icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Oliverschaumann.gif
TR Oliver Schaumann opdagede, at en række kolleger ikke fik den løn de burde og sørgede sammen med sin leder for at alle kollegerne fik den løn, de havde til gode. det blev til 800.000 kr. i alt.
lønstigning

Tillidsrepræsentant finder 800.000 kr. til kollegerne

Ved en nærlæsning af arbejdspladsens lønpolitik opdagede TR Oliver Schaumann, at en række medarbejdere ikke fik den løn, de burde. Det førte til en efterregulering på i alt knap 800.000 kr. personalegruppen

Nogle gange betaler det sig at være nysgerrig og undre sig. Det gjorde Oliver Schaumann, og det kom der 796.000 gode danske lønkroner ud af til kollegerne. Oliver Schaumann er TR på Boligerne Brøndbyøstervej, et botilbud til voksne med udviklingshæmning. Han havde besluttet sig for at læse arbejdspladsens lønpolitik igennem, og her opdagede han en aftale om lønstigninger, som han tvivlede på, at folk kendte. Selv fik han det tillæg, han skulle have efter at have været ansat 2 år, men gjaldt det nu også for kollegerne?, tænkte Oliver Schaumann.

— Jeg blev nysgerrig og besluttede mig for lige at spørge en kollega, om hun fik det tillæg. Det gjorde hun ikke. Så spurgte jeg en anden kollega, og han fik det heller ikke. Så gik jeg til min leder og spurgte, om ikke vi skulle få set på det for hele personalegruppen.

21 kolleger manglede tillæg

Og det viste sig, at der i den grad var noget at komme efter. Hele 21 kolleger fik ikke den løn, de efter lønpolitikken have ret til. Lønpolitikken indebærer, at man som medarbejder får et løntillæg, når man har været ansat et vist antal år, men de tillæg er aldrig blevet effektueret for en række medarbejdere.

Hos Oliver Schaumanns leder var der ingen tvivl om, at medarbejderne skulle have den løn, de havde til gode så hurtigt som muligt. Sammen satte de to sig ned og gennemgik alle medarbejdernes lønsedler med en tættekam. Nogle havde penge til gode for en årrække. En medarbejder har fx fået 140.000 kr. i efterregulering. Samtidig har gennemgangen betydet, at medarbejderne fremover får den løn og de tillæg, de skal have.

— For en af mine kolleger har det betydet en lønstigning på 30.000 kr. mere om året, fortæller Oliver Schaumann.

Populær TR

Alt i alt blev det til knap 800.000 kroner til medarbejderne. Og det var en populær TR, der kunne dele det glade budskab.

— Folk blev først nervøse, da jeg ringede og sagde, at vi skulle tale om deres løn. Men da jeg så kunne fortælle, at de skulle have penge tilbage, blev de virkelig glade: ’Hvor fantastisk!’, ’godt kæmpet’ og ’tak for det Oliver!’. Der var også en, der sagde: ’Jeg tror, jeg skal bestille en ferie!’

800.000 grunde til at være medlem

Oliver Schaumann var også glad – særligt fordi han i sin rolle som TR kunne dele så god en nyhed. Det er ikke hverdagskost i rollen.

— Tit skal man som TR overbringe alvorlige nyheder eller gå forrest gennem svære udfordringer, så det var rigtig rart at kunne komme med så god nyhed. At få lov til at prøve noget af denne her kaliber som TR - det er virkelig stort og fantastisk at opleve, siger Oliver og fortsætter:

— Det er jo et rigtig godt eksempel på, hvorfor fagforeningen er vigtig. Og det er rart at kunne synliggøre, hvad en TR kan. At de rettigheder vi har, kan man ikke tage for givet. Dem skal vi blive ved med at kæmpe for. Det er jo et vanvittig godt rekrutteringsværktøj: Her er 800.000 gode grunde til at være medlem af en fagforening!

Lønpolitik

Ifølge lønpolitikken på Oliver Schaumanns arbejdsplads har medarbejdere ret til en procentuel lønstigning efter følgende skala: Efter 2: år 2 pct., efter 5 år: 4pct., efter 8 år: 6 pct. og efter 15 år: 8 pct. af grundlønnen.