Søger fælles faglig identitet
Socialpædagogernes Landsforbund, sociologen og 13 socialpædagogers jagt på socialpædagogikkens og professionens faglige identitet i bogen „Socialpædagogisk arbejde med børn og unge – beskrivelse og dokumentation“. Det er et fælles udviklingsproces, alle kan lære noget af!
Nu skal det være, mener SL, for „et stort problem inden for socialpædagogisk arbejde er, at vidensgrundlaget for fagets udøvelse er meget tyndt. Der er tusindvis af enkeltrapporter, men ingen opsamling af disse mange fragmenter af viden“, siger forbundsnæstformand Benny Andersen i forordet til bogen „Socialpædagogisk arbejde med børn og unge –beskrivelse og dokumentation“.
Han understreger, at socialpædagogerne skal være indstillet på at dele deres beskrivelser og viden med hinanden og dermed „bryde den socialpædagogiske arvs onde cirkel, nemlig at vi hver gang starter med at opfinde den ‘dybe tallerken’. Det har vi indtil videre gjort i 100 år. Lad os skabe nogle andre traditioner“.
Bogen er et resultat af et dialogmøde i 2003 om praksis og forskning. Årsagen var en bekymring for at praksis, professionen og forskningen kom til at lide store tab, hvis ikke der blev sat skub i produktionen af beskrivelser og formidling af det socialpædagogiske arbejde. Samtidig med at forskerne gav udtryk for, at det i stigende grad er vanskeligt at opnå den indsigt i socialpædagogiske arbejde, der kan være udgangspunkt for at udvikle og kvalificere forskningen.
På den baggrund blev der besluttet et udviklings- og analysearbejde. Hvor det overordnede formål var at få udviklet en række beskrivelser og dokumentation af det socialpædagogiske arbejde, samt få udviklet et værktøj eller koncept, som kan udvikle en metode, der kan støtte socialpædagogerne i at kunne beskrive det socialpædagogiske arbejde, så beskrivelserne kan bruges til at generere ny viden, som kan kvalificere og udvikle den socialpædagogiske praksis i et samarbejde mellem forskere og socialpædagoger.
SL udvalgte 6 forskellige børn og unge institutioner fra hele landet. Hver institution udvalgte 2, en enkelt 3 socialpædagoger, som på institutionens vegne skulle stå for det praktiske skrivearbejde. Et udviklings-, dokumentations- og projektarbejde, der strakte sig over et halvt år. Sociologen Inge M. Bryderup fra DPU har fungeret som konsulent, forsker og underviser.
Jeg er overbevist om, at hvis SL’s projekt skal lykkes, så skal man sikre udviklingen af en etisk anerkendende dialog- kultur og satse på at skabe udviklingsrum for den fordomsfrie dialog. Konceptet er et skridt på vejen, men kan langtfra stå alene. |
På 249 sider guider 13 engagerede socialpædagoger os ind i den socialpædagogiske hverdag, der netop kendetegner deres institution.
–Beskrivelse af de institutionelle rammer, –Institutionens grundsyn, formål/perspektiver med det socialpædagogiske arbejde
–beskrivelse af målgruppe, eventuelt flere grupper,
–socialpædagogiske metoder og strukturelle forhold,
–institutionens aktuelle udviklingsbehov eller -planer.
Socialpædagogerne på de enkelte arbejdspladser leder os på en meget forskellig og personlig måde. Vi får et godt billede af hvilke ligheder og forskelligheder, der netop nu præger arbejdet med børn og unge fra 0-24 år, som af den ene eller anden grund lever et liv på institution. Børn og unge som har meget forskellige baggrund, vilkår, støtte og udviklingsbehov. De fleste har heldigvis krydret deres beskrivelse med cases, som er en stor hjælp for mig til at forstå og begribe de mange beskrivelser af, hvordan de arbejder.
Respekt for åbenheden
13 socialpædagoger har sagt ja til at blive kigget over skulderen, og den generøsitet bør læserne forstå at honorere, mener Benny Andersen, der skriver i bogens forord:
„Hvis der skal skabes ny viden ud fra beskrivelser af socialpædagogisk arbejde, forudsætter det, at socialpædagoger er indstillet på at dele deres beskrivelser og viden med hinanden. Men det kan være konfliktfyldt, for jo bedre man er til at beskrive sit arbejde, jo mere sårbar bliver man, og jo mere udstiller man sine svage sider. Derfor forventer SL, at læserne behandler de følgende beskrivelser med så stor professionel respekt, at du gør dem til en del af et stort fælles udviklings- og læringsproces, hvor alle kan lære af alle.“
De 13 er meget selvkritiske og refleksive med hensyn til deres egne beskrivelser. De er specielt gode til at beskrive hvad der sker i praksis, hvordan det sker, men ikke altid hvorfor. De er for beskrivende og for lidt reflekterende og problematiserende med hensyn til deres egen praksis og arbejdspladsens pædagogik og den sammenhæng og helhed, de indgår i. De er meget loyale, og måske skulle de tænke noget mere højt om det, der er svært og problematisk. Men de erkender for eksempel, at de er bedre til at problembeskrive børn og unge end til at tydeliggøre og bygge på deres ressourcer og potentiale. Find-fem-fejl-synet, den stigmatiserende og kategoriserende tendens, der har hærget området helt tilbage fra halvfjerdserne, præger stadig i alt for høj grad området.
Hovedparten af de 13 socialpædagoger fandt, at det sværeste ved at beskrive deres socialpædagogiske arbejde var det overordnede formål eller værdigrundlaget samt det teoretiske grundlag, og nogle nævner problemer med at få beskrevet sammenhængen mellem det teoretisk eller værdimæssige grundlag, og endelig fremhæves vanskelighederne med at beskrive selve den socialpædagogiske praksis, hvor årsagerne ses i mangelfulde begreber og ord, samt i at de bagvedliggende teorier og metoder er komplekse at beskrive. Hermed fokuserer de mest på relationen, forholdet mellem pædagogen og de(n) unge. Der er meget få refleksioner om gruppens indbyrdes relationerne og det, der sker uden for de institutionelle rammer.
I beskrivelserne møder vi rigtig mange beretninger, hvor pædagogerne er hverdagens helte, som taler med lavmælt empatisk stemmeføring og har tjek på stort set alle situationer på den rigtige måde.
Etisk dialogkultur
Jeg nyder altid at læse praksisbeskrivelser, men jeg fik også et nostalgisk tilbageblik på mit mere end 30 års arbejdsliv som seminarielærer og uddannelseskonsulent i SL. Hvor jeg var så privilegeret at møde rigtig mange fantastisk dygtige pædagoger på tomandshånd, på temadage, kurser eller lignede steder, hvor man var i et frigjort og andet lærings- og udviklingsrum fra den konkrete hverdags handletvang og institutionskultur. Her var man historieløs deltager, der kunne fortælle sine egne subjektive historier i en anerkendende åben og etisk dialogkultur. Her kom tvivlen, dilemmaerne og nye ideer på banen. Her blev mange nye og visionære faglige ideer udviklet. Her var en blomstrende faglig idérigdom og kreativitet, så det var en fryd for øret Her var det ikke svært at finde ord eller begreber på, hvad det var man havde gang i og især, hvad man gerne ville have gang i, hvis nu….
De samme pædagoger kunne klappe i som en østers, når de sad i faglige forsamlinger, hvor professions- og diskurspolitiet kom på banen. Det kunne ske på personalemøder, men også når man mødtes i faglige forsamlinger.
Årsagen til dette tilbageblik var, at jeg læste om det svære ved at udvikle et fælles koncept for, hvordan man skal beskrive det socialpædagogiske arbejde.
Jeg er overbevist om, at hvis SL’s projekt skal lykkes, så skal man sikre udviklingen af en etisk anerkendende dialogkultur og satse på at skabe udviklingsrum for den fordomsfrie dialog. Konceptet er et skridt på vejen, men kan langtfra stå alene.
Bogen kan anbefales. Da man får et godt og nuanceret kendskab til et udsnit af børn og unge området netop nu. Samtidig er der materiale til mange heftige diskussioner. Ikke mindst i det afsluttende kapitel, hvor Inge Bryderup samler op på projektet. Hun ser blandt andet to hovedtendenser, der præger området. Det er relationspædagogik og en traditionaliseret tilgang. De er begge differentieret, individorienteret pædagogik, men også forskellige. Den traditionaliserede tilgang er utidssvarende og traditionsbunden. Relationspædagogikken er en kompensatorisk pædagogik, hvor de asymmetriske relationer mellem pædagog og ung bliver både midlet og målet i sig selv. Socialpædagogikken bliver i begge tilfælde til individuelt formuleret normativ pædagogik.
Efter læsningen af de 6 praksisbeskrivelser og ud fra mit kendskab til børn og unge området, er jeg enig i, at pædagoger altid skal være reflekterende, observerende, samt sikre sig, at pædagogikken ikke udvikler sig til en personlig normativ pædagogik eller bliver for individualistisk orienteret. Jeg oplever, at relationspædagogik bliver praktiseret på en langt mere nuanceret og perspektivrig måde.
Det er mit håb, at SL i den videre proces satser på at mangfoldighedens socialpædagogik bliver beskrevet. At man vil tage de svære diskussioner og sikre en etisk dialog, hvor det ikke kun er de uddannede socialarbejder, de officielle institutioner, men hele det socialpædagogiske arbejdsfelts viden der inddrages i processen.
„Socialpædagogisk arbejde med børn og unge –beskrivelse og dokumentation“er på 298 sider. kan købes hos SL på tlf. 3396 9800 eller over nettet på www.sl.dk. Den koster 140 kroner plus forsendelse.