, har Charlotte Steenbjerg udviklet en række samtaleværktøjer til de børn, hun møder på krisecentret. I denne guide giver får du hendes råd til, hvordan man kan tale med børn om den vold, de har været udsat for.

Start med pædagogiske observationer

Charlotte Steenbjerg understreger, at socialpædagoger og plejefamilier altid skal overveje, om barnet har behov for at tale med en psykolog. Hun anbefaler, at man laver pædagogiske observationer, for de kan hjælpe med at afgøre, om der er behov for pædagogisk støtte eller terapi. Bliver barnets trivsel ikke bedre, eller bliver den værre, skal barnet have hjælp hos en terapeut, siger hun.

- Man skal bruge sin faglighed til at vurdere, om det er en opgave, der i virkeligheden ligger hos en psykolog med viden om børn og vold. Og hvis man ikke har en voldsfaglig viden med sig, bør man rådføre sig hos en ekspert.

LÆS OGSÅ: Psykolog Inger Thormann: Sådan støtter du tidligt traumatiserede børn

1. Vær anerkendende og tro på hvad barnet fortæller

Når et barn fortæller om sine oplevelser med vold i nære relationer, er der stor sandsynlighed for, at det er første gang, barnet siger det højt*. Derfor er det vigtigt, at man lytter aktivt og kan rumme det, barnet fortæller. Lad være med at lukke samtalen selvom du bliver overrasket over, hvor voldsomme ting barnet har oplevet.

Anerkend aktivt, at barnet har stået i nogle meget voldsomme situationer. Sætninger som ’det må have gjort dig ked af det’ eller ’hvor må du have været bange’ viser, at man anerkender de følelser, som man forestiller sig, at barnet har haft. Når man møder børn i deres følelser, har det en enormt forløsende virkning.

Tro på barnet. Vold er et barskt livsvilkår, så når et barn begynder at tale om sine erfaringer, skal man tro på det. Viser man tegn på, at man tror, at barnet lyver, vil det højst sandsynligt stoppe med at fortælle.

2. Giv barnet en ny fortælling om sig selv med sikre ståsteder

En konsekvens af vold er ofte, at børns identitet og selvopfattelse er blevet udvisket. I forsøg på at gøre volden ubetydelig, og for at trøste barnet, vil mange forældre nedtone det, barnet reelt har oplevet, og det får børnene til at tvivle på sig selv. Samtidig medfører vold i hjemmet, at forældrene, i de fleste tilfælde moren, har svært ved at kende sine egne grænser og ikke kan mærke sig selv, fordi en voldsudøver har kontrolleret hendes følelsesliv. Derfor har børnene svært ved at spejle sig i deres mor, og det gør dem usikre.

For at genopbygge børnene, kan man identificere de steder, hvor barnet har haft selvbestemmelse og har kunnet beskytte sig selv. Hvis barnet fortæller, at det holder sig for ørerne, gemmer sig under sengen eller passer på sine søskende mens volden foregår, så fremhæv det som en styrke hos barnet:

’Det var da klogt at du gemte dig under sengen, det lyder som om, at du er rigtig god til at passe på dig selv.’

Når man fremhæver de situationer, hvor barnet har udvist handlekraft, er det en positiv overraskelse, der medvirker til at give barnet selvfølelse og selvværd og skaber et sikkert ståsted.

PODCAST: Brug narrativ praksis til at få skabt nye, positive fortællinger om et barns liv

Derudover kan man hjælpe barnet med at opbygge en identitet ved at tale om, hvad der gør dem glade eller kede af det, eller hvad deres venner hedder, og hvad de laver sammen. En solid fortælling om, hvem de er som personer, hjælper med at give dem fodfæste i en kaotisk hverdag.

3. En legende tilgang åbner samtalen

Jo yngre børn er, jo mere sansende og konkret tænkende er de. Derfor er en leg, hvor børnene har en bold eller et spil mellem hænderne en god måde at åbne samtalen på.

Et eksempel er hinkerudelegen:

Man skal bruge en hinkerude, fx på et legetæppe, og en terning. Barnet slår med terningen, og går til det felt, terningens øjne viser. På feltet ligger der en lille æske, hvori der ligger en opgave eller et spørgsmål: ’Fortæl mig om din familie’ eller ’fortæl mig noget, der gør dig glad.’

Et andet eksempel er samtalekufferten, som er velegnet til små børn under fire år:

I en lille legekuffert lægger man fx en bog, en trøstebamse, et vendespil med billeder af barnets familie og en tegning med to huse. Vendespillet fungerer som en samtalestarter. Når man vender et billede af barnets mor eller far, kan man bruge spillet til at spørge ind til relationen mellem barn og forælder: ’Din mor ser sød ud. Hvad laver I sammen?’

Tegningen af de to huse bruges, hvis barnet ikke længere bor derhjemme, til at illustrere netop det. Her kan man bruge små plastikfigurer, som man placerer på hver af husene for at vise, at barnet bor i det ene hus, mens den ene eller begge forældre bor i det andet. Kufferten kan også indeholde andre ting, men det skal være konkreter, der hjælper med at visualisere barnets situation.

Barnet må aldrig få oplevelsen af at blive overrumplet af legene. Derfor bør de altid være en planlagt aktivitet, hvor barnet ved, hvad der skal foregå. Selvom det er en leg, kan spørgsmålene godt være alvorlige, så rammerne skal være klare for barnet i form af tid og sted. Der skal være en tydelig begyndelse og en slutning på legen, så barnet får oplevelsen af at få fred fra at tale om det svære.

PODCAST: Legeterapi skaber tilknytning mellem barnet og den betydningsfulde voksen – hør hvordan i afsnittet om ’Theraplay’

4. Kontakt til den voldelige forælder

Det er ikke farligt at tale om børns forældre, selvom de har udsat dem eller den anden forælder for vold. På trods af at børnene ikke længere bor sammen med den ene eller begge forældre, er de fortsat en stor del af barnets liv. Uanset hvad der er hændt, vil børnene altid have kærlige følelser for deres mor og far. Derfor skal man anerkende, at forældrene er en vigtig del af barnets liv, og at det kan være vigtigt fortsat at bevare kontakten.

Man kan støtte barnet i at sætte ord på de svære følelser, ved at hjælpe med at skrive breve til forældrene. Børnene må gerne skrive, at de savner deres forældre, er sure på dem, eller at de har det godt og hvad de laver. Børnene kan sende brevene til deres forældre, eller de kan beholde dem selv. Der er ofte en forløsende effekt i at skrive tanker og følelser ned.

Man skal huske at være nænsom, når man taler om børnenes forældre og aldrig tillægge dem beskrivelser som fx ’voldsudøver’.

LÆS OGSÅ: Med børnebreve hjælper du udsatte børn med at forstå deres situation

De skjulte tegn på vold

Børn i mistrivsel kan bære på voldstraumer, uden at de professionelle voksne omkring barnet er klar over, at det er det, der er på spil. Traumerne kan vise sig i form af indadvendthed, hovedpine eller ondt i maven, selvskade, skolevægring, vrede og udadreagerende adfærd, eller at barnet tisser i sengen. Ligger der ikke noget fysisk til grund for de fysiske symptomer, bør man undersøge det nærmere.

Derudover kan man skærpe sin opmærksomhed på de ting barnet fortæller, men som man ikke forstår, for børn siger sjældent direkte, at de oplever vold. Eksempel:

Et lille barn kigger i en bog sammen med en socialpædagog, og ser et billede af en glad pige. ’Hun er lukket ud, far er glad igen,’ siger barnet. Ordene giver ikke umiddelbart mening for pædagogen, der spørger barnets mor, hvad det kan betyde. Moren fortæller, at barnets far låser barnet inde, hver gang han udsætter moren for vold. Når episoden er ovre, lukker han barnet ud igen.

Hvis du mistænker, at der i barnets adfærd eller udtalelser er tegn på voldsrelateret mistrivsel, så vær nysgerrig på det. Kom barnet i møde med opfølgende spørgsmål, der signalerer, at du er interesseret i, hvad det fortæller.

Viser det sig, at barnet har været udsat for vold, bør man spørge eksperter til råds. Vær opmærksom på, at ikke alle psykologer har kendskab til børn og vold, og at det derfor er vigtigt, at man henvender sig det rette sted, eksempelvis hos kommunen, der kan vejlede i den konkrete situation.

*En undersøgelse foretaget af Landsorganisationen af Kvindekrisecentre fra 2014 viser, at kun ca. 30 pct af børn på krisecentre har talt med nogen om den vold, de har været udsat for i hjemmet. Læs undersøgelsen her.