Anbragte børn har brug for at kende deres egen historie

Erfaringer viser, at de voksne omkring barnet ofte har svært ved at vide, hvad de skal sige. De er usikre på, hvad barnet kan tåle at høre. Men barnet har brug for at kende sin egen historie.  

 Sorø Kommunes tilbud til anbragte børn 

Vi vil med denne kronik gerne fortælle om det arbejde, som vi laver i Sorø Kommune i forbindelse med, at et barn bliver anbragt hos en plejefamilie. Plejefamilien vil gennemgå et opkvalificeringsforløb, der består af undervisningsmoduler og supervision. Under dette forløb bliver der udarbejdet og givet en anbringelseshistorie til det anbragte barn.

Beslutningen om, at der skal tilbydes anbringelseshistorier til alle nyanbragte børn, blev truffet i 2019. I Sorø Kommune ser ledelsen nødvendigheden af, at barnet får sin anbringelseshistorie. 

Tæt støttet opstartsforløb for plejefamilier (TSOP)

Socialstyrelsens tæt støttede opstartsforløb (TSOP) er målrettet plejefamilier, som får et nyt barn eller ung i anbringelse. Konceptet for TSOP har til formål at sikre, at anbringelsen kommer godt fra start, at plejefamilien kvalificeres til den opgave, de har taget på sig – samt at forebygge sammenbrud i familieplejeanbringelser. Målet med forløbet er også at understøtte plejeforældrene i at give de børn/unge, de har i pleje, de bedst mulige forudsætninger for en vellykket start på plejeforholdet og tiden herefter. Ved hjælp af en målrettet indsats i form af undervisning, temasupervision, sparring og løbende refleksion får plejeforældrene redskaber til at håndtere de glæder og udfordringer, som er forbundet med at være plejefamilie. Det anbefales, at begge plejeforældre deltager i alle aktiviteterne i TSOP, hvis det er praktisk muligt.  

I slutningen af forløbet vil tilblivelsen af barnets anbringelseshistorie blive iværksat. Anbringelseshistorien skal indeholde forældrenes egne ord samt anbringelsesgrundlaget for anbringelsen.

Hvilken metode bygger anbringelseshistorien på?  

I forbindelse med opstart af TSOP-uddannelsesforløb for plejefamilier fik vi den idé at arbejde med spædbarnsterapiens metode, fordi vi oplevede, at det anbragte barn ofte ikke kendte grunden til anbringelsen. Måske havde barnet hørt grunden, men havde svært ved at begribe, hvad det betød. Hvorfor var det sådan? Hvem besluttede det? Var det noget jeg havde sagt/gjort? Barnet har brug for sin anbringelseshistorie.   

I selve terapien sætter terapeuten ord på det, der har været svært i barnets liv, set ud fra barnets perspektiv og med terapeutens formodning om, hvordan barnet har følt det. Der sættes ord på barnets ressourcer, og der gives et håb til barnet. 

Forældrene gøres aldrig forkerte. Terapeuten fortæller altid sandheden om det, der skete, og anvender ord, der kan lindre barnets smerte.  

En udtalelse fra en tidligere anbragt siger det sådan her: ’Det er så vigtigt, at min mor blev accepteret og anerkendt. Det er det samme som at sige, at jeg er god nok, som jeg er.

Inspiration fra Spædbarnsterapiens metode  

Spædbarnsterapien er udviklet af psykolog Inger Thormann og psykoterapeut Inger Poulsen. De har ladet sig inspirere af den franske børnelæge og psykoanalytiker Francois Dolto og den franske børnepsykiater Caroline Eliacheffs teoretiske overvejelser og erfaringer med terapi, som kan hjælpe både spædbørn, større børn og voksne med tidlige traumer.  

Spædbarnsterapien er en tidlig traumeterapi, der fokuserer på hændelser i tiden som foster, fødsel og indenfor de første tre leveår. 

Anbringelseshistorien – hvordan?  

Med inspiration fra vores arbejde som spædbarnsterapeuter, hvor man arbejder med tidlige traumer hos barnet, har vi ladet os inspirere til udviklingen af anbringelseshistorier. Vi er bevidste om, at forældrene er barnets livsnerve.

Mor har båret barnet under sit hjerte i ni måneder, hvor tilknytningen mellem mor og barn etableres. Mor har født barnet og delt de første intense øjeblikke. En adskillelse fra forældrene vil altid være traumatisk for et barn.

Ligesom i spædbarnsterapierne, hvor man sætter nænsomme og omsorgsfulde ord på traumet og giver barnet en medoplevelse af hændelsen, så sætter vi også i anbringelseshistorien ord på det, der gik forud, og fortæller barnet, hvorfor barnet er anbragt. Vi sætter ord på det ubærlige og svære. Vi deler oplevelsen med dem og giver dem håb ved at sætte ord på barnets styrker og ressourcer.

Inddrager betydningsfulde voksne

For at skabe historien, interviewer vi barnets forældre/bedsteforældre/plejeforældre eller andre betydningsfulde voksne. Vi samarbejder tæt med barnets socialrådgiver, som også har den konkrete beskrivelse af anbringelsesgrundlaget. Den beskrivelse indgår i anbringelseshistorien. Beskrivelsen godkendes af forældrene, inden historien gives til barnet. 

Når historien gives til barnet, deltager barnets forældre og plejeforældre som vidner, der hvor det er muligt.    

Udtalelse fra mor til anbragt barn: ’Kærligheden var der, men der var ikke overskud til at vise den.’  

Barnet får en bog med anbringelseshistorien samt de tegninger/billeder, der laves i forbindelse med, at barnet har fået historien. Anbringelseshistorien lægges på barnets sag, så det er muligt for barnet at finde den igen, hvis den mistes.  

Efterreflektion – hvad har vi fået af erfaringer?  

Vi har igennem nogle år fået gode og lærerige erfaringer med at lade barnet få sin anbringelseshistorie. Det er med altovervejende afsæt i, at barnet kender sin historie, og hvad der førte til beslutningen om anbringelsen.

Det er dog også en anerkendelse af, at barnets livskraft kommer fra forældrene, og hermed næres tilknytningen mellem dem. Ved at give barnet ordene og medfølelsen i anbringelseshistorien arbejdes der med det specifikke traume, som giver barnet mulighed for at få ro på det autonome nervesystem og hermed mulighed for at kunne knytte sig til nye relationer.  

I forhold til Barnets Lov, der trådte i kraft 1. januar 2024 lægges der op til, at flere børn skal anbringes tidligere, end de gør i dag. Vi håber, vores artikel kan være inspiration til at huske følgende udsagn fra vores inspirationskilder: 

’Lad aldrig barnets smerte blive glemt’
Francoise Dolto  

’Alt usagt binder energi’
Caroline Eliacheff  

’Lad aldrig barnet være alene med dets smerte’
Inger Poulsen og Inger Thormann , Spædbarnsterapi Instituttet

Litteratur reference: 
Spædbarnsterapi 2013 Hans Reitzels Forlag