icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tilbage til listen

Projekt Udenfor søger gadeplansmedarbejder

Interesserer du dig for hjemløshed? Er relationsarbejde med mennesker i udsatte positioner en kernekompetence eller et drømmejob? Og kan du se dig selv i en stilling med meget selvstændigt arbejde, og hvor gaden er din primære arbejdsplads? Så er det måske dig, vi søger til Projekt Udenfors gadeplansteam.

Udenfor_175px.png

Sted:

København

Ansøgningsfrist:

12. februar 2023

Om jobbet

Projekt Udenfor er en selvejende organisation, som kombinerer gadeplansarbejde med indsamling og formidling af viden om hjemløshed. Vi søger en socialfaglig medarbejder til vores gadeplansteam, som opsøger mennesker, der lever i gadehjemløshed og tilbyder dem kontakt, hjælp og støtte.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Opsøgende gadeplansarbejde
  • Omsorg og relationsarbejde
  • Praktisk hjælp, skadesreduktion og brobygning til andre tilbud
  • Refleksion og metodeudvikling sammen med dine kollegaer
  • Dokumentation og formidling af erfaringer fra arbejdet på gadeplan

Om dig

Vi søger en socialfaglig medarbejder med lysten og kompetencerne til at hjælpe mennesker, der lever i gadehjemløshed og kæmper med komplekse problemstillinger. Vi forestiller os, at du er uddannet pædagog, men det er ikke afgørende, hvor mange års professionel erfaring du har. Det vigtigste er, at du forstår og brænder for relationsarbejde. Så sørger vi for at sætte dig grundigt ind i vores værdisæt og tilgang i gadeplansarbejdet.

Stillingen kræver at du har mod på at arbejde med mennesker, som kan være svære at hjælpe. Du formår at møde målgruppen med empati og respekt, er tålmodig anlagt og tør gå nye og anderledes veje i en social indsats. Og så er det vigtigt, at du kan se dig selv i et job, hvor du ikke altid ved, hvad dagen bringer.

I gadeplansteamet sparrer vi meget med hinanden og forventer at alle byder ind, når vi mødes. Det er dog en forudsætning for arbejdet, at du kan og trives med at arbejde alene, da indsatsen for målgruppen på gaden primært foregår én-til-én. Det indebærer også, at du kan strukturere din tid og arbejde selvstændigt.

Vi leder efter en medarbejder, som også finder det spændende at afprøve og udvikle nye metoder og indgå i samarbejder med resten af huset på tværs af fagligheder og ansvarsområder

Det tilbyder vi

Som vores nye gadeplansmedarbejder får du 12 kollegaer, der brænder for arbejdet med og for mennesker i hjemløshed. Vi går op i at være en professionel, behagelig og uhøjtidelig arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø. Desuden tilbyder vi løbende socialfaglig opkvalificering og et bredt fagligt netværk.

Vi har kontor på Nørrebro, hvor alle har en plads til at fordybe sig, og hvor vi prioriterer at møde hinanden til frokost eller en kop kaffe. Men som gadeplansmedarbejder er hele København din arbejdsarena, og jobbet indebærer i ny og næ en tur til andre kommuner i hovedstadsområdet eller måske endda andre dele af landet.

Stillingen er en fastansættelse på fuldtid, og timerne tilrettelægges af dig sammen med dine kollegaer i gadeplansteamet og i overensstemmelse med faste retningslinjer for arbejdet. Arbejdet ligger primært i dagtimerne men indebærer en aftenvagt om ugen og en nattevagt om måneden.

Har du brug for mere viden?

Læs meget mere om Projekt Udenfor på vores hjemmeside www.udenfor.dk Du er også velkommen til at ringe til vores direktør Bo Heide-Jochimsen på 61 20 73 05, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Ansøgningen

Send os en mail vedhæftet din ansøgning og CV til job@udenfor.dk senest d. 12. februar 2023. Kandidaterne udvælges og kontaktes uge 7 og samtaler vil blive afholdt onsdag den 22. februar. Stillingen forventes tiltrådt primo/medio april.

Vi glæder os til at høre fra dig!