Ord på selvfølgelighederne
Lisbet Fiil Larsen og Lene Lilja Madsen fra ungeinstitutionen Aurora har deltaget i et projekt, hvor de skulle beskrive den socialpædagogiske praksis på deres arbejdsplads. Det gav stof til eftertanke
Hvordan er det lige, at man skruer ned for blusset, når gryden er ved at koge over i en gruppe unge?
Socialpædagog Lene Lilja Madsen og afdelingsleder Lisbet Fiil Larsen har søgt svar på dét og mange andre spørgsmål om dagliglivet på en døgninstitution for vanskelige unge.
Sammen med pædagoger fra fem andre institutioner har de sat ord på den socialpædagogiske praksis i hverdagen. Ord, der nu er samlet i bogen „Socialpædagogisk arbejde med børn og unge“, der udgives af SL.
–Vi skulle beskrive meget af det, vi gør uden at tænke over det, for eksempel i spørgsmålet om, hvordan vi undgår at optrappe konflikter. Det ligger på rygraden, at man skal træde et skridt tilbage i stedet for at træde et skridt frem, og at man skal tale med dæmpet stemmeførelse, men nu har vi også fået sat ord på det, forklarer Lene Lilja Madsen.
Bogen „Socialpædagogisk arbejde med børn og unge“ |
Hun og Lisbet Fiil Larsen har brugt omkring 15 arbejdsdage på at beskrive socialpædagogikken på deres arbejdsplads, afdeling Salus på ungeinstitutionen Aurora i Københavns Amt. Bevæbnet med kaffe og Marabou chokolade sad de bag computeren. Alt fra organisationens struktur til en karakteristik af målgruppen og en beskrivelse af socialpædagogikken i hverdagssituationer som morgenritualer, møder og konflikter mellem de unge kom ned på papir. Resultatet er et kapitel på 35 sider.
–Det har skærpet vores fokus på, hvad det egentlig er, vi laver, konstaterer Lene Lilja Madsen.
–Undervejs i processen har vi ofte spurgt os selv om, det nu også var rigtigt, det vi skrev eller om, det bare var en forestilling vi havde. Der er jo stor forskel på, at beskrive tingene som man gerne ville have, at de var, og at beskrive dem, som de er, siger Lisbet Fiil Larsen.
Spørgsmålstegn ved prioriteringerne
Et konkret eksempel er afsnittet om aktiviteter på institutionen, hvor der står:
–I dagligdagen planlægger vi aktiviteter i form af biografture, svømmeture eller andre aktiviteter, som de unge foreslår. Vi må desværre erkende, at det i en travl hverdag er den slags aktiviteter, der ofte ikke bliver til noget.
Den beskrivelse har efterfølgende fået Lene og Lisbet til at reflektere over om, de kunne gøre noget anderledes:
–I kølvandet på en beskrivelse foregår der jo også en evaluering. Vi har automatisk spurgt os selv om, vi egentlig gør det rigtige. Når vi har så fortravlet en hverdag, at vi ikke har tid til at fællesaktiviteter ud af huset, er det så en rigtig prioritering, spørger Lene.
Bogen har også været en øjenåbner på et andet punkt:
–Da vi begyndte at beskrive de unge, gik det op for os, at mange af dem har mistet en forælder eller et andet nærtstående familiemedlem. Men i de unges handleplaner, havde vi ikke beskrevet sorgarbejde som et punkt. Problemet har været, at vores unge jo har andre problemer, der træder lysende klart frem. For eksempel at de pjækker fra skole eller er misbrugere, og de åbenlyse problemer kan skygge for andre problemer, som det også er vigtigt at arbejde med, siger Lene.
– Til sidst begyndte kollegaerne også at sige, at nu måtte vi godt nok gerne se at blive færdige. Og de unge, der har mig som kontaktperson, begyndte at brokke sig: „Du er her aldrig, Lene“ |
- Gennem projektet har vi fået en lidt større bevidsthed om de unge, så vi er blevet bedre til at se bag om problemerne, uddyber Lisbet.
En anden gevinst har været, at Lene og Lisbet er blevet bedre til at forklare om metoder og vilkår på institutionen. For eksempel når det gælder arbejdet med de unges misbrug. Mange udenforstående har svært ved at kapere, at pædagogerne ikke sætter en stopper for de unges hashrygning. Dét dilemma forsøgte Lene og Lisbet at beskrive. De sad længe med ordene hængende mellem sig for at finde de helt rigtige.
Til sidst lykkedes det med sætningerne:
–Det er et faktum, at vi som pædagoger på Salus ikke kan drage den yderste konsekvens af, at en ung eksempelvis ryger hash på værelset eller nægter at gå i skole. Den yderste konsekvens af dette, ville i mange andres forståelse betyde, at den unge burde smides ud –dette er ikke en mulighed på Salus, idet man af åbenlyse grunde ikke kan smide en ung ud på samme grundlag, som vedkommende er blevet indskrevet.
Fortæl om rammer og metoder
I dag synes Lene, at hun er blevet bedre til at forklare socialrådgivere og andre om sit arbejde og hvorfor forskellige metoder virker eller ikke virker.
–Der er mange forældre, socialrådgivere og skolelærere, der ikke kan forstå, hvorfor vi for eksempel ikke altid kan få de unge op om morgenen. Men så er det jo vigtigt at gøre det klart, hvilke rammer vi arbejder under, for vi kan jo ikke bruge tvang. Vi må jo ikke kaste vand i hovedet på dem eller rive dynen af dem, og vil det for den sags skyld heller ikke. Hvis vi har tid, kan vi sætte os på den unges sengekant og vente på, at de på et tidspunkt bliver så trætte af at have en pædagog siddende dér, at de står op. Andet kan vi ikke gøre, siger hun.
Aurora er en amtsinstitution under Sundheds- og Psykiatriforvaltningen i Københavns Amt, der består af seks mindre afdelinger fordelt over hele amtet. |
Lisbet lægger vægt på, at arbejdet med bogen netop har gjort dem i stand til at forklare sig over for andre faggrupper og personer, der ikke har samme indforståethed som personalet på Aurora. Selv om alle deltagerne i bogprojektet var socialpædagoger, arbejdede de på vidt forskellige institutioner. Eksempelvis var der milevidt mellem hverdagen på Aurora og spædbørnshjemmene. Det var en kæmpe fordel, fordi deltagerne derfor var nødt til at komme ud over indforståetheden.
–Vi fandt ud af, at det gjaldt om at forklare ved hjælp af konkrete eksempler, siger Lisbet –og kommer med et af slagsen, der er gengivet i bogen:
–En pædagog sidder på kontoret og taler i telefon, da der bliver sparket på døren. Da telefonsamtalen er færdig, rejser pædagogen sig, åbner døren og uden for står Rasmus. Rasmus er 17 år. Han er høj og ikke særlig kraftig af bygning. Rasmus er klædt i skatertøj og har sit skateboard under armen.
Idet døren bliver åbnet maser Rasmus sig ind på kontoret og går målrettet mod telefonen, idet han med almindelig stemmeføring siger: „Fuck dig din møgso, må jeg låne telefonen?“.
Pædagogen beder roligt, men bestemt, Rasmus om ikke at sparke på døren og i øvrigt om at tale ordentligt, hvortil Rasmus smiler og siger: „Jeg vil bare gerne låne telefonen, for jeg skal ringe til min mor“.
–Eksemplet viser, at vores unge kan have et sprog og et udseende, der kan virke aggressivt og frastødende, samtidig med at de er børn indeni, konkluderer Lisbet. Efterfølgende er institutionen i højere grad begyndt at bruge eksempler, når de skal lave indberetninger til kommunen. –Jeg håber, at bogen kan inspirere andre socialpædagoger til at beskrive deres arbejde. I så fald vil jeg anbefale, at de aftaler gensidig sparring med kolleger fra en anden afdeling –eller endnu bedre fra en anden institution –så det ikke bliver for indforstået, siger Lisbet.
Tidskrævende
Hun og Lene synes helt bestemt, at resultatet har været sliddet værd, men det har været meget arbejdskrævende.
–Til sidst begyndte kollegaerne også at sige, at nu måtte vi godt nok gerne se at blive færdige. Og de unge, der har mig som kontaktperson, begyndte at brokke sig: „Du er her aldrig, Lene“, siger Lene Lilja Madsen.
–Man skal være indstillet på, at det koster tid. Ellers kan man lige så godt lade være. Som afdelingsleder kunne jeg jo selv bestemme, hvor mange timer vi skulle trække ud, og det gjorde det selvfølgelig nemmere. Jeg behøvede kun at diskutere med mig selv, siger Lisbet Fiil Larsen.
Ud over hende og Lenes egne erkendelser i forbindelse med selve skriveprocessen, regner Lisbet Fiil Larsen med at nye medarbejdere, studerende, socialrådgiver og lignende faggrupper vil få glæde af bogen:
–Når vi får studerende i praktik, giver vi dem en kopi af kapitlet. Det giver en god forståelse for det arbejde, de går ind til. Det gælder ikke kun for vores kapitel, men for alle kapitler i bogen. Derfor forestiller jeg mig også, at bogen vil være god på seminarier, så de studerende kan få en større forståelse for, hvad det socialpædagogiske arbejde egentlig indebærer.