icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
COLOURBOX63440085.jpg
TRÅDEN

Dilemma: Socialpædagog og/eller rengøringsassistent?

Skal man som socialpædagog også stå for at gøre hovedrent hos beboere, som har svært ved selv at overskue rengøringen? Eller er det ikke en pædagogisk opgave? Det dilemma har skabt debat i Facebookgruppen ’Socialpædagog til socialpædagog’. Vi bringer et udpluk fra debatten:

’Jeg arbejder på et bo og behandlingstilbud. Vi har et problem. Det er svært for nogle af vores beboere at gøre rent i deres lejligheder. Vi støtter det, vi kan, og som beboeren tillader. Vi har nu fået at vide fra leders side, at kan beboeren ikke selv, skal vi gøre det. Vi skal desuden gøre hovedrent hver 3. måned med eller uden beboeren. Jeg er nysgerrig: Hvordan fungerer det på andre bosteder?

Sådan skrev socialpædagog Marianne Porsgaard sidst i februar i Facebookgruppen ’Socialpædagog til socialpædagog’, hvor hun bl.a. fik følgende svar og kommentarer:

Susanne Knudsen:

Som pædagog og i forhold til serviceloven har man et ansvar for, at det ikke bliver uhygiejnisk hos den enkelte beboer, og så må man tilsidesætte selvbestemmelsesretten. I min optik er det en pædagogisk opgave. Mange sårbare og udsatte beboer ved ikke konsekvensen af at sige nej. Så her bliver den gode pædagogiske rollemodel vigtig.

Ditte Ormslev Jensen:

Det er sådan hos os: De borgere som ikke kan/vil gøre rent med støtte fra os, må selv betale for det. Pædagogisk rengøring foregår sammen med borgeren! Vi er IKKE rengøringsassistenter! Vores tid skal bruges sammen med borgeren. Desuden kan det nemt blive til en konflikt hvis vi går ind og begynder at gøre rent og borgeren har desuden selv og medbestemmelse.

Kim Steffensen

De kommunale regler tilsiger en visitation til rengøring. Lad mig uddybe det! Opgaven kan overgå til pædagogisk personale, til institutionens faste rengøringspersonale eller til selvbetalt rengøring. Sådan er virkeligheden! Skal man se positivt på det, er rengøring mm. for en beboer en god chance for at skabe gode relationer.

Mia Klakstein

Desværre er det sådan mange steder, at de sparer rengøringen væk og pålægger pædagogerne den. Så er der ikke meget tid til kerneopgaven. Herefter ansætter de frivillige til at hygge om brugerne, spille spil osv. Så er man som pædagog lige pludselig ansat som rengøringsassistent, køkkenmedarbejder og alt det andet praktiske, medens de frivillige varetager omsorgsopgaverne.

Lone P Rasmussen

Vi leverer en halv times rengøring en gang om ugen. Og ellers betaler borgerne selv for rengøringsfirma, eller pårørende vælger selv at gøre det. Derudover skal vi i hverdagen selvfølgelig inddrage borgeren i det, de kan, og vi skal holde et vist minimums niveau. Men – det er faste uden pædagogisk uddannelse, der har den opgave. Og vi uddannede bliver bedt om at tage opgaven, hvis der opstår uforudset ting som fx sygdom.

Mai-Britt Denning

Rengøringsstandard i eget hjem bestemmer borgeren selv. Hvis det bliver sundhedsskadeligt, taler vi med myndighed om det. I grelle tilfælde, hvor borgeren ikke kan eller vil deltage, kan myndighed beslutte, at vi laver en magtanvendelse og gør det. Hvis der ikke er udviklingspotentiale i forhold til at evne at holde bolig fri fra at være sundhedsskadelig, kan myndighed beslutte at ændre støtten fra paragraf 85 til 83, og så er det ikke længere en pædagogisk støttende opgave. Det er ikke en leder, der kan tage den beslutning – udelukkende myndighed.

Lotte Trine Kaspersen

Borgerens værelse/lejlighed er privat, og vi har ikke beføjelser til at gå ind og gøre rent, selvom der er beskidt. Vi kan dog i begrænset omfang søge om tilladelse til at gribe ind, hvis det er ved at være sundhedsskadeligt. Men ellers må borgeren faktisk afvise hjælpen. Vores fornemmeste opgave er at tilbyde vores hjælp og forsøge at få borgeren til at deltage. Om det er at tømme en skraldespand eller bare være til stede kan vurderes som en succes. Men vi må ikke gå ind og gøre hovedrent i deres bolig, hvis ikke de ønsker det. Det er krænkelse af borgerens ret til med/selvbestemmelse.

Følg Socialpædagogerne på Facebook

Og vær med i Facebook-gruppen Socialpædagog til socialpædagog.

Har du også lyst til at deltage i de mange spændende debatter om socialpædagogisk faglighed og hver­dagens dilemmaer? Så meld dig ind i Facebook-gruppen Socialpædagog til socialpædagog.