icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
martingiversen.gif
Tidligere TR på bostedet Odinsgård Martin Giversen oplever, at ledelsen ikke har lyttet, når medarbejderne har påpeget problemer med både fagligheden og arbejdsmiljøet på stedet.
TV2-dokumentar

Medarbejdere råbte forgæves op på kritiseret bosted

Forholdene på bostedet Odinsgård, som i disse uger bliver afdækket i TV2 Operation X-dokumentaren 'Nødråb i natten', er ikke kun gået ud over borgerne, men har også skabt frustration og mismod blandt medarbejderne

Omsorgssvigt og forråelse på bostedet Odinsgård afdækkes i disse uger i TV2 Operation X-dokumentaren 'Nødråb i natten'. Forhold, som er særdeles velkendte blandt medarbejderne på stedet. En af dem er socialpædagog Martin Giversen, som er tidligere TR på Odinsgård og nu arbejder på et enkeltmandsprojekt under Odinsgård. Han oplever, at problemerne står i kø på bostedet. Han peger bl.a. på manglende faglighed og voldsom personaleudskiftning som et centralt problem.

– Rigtig mange pædagoger har forladt stedet i de senere år. Hvor vi var mere end 80 fastansatte førhen, er vi nede på at være ca. 25 faste personaler til et bosted med 28 borgere. Resten er timelønnede og vikarer, siger Martin Giversen.

Den store udskiftning både blandt ledelse og personale er ifølge Martin Giversen en del af forklaringen på, at kvalificerede medarbejdere søger væk. En anden grund er ifølge Martin Giversen nedskæringer, som går så hårdt ud over den socialpædagogiske indsats, at det kan være svært at stå fagligt inde for det.

Vi har sagt fra

Som TR har Martin stået i spidsen for at gøre opmærksom på de problemer med både fagligheden og arbejdsmiljøet, som medarbejderne har oplevet – og han har sagt fra over for de kritiske forhold som udviklede sig på Odinsgård.

– Vi har gennem længere tid påpeget problemerne ved enhver tænkelig lejlighed. Vi har påtalt rigtig mange gange, at der er problemer, også med det psykiske arbejdsmiljø. Ledelsen er forpligtet til at sikre, at medarbejderne trives, for at borgerne kan trives, siger Martin Giversen.

Sparekrav frem for faglighed

Det er Martin Giversens oplevelse, at hensynet til økonomien har vægtet tungest i rekrutteringen af nye medarbejdere.

– Vi får at vide, at vi skal spare. Jeg har ikke haft en oplevelse af, at vi søgte efter pædagoger, fx har jeg ikke set det i mange jobannoncer. Og jeg oplever heller ikke, at det er mange uddannede, der bliver kaldt ind til samtale, siger Martin Giversen.

Ifølge den tidligere TR er en diskursændring en af årsagerne til, at det er gået helt skævt.

– Kernen i problemet er en ny diskurs om, at alle borgere skal omvisiteres, så de nærmest skal kunne klare sig selv. Der bliver taget meget støtte fra dem. I stedet for at kunne opbygge en tæt relation til den enkelte borger skal personalet rende på tværs af organisationen. Det er et enormt arbejdspres, og man bliver forrået af, at der ikke bliver lyttet, når der bliver sagt fra til ledelsen.

Martin Giversen valgte i september at stoppe som TR:

– Man er forpligtet til at sige fra. Vi har underretningspligt. Man skal kunne gå et trin op i hierarkiet. Men det, jeg sagde til leder, blev ignoreret, forklarer han.

Formand: TV2-dokumentar afslører helt uacceptable forhold

Forbundsformand Benny Andersen har set programmerne og er rystet.

– Når vi støder på forråelse, så hænger det i vores optik ofte sammen med, at der i personalegruppen ikke er nok af den rette faglighed til at støtte og yde omsorg for borgeren, lød det bl.a. fra Benny Andersen.

Se hele hans reaktion her.

Skjulte optagelser presser medarbejderne

At personalet oveni har været udsat for TV2-dokumentarens skjulte optagelser har ifølge Martin Giversen påvirket personalet voldsomt.

– Folk bliver kørt ned af det – de føler sig overvåget og forrådt. Man skal kunne tåle at blive kigget efter i sømmene, men det er ubehageligt, at man ikke ved det. Nogle kolleger har efterfølgende trukket sig.

Martin Giversen understreger, at han her i artiklen udtaler sig som privatperson.

Skjult overvågning? – her er reglerne

Hvilke regler gælder egentlig, hvis du i dit job oplever, at pårørende eller andre laver skjulte optagelser eller overvågning af de ansatte?

Få de de vigtigste regler her

Kommentar fra Haderslev Kommune

Afdelingschef for Handicap og Socialpsykiatri i Haderslev Kommune har følgende skriftlige kommentar til artiklen:

'Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været udfordringer på Odinsgård, og det har vi løbende været i dialog med medarbejderne om. Når medarbejderne ikke føler sig lyttet til, så kan jeg kun beklage. Det er vigtigt for os, at medarbejdere såvel som pårørende føler sig hørt, så det har vi et stort fokus på både nu og fremadrettet. 

Vi har d. 31.8.23 lavet et udtræk på alle vores ansatte i området. Den viser, at vi inden for Handicapområdet har 67 pct. faglærte. Vi tilstræber at have 75 pct., men ledige stillinger og rekrutteringsvanskeligheder kan betyde en lavere procent i en periode. Alle botilbud har budget til 75 pct.

Vi er ved at implementere et handlekatalog, som kommunalbestyrelsen vedtog i 2022 på hele vores område på 16 mio. kr. Jeg anerkender, at medarbejdere og borgere oplever, at de mærker, at vores økonomiske ramme er reduceret.'