icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
forside21.jpg
Socialpædagogen Nr. 21

Socialpædagogen 17. Oktober 2008 - nr. 21

Lærerne

Et nej, og et klart ja

TV-Glads studie gav komplet dagligstuestemning med åben pejs, plyssofaer og krondyrsgevir på væggen og dannede rammen om generalforsamlingen i Kreds Storkøbenhavn, hvor knap100 deltagere havde fundet vej. Kredsformand Lars Petersen koncentrerede sig i sin mundtlige beretning om forårets overenskomstfornyelse, som han betegnede som fin, men med skønhedspletter på blandt andet værkstedsområdet og for lærerne. Og skønhedspletterne var da også noget af det, der fik deltagerne i gang i debatten. -Vi kan ikke være tilfredse med det her overenskomstresultat når vi ser på værkstedsområdet. Værkstedsassistenterne burde have været ligestillet med den her overenskomst. Ikke mindst når det handler om pensionen. Og for dem gælder seniorordningen først, når de er 60 – og ikke når de er 58 som os andre. Men der er altså ikke noget, der tyder på, at de er mindre slidte end os andre, og har mindre brug for at kunne trappe ned, sagde Anne Holten, tillidsmand fra Center for Døve, Aktivitetescenter. Hold på seniorer Bent Nildstad, Center for Døve, Unohuset, roste overenskomstresultatet og sagde, at især seniorordningen er fin, men påpegede at hvis man skal gøre noget for få ældre medarbejdere til at blive længere på arbejdsmarkedet, så skal man give dem ekstra frihed, men gøre det allerede når de er 55. Uffe Torup, som svarede på OK-spørgsmålene i debatten, sagde om værkstedsområdet, at man under forhandlingerne fik tilbudt en pose penge på døgnområdet, som man kunne have valgt at sige nej tak til, i solidaritet med værkstedsassistenterne. – Vi måtte vælge, om vi ville sige nej til de tilbudte godbidder til nogle af vores medlemmer, selvom der ikke var til alle. Og det sagde vi ja tak til. Og da værkstedsassistenterne er ansat på store arbejdspladser, tror jeg det er muligt at løse problemerne lokalt, sagde Uffe Torup. Steen Englund gav en opfordring til at sparke liv i hvervekampagnen ude på arbejdspladserne: – Se jer omkring. Er der kolleger, som ikke er men burde være organiseret hos Socialpædagogerne. Vi er jo lige nu knaldheldige, at vi er i stand til at fastholde medlemmerne, men vi ved samtidig også, at der er et stort potentiale ude på arbejdspladserne. Og dem skal vi have fat i, sagde han. Synlighed Lars Petersen gav i sin mundtlige beretning desuden et bud på et andet centralt felt i perioden: -Vi har for alvor været i mediernes søgelys i perioden. Og det giver udfordringer for os alle. Det giver et stigende pres på både medarbejdere og ledere, for hvornår er det lige, medierne kigger ind på min arbejdsplads. Jeg tror vi skal blive bedre til at fortælle de gode historier. Og derfor har vi her i kredsen lagt en hel del arbejde i at stampe gang i netværket RAV (Retssikkerhed, Anstændighed og Værdighed), som vi håber kan være med til at nuancere debatten. Det er så vigtigt at holde gryden i kog, og være med til at vise offentligheden, hvad det er, der presser os på arbejdspladserne, sagde Lars Petersen. Pia Grouleff, tillidsrepræsentant fra Skovgården efterlyste en større synlighed om fagforbundets arbejde i almindelighed og Kirsten Nissen som formand i særdeleshed: – Jeg synes, vi skal blive meget mere skarpe i medierne og meget mere synlige, så ingen er i tvivl om hvem vi er og hvad vi står for, sagde Pia Grouleff. Lars Petersen svarede, at netop synlighed og arbejdet med medierne allerede nu fylder en del i kredsens arbejde. Og at det fortsat er øverst på dagsordenen for perioden fremover.

Debat

Kære Karsten Hou

Det ville ellers klæde en fagforening, at mindretal lettere kan fremføre forslag i foreningens højeste besluttende myndighed. Forslaget blev afvist i kreds Midtsjælland med begrundelser fra kredsbestyrelsen, som virker helt malplacerede. (Den nærmere korrespondance kan fås ved henvendelse hos undertegnede). Her nævnes kun et enkelt. SL arbejder for en enhedsfagforening – og på børne- og ungestederne er der kun få andre fagforeninger end SL. På Nebs Møllegård er der 7 fagforeninger blandt personalet. Altså langt fra argumentet om enhedsfagforeningen. Skulle de 7 lærere blive medlem af DLF (Danmarks lærerforening), ville det endda ikke forøge stedet med endnu en fagforening. DLF er nemlig repræsenteret på stedet – grotesk nok er det ikke lærerne der er medlem – men økonomaen. For os når dette faktum nærmest Monty Pythonske højder, når vi tænker på den kraftige modstand, der er fra ledelsen i SL. Men heldigvis lykkedes det lærere i kreds Storstrøm at få forslaget vedtaget på deres generalforsamling. Dog ikke uden chikanerier fra ledelsen. Først var forslaget indleveret for sent… så – efter trusler om juridisk søgsmål og indblanding af medierne… var det korrekt indleveret. Derefter blev en skriftlig afstemning først afvist – men kunne efter nærlæsning af vedtægterne udføres. På trods af modstand fra lokalformanden og 1. næstformanden i SL besluttede generalforsamlingen, at formand Inge Jordan skulle fremlægge forslaget loyalt på næste kongres. Det vil vi se frem til. Vi vil opfordre alle de kongresdelegerede at snakke med lærerne i foreningen, så de kender argumenterne. Der er desværre nok ingen lærere valgt til at argumentere for forslaget, så derfor er dette vores eneste mulighed for at argumentere…nemlig SNAK med os når du møder os. Ved en underskriftindsamling har 174 lærere skrevet under på, at vi gerne vil overføres. Det er alle, vi kunne finde, der var medlem af SL. Selv regner vi med at blive nedstemt med 100 procent – men bare rolig, vi vender tilbage næste gang. At vi vil være velkomne i DLF, er vi ikke i tvivl om: “Tak for din henvendelse, der er en blandt flere med samme indhold. På baggrund af jeres henvendelser vil vi tage kontakt til SL. Vi har i fagbevægelsen efter min mening en forpligtigelse til at lægge afgørende vægt på medlemmernes ønske om organisationstilknytning. Anders Bondo Christensen, formand for DLF” (Folkeskolen 31.8.2007)

Tema

Giv forskellighederne plads

En bazar i Cairos støvede gader. Eller et mødelokale med lunken kantinekaffe. Hvad enten du vil i dialog med en tilhyllet muslimsk kvinde i sort burka, eller du ønsker at indgå i et tværfagligt samarbejde med mennesker fra andre faggrupper, har du brug for nogle af de samme kompetencer. Det er budskabet fra ledelseskonsulent Benedikte Achen, der er medforfatter til bogen “Kulturel Intelligens”. -Kort fortalt handler kulturel intelligens om evnen til at indgå i et møde med mennesker med en anden kultur på en sådan måde, at man selv er en aktiv brobygger og får noget konstruktivt ud af kulturmødet, siger Benedikte Achen. Og i hendes øjne handler kultur om meget andet end halalkød, flæskesteg, rispinde, nationalsange og andre ting, som man normalt forbinder med etnisk eller national kultur. Det drejer sig for eksempel også om, hvorvidt det virker naturligt at tage et slips på, når man går på arbejde om morgenen. Og om det bliver anset for passende eller upassende at snakke om sit arbejde i frokostpausen. Så er der ikke tale om en national eller etnisk kultur, men om en fagkultur, der som navnet siger knytter sig til personens profession. En mosaik af kulturer -Vi er alle sammen mosaikker af forskellige kulturer, så det samme menneske for eksempel både er bærer af en kønskultur, en etnisk kultur og en fagkultur – og eksempelvis både kan være kvinde, dansker og socialpædagog. Til hverdag tænker de færreste over, at de har en kultur. Den er der bare. Vi opdager den først i det øjeblik, hvor vi møder nogen, der bærer en anden kultur. Kulturer er lidt som medvind på cykelstien. Du bemærker den ikke, før du skifter retning. På samme måde vil du oftest blive opmærksom på din egen fagkultur, når du møder en anden fagperson, der handler eller taler helt anderledes end du selv gør, siger Benedikte Achen. Fagkulturen kan for eksempel træde frem, når socialpædagogen i et beskyttet værksted er nødt til at forklare udenforstående, at “medarbejderne” altså ikke er dem, der står på lønningslisten, men de udviklingshæmmede brugere. Ifølge Benedikte Achen knytter fagkulturen sig til fagets hovedopgave – altså det, der er fagets vigtigste mission. For regnskabsmedarbejdere er det eksempelvis vigtigt, at have styr på detaljerne og decimalerne, og det vil derfor virke lidt mærkeligt, hvis han eller hun kom ind på kontoret med en krøllet skjorte. En litteraturprofessor forventes derimod at lægge større vægt på det åndelige end det materielle, og kollegerne på universitetet ser nok nemmere igennem fingrene med, at skjorten ikke lige var blevet strøget. Hvad der er særlige socialpædagogiske kulturtræk, kan Benedikte Achen ikke svare på. -Men jeg vil da tro, at der er tale om en inkluderende kultur, hvor det gælder om at få alle med i fællesskabet, siger hun. Spørg til hovedopgaven I Benedikte Achens øjne kan alle kulturmøder både føre til noget frugtbart nyt og til fiasko og frustration. Etniske og religiøse kulturmøder kan gå helt galt, som vi for eksempel så det under Mohammedkrisen. Og møder mellem fagkulturer kan slutte med korslagte arme og sure miner. Benedikte Achen har eksempelvis oplevet, hvordan en gruppe skolelærere og en gruppe SFOpædagoger gik helt galt af hinanden, da de skulle samarbejde om at hjælpe et søskendepar med problemer på hjemmefronten. -Begge parter var enige om, at det var nødvendigt med en samlet indsats, men de havde en helt forskellig opfattelse af, hvad en samlet indsats indebar. Pædagogerne syntes, at lærerne svigtede, fordi de ikke ville indgå i hyppige samtaler med forældrene. Og lærerne syntes, at pædagogerne svigtede, fordi de ikke kunne klare forældresamtalerne på egen hånd. Måske bundede konflikten i fagkulturelle forskelle. For lærerne var hovedopgaven at formidle skolefagene til eleverne og holde forstyrrende elementer væk. For pædagogerne var hovedopgaven derimod at sikre børnenes samlede trivsel, og derfor var det i deres øjne vigtigt, at alle parter brugte megen tid sammen med forældrene – hvorimod lærerne i nogen grad så det som spild af tid, der fjernede ressourcer fra det væsentligste, siger Benedikte Achen. Når der opstår gnister i det tværfaglige samarbejde, opfordrer Benedikte Achen derfor til at spørge hinanden: Hvordan ser du denne her opgave? Hvad er det allervigtigste for dig? -Spørgsmålet kan hjælpe med at gøre de fagkulturelle forskelle tydelige, så man får mulighed for at bygge bro over dem og få fat i den særlige dynamik, der opstår i kulturmødet, siger Benedikte Achen. Hjerne, hjerte og muskelkraft Kulturel intelligens handler nemlig ikke om at få en manual til, hvordan russere, buddhister eller fysioterapeuter tænker. Det handler om at blive i stand til at møde hinanden på en god måde. Ifølge Benedikte Achen kræver det vellykkede kulturmøde både hjerte, hjerne og muskelkraft. Hjerte fordi det er vigtigt, at du på forhånd er positiv og ønsker at få noget godt ud af mødet. Hjerne fordi du skal vide, at nu møder du et menneske, der er forskellig fra dig selv – og at han eller hun også møder et dybt eksotisk menneske nemlig dig. Og muskelkraft, fordi hjerne og hjertekraften skal omsættes til handling, som når du eksempelvis husker at oversætte internt fagsprog. -Men det vigtigste i kulturmødet er faktisk, at du slår autopiloten fra og går over til manuel styring. At du gør dig klart, at nu kan du ikke bare køre på rutinen, men er nødt til nysgerrigt at føle dig frem. Og det hvad enten du møder en ergoterapeut eller en egypter.