icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Design uden navn (27).png
Rundt om i landet forbereder man sig på, at den nye Barnets lov træder i kraft. Her kan du blive klogere på, hvordan loven påvirker din socialpædagogisk praksis
Barnets lov

Fem nedslag i barnets lov: Sådan påvirker loven socialpædagogisk praksis

Barnets lov er et udtryk for et nyt børnesyn og et paradigmeskift, når det kommer til børns rettigheder. Men hvad betyder loven for socialpædagoger i praksis? Her er fem nedslag i loven, du som socialpædagog og plejefamilie skal være opmærksom på.

Ved årsskiftet træder Barnets lov i kraft. En lov, der på mange måder viderefører Serviceloven, men hvor nogle ting alligevel ser anderledes ud. Børn får flere rettigheder og mere at skulle have sagt i deres egne sager.

Barnets lov varsler desuden et paradigmeskift, især når det kommer til tidlige indsatser og anbringelser. Det fortæller Socialpædagogernes næstformand, Verne Pedersen.

– Paradigmeskiftet er rigtig vigtigt for os. Det medfører et nyt syn, der betyder, at en anbringelse godt kan være en forebyggende indsats. Det er ikke længere sidste indsats på trappen. Hvis den rette indsats og barnets behov fra start er en anbringelse, skal det ske fra start. Det, synes jeg, er rigtig vigtigt, når vi ser, at knap halvdelen af de børn, vi anbringer i dag, er over 12 år.

Verne Pedersen mener, at de vigtigste ambitioner med loven er, at socialpædagoger og plejefamilier fremadrettet kan give børn, unge og deres familier den bedst mulige støtte tidligere end i dag.

– Vi får mulighed for at lave tidligere og forebyggende indsatser under anbringelser. Og samtidig kan familiebehandling være med til at sikre en god kontakt mellem børn og deres forældre fra start, siger hun.

På skole- og behandlingshjemmet Skovgården på Sydsjælland forbereder man sig på, at den nye lov træder i kraft. Her kan du blive klogere på, hvordan barnets lov kan påvirke deres – og din – socialpædagogiske praksis.

1. Børn har ret til mere inddragelse

I loven står der, at børn og unge løbende har ret til at blive inddraget i eget sagsforløb – og altså ikke på bestemte tidspunkter i sagsbehandlingen. Inddragelsen skal ske, inden der træffes beslutninger i barnets sag, og skal sikre, at barnet får mulighed for at give udtryk for sine holdninger og synspunkter.

Barnets lov beskriver ikke, hvordan socialpædagoger skal sikre, at børn bliver inddraget, men de skal kende børnenes rettigheder og støtte dem i at bruge dem.

Skovgårdens forstander Hanne Dalsgaard og socialpædagog og afdelingsleder Henrik Højland fortæller, at Skovgården allerede har god erfaring med den type inddragelse, som loven lægger op til. Når de udfærdiger rapporter til kommunen om børnene, medtager de fx ’barnets stemme’. Her får børnene lov at tilføje det, de synes er vigtigt at få med om dem selv. Det giver børnene oplevelsen af at blive hørt, og at de har ejerskab over eget liv.

– Når de har en vis alder, så snakker vi også med dem om, hvad vi skriver. De får en forståelse af, hvad der står i rapporterne, på en måde deres børneører kan tåle. Én ting er det sprog, der bliver skrevet i til kommune og forældre, men børn skal også kunne høre det. Det bruger vi meget tid på, siger Henrik Højland.

Han fortæller, at det er individuelt, hvordan børnene bliver hørt, og hvordan deres sag bliver formidlet videre. For der er stor forskel på modenhed blandt Skovgårdens børn. Men når Barnets lov træder i kraft, må børn helt ned til 10 år se deres sagsakter. Derfor skal man hjælpe børnene med at forstå, hvad der står i sagerne.

Her er det også en opgave for socialpædagoger at beskytte børnene i forhold til hvilken information, der er relevant og nødvendig, og hvordan de skal forstå de informationer, de får om deres familier.

– Bare fordi man er 10 år på dåbsattesten, betyder det ikke, at man er 10 år rent udviklingsmæssigt. Der skal man sørge for at tale til børneører, siger Hanne Dalsgaard, der understreger, at man som socialpædagog skal tage hensyn til, hvor meget inddragelse et udsat barn kan holde til.

– Der er en fare for, at børnene med de nye krav om inddragelse og nye rettigheder kommer til at føle, at de har ansvar for deres egen sag, og det er jo slet ikke hensigten, siger hun.

2. Støtteperson kan være en socialpædagog

Et af de steder, hvor Barnets lov kan påvirke socialpædagoger direkte, er barnets ret til selv at vælge en støtteperson. Kommunen skal hjælpe barnet med at finde en person i barnets egen familie eller netværk, sekundært via civilsamfundet, som kan være barnets støtteperson Det kan fx være en socialpædagog.

– Her vil jeg som socialpædagog gøre opmærksom på, at det er smart at have en voksen med, der forstår de kommunale retningslinjer, og den måde systemet fungerer på. Barnet skal vide, at det har én tæt på, der har noget faglighed og kender dets rettigheder, siger Henrik Højland.

Socialpædagoger kan desuden – som det hele tiden har været tilfældet – stå i en situation, hvor barnet vælger en socialpædagog som bisidder. Og særligt her er det vigtigt, at børnene får støtte til, hvem der er mest egnet at vælge til den rolle. Valget af bisidder kan dog godt tilsidesættes, hvis man mener, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets.

3. Mere indflydelse på anbringelser

Som noget helt nyt giver Barnets lov børn og unge ret til at anmode om at blive anbragt og at blive permanent anbragt. Anbragte børn og unge får også ret til at anmode om at få suspenderet samværet med biologiske forældre eller netværk i op til otte uger og til at anmode om, at der skal være en støtteperson til stede under samværet.

Det er med andre ord nogle store valg, børnene står overfor. Derfor er det vigtigt, at både socialpædagoger på døgninstitutioner og opholdssteder såvel som plejefamilier er opmærksomme på at støtte og hjælpe børnene i processen med at træffe beslutningerne.

Af loven fremgår det desuden, at anmodninger om anbringelse og samvær altid vil ske i samråd med voksne, og at barnet ikke har beføjelser til at træffe en endelig beslutning – så barnet ikke får oplevelsen af at have ansvaret for sin egen sag og sit eget liv.

Hanne Dalsgaard mener, at man skal være nænsom i sin støtte og vejledning.

– Hvis vi reelt skal hjælpe børnene, så skal vi gøre dem opmærksomme på de muligheder, der er, og vi må ikke påvirke deres holdninger. Men det er en balancegang, for mange udsatte børn har ikke ressourcerne til at anmode om de her ting på et velovervejet grundlag, siger hun.

Et nyt børnesprog

En del af barnets lov er at gøre op med stigmatiserende sprogbrug. Derfor er der lavet en række ændringer, der skal medvirke til, at børn og unge ikke føler sig som problemer, der skal løses:

'Foranstaltninger' ændres til 'støttende indsatser'.

'Børnefaglig undersøgelse' ændres til 'børneudredning'.

'Handleplan ændres til 'barnets plan' eller 'ungeplan'.

'Aflastning'/'aflastningsophold' ændres til 'støtteophold'.

'Opholdssteder for børn og unge' og 'døgninstitutioner' ændres til 'børne- og ungehjem'.

'Efterværn' ændres til 'ungestøtte'.

'Sagsbehandler ændres til 'børn- og ungerådgiver'.

4. Ret til second opinion

Med barnets lov bliver der indført en ny ordning, hvor plejefamilier og støttepersoner får ret til en second opinion, hvis en kommune beslutter, at et barn under 10 år skal hjemgives eller skifte anbringelsessted. I så fald kan Ankestyrelsen foretage en uvildig vurdering af kommunens beslutning. Er barnet over 10 år, har det ret til selv at klage.

Ordningen er indført for at sikre mere stabilitet og færre skift for anbragte børn og for at sikre, at kommunen har truffet beslutningen ud fra saglige hensyn, der er til barnets bedste. En second opinion kan være relevant i sager, hvor barnet eller plejefamilien ikke er enig i afgørelsen, fortæller forbundsnæstformand Verne Pedersen.

– Det bliver et vigtigt redskab til at undgå, at et plejebarn ikke bare bliver fjernet pga. en uoverensstemmelse mellem kommunen og plejefamilien, der ikke har med barnets trivsel at gøre, siger Verne Pedersen.

5. Sagsflow og barnets plan

Loven ændrer på de proceskrav, som rammesætter sagsbehandlingen, og som er relevante for socialpædagoger at kende til i samarbejdet med netop sagsbehandlere.

Som noget nyt skal alle sager indledningsvis screenes for, hvorvidt der er behov for at finde flere oplysninger – enten gennem en afdækning eller en børnefaglig undersøgelse.

Laver man forebyggende tiltag eller støtteforanstaltninger, er det ikke længere et krav, at der laves en børnefaglig undersøgelse. Dermed bliver det lettere og hurtigere at iværksætte støtten.

Der indføres altså nogle mere fleksible krav til i hvilket omfang, og hvordan, sagen skal oplyses. Det afspejler den politiske intention bag loven om, at børn, unge og familier skal tilbydes hjælp så tidligt som muligt. I nogle situationer er der fortsat krav om, at der skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse, fx hvis man har mistanke eller viden om overgreb, eller hvis man overvejer at anbringe et barn eller ung uden for hjemmet.

Hvis en sagsbehandler vurderer, at der kun er behov for tidligt forebyggende – og i nogle tilfælde også støttende – indsatser, er det ikke længere et krav, at der laves en børnefaglig undersøgelse. En tidligt forebyggende indsats kan iværksættes direkte efter den indledende screening. I nogle tilfælde vil man kunne iværksætte støttende indsatser sideløbende eller efter en grundigere afdækning af barnets behov, som dog stadig ikke er så omfattende som den børnefaglige undersøgelse.

– Selvom socialpædagoger og plejefamilier ikke er sagsbehandlere, er det relevant, at de ved, i hvilke tilfælde der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse. Hvis man kigger på intentionerne i loven, skulle socialpædagoger og plejefamilier gerne opleve, at der er kortere tid mellem, at en bekymring opstår, til man handler på det, siger politisk konsulent i Socialpædagogerne Maria Wedø.

Hvis kommunen vælger at lave en støttende indsats, er det ikke længere et krav, at man udarbejder barnets plan – det der indtil nu har heddet en handleplan. Og kun ved tvangsanbringelser skal barnets plan foreligge inden afgørelsen om anbringelse.

Fremadrettet bliver det sagsbehandlerens opgave at følge op på planen, så det bliver ikke længere et krav, at man skal følge op på barnets plan mindst hver sjette måned.

Hensigten med det er, at sagsbehandleren – og de andre parter i sagen – tager stilling til, hvornår der er brug for, at man tager planen op til revision. Det vil i nogle tilfælde være hyppigere end i dag, andre gange kan der gå længere tid imellem.

For at sikre bedre kontinuitet i børnesager vil der desuden fremadrettet være tilknyttet to børnerådgivere i dele af sagsbehandlingen, særligt ved væsentlige møder i sagen. Tanken bag er, at man skaber mere stabilitet og kendskab til en sag i tilfælde af, at den ene rådgiver eksempelvis skifter job.

Kvalitet og faglighed

Der er mange hjørner af loven, og Socialpædagogerne vil følge tæt, hvordan den bliver implementeret i kommunerne, siger forbundsnæstformand Verne Pedersen.

– Barnets lov styrker børns rettigheder på en række punkter. Er arbejdet med at sikre den gode og trygge opvækst på fx et døgntilbud så gjort med en det? Nej, langtfra. Det største benspænd for at få ført intentionerne bag loven ud i virkeligheden er, om børnene og de unge bliver mødt med den rette kvalitet og faglighed, siger hun.

Barnets lovs syv målsætninger:

  1. Udsatte og anbragte børn trives bedre
  2. Anbragte børn og unge oplever færre skift og mere stabilitet i deres anbringelse
  3. Udsatte børn og unge skal tidligere modtage sociale indsatser
  4. Flere udsatte og anbragte børn og unge oplever, at de har en voksen, de kan stole på
  5. Udsatte og anbragte børn oplever i højere grad at blive hørt og inddraget i
    Sagsbehandlingen
  6. Flere udsatte børn og unge skal opleve at have tillid til forvaltningen
  7. Flere udsatte børn og unge skal gøre brug af deres rettigheder

Kilde: Viden på Tværs.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge