Ærlighed og åbenhed bevarer den pædagogiske gejst
Nye arbejdsmetoder med hjemløse på Ågården i Odense betyder, at socialpædagogerne får mulighed for at støtte hinanden og for at be vare gejsten. Samtidig sikrer det en realistisk og hensigtsmæs sig indsats i forhold til den hjemløse
Det er otte år siden, medarbejderne på botilbudet Ågården begyndte at arbejde ud fra nye metoder, Metoderne har to overordnede formål. Det ene er at møde og styrke brugeren bedst muligt. Det andet formål er at undgå udbrændthed i personalegruppen.
– Metoderne har vi lært gennem supervision og kurser, der bygger på objektrelationsteorien, og de har vist sig værdifulde i det daglige arbejde, fortæller leder Michael Sørensen.
– Førhen kunne det ske, at medarbejdere blev langtidssygemeldt på grund af stress. Det sker ikke mere, for nu arbejder vi målrettet med at være hinandens sikkerhedsnet og støtte. Vi er blevet bedre til at tage hånd om de daglige oplevelser, få dem løst op, så de ikke hober sig op og slider på den enkelte medarbejder.
Vi skal anerkende den hjemløse, som han eller hun er, og vi skal lære vedkommende at være sammen med sig selv, at leve sit liv på godt og ondt. Det kræver, at vi som pædagoger er fælles om det, der er – aggressioner, frustrationer, angst – at vi lytter uden at tage styringen fra den hjemløse.
Michael Sørensen
Indfaldsvinklen til arbejdet er ærlighed og åbenhed, og det er en fortløbende proces at lære at være så åben over for sig selv, sine kolleger – og beboerne, som metoden kræver.
– Det er simpelthen nødvendigt, at vi ærligt fortæller hinanden, hvordan vi har det, når vi møder på arbejde, siger socialpædagog Helle Holbech Sørensen, som har været med i alle otte år.
– For vi er hinandens sikkerhedsnet, hvis der opstår en presset situation i løbet af dagen. Vi kalder det at logge på – vi logger på hinanden, så vi ved, hvem der kan stå i spidsen, eller hvem der ikke kan. På samme måde logger vi os af, inden vi går, så vi ikke tager arbejdet med hjem. Og har der været en krænkende situation i løbet af dagen, spørger vi ind til kollegaens oplevelse af situationen, og vi bliver ved, indtil vi er sikre på, at oplevelsen er faldet på plads.
Beboerne værdsætter den øgede åbenhed, som også kommer dem til del. Det resulterer blandt andet i, at store konflikter mellem beboer og beboer eller mellem beboer og medarbejder ofte løses, og ikke fører til akutte handlinger som udflytninger. Pædagogerne bruger hinanden til en struktureret ‘afgiftning’, så de bedre kan se situationen udefra og kan prøve at gå til den på en ny måde.
Den høje grad af åbenhed giver personalet stort rum til udvikling. Ikke alle har lige let ved også at være åbne om de arbejdsopgaver, der løses dårligt. Det kræver en individuel parathed. De fleste kan lære det, men Ågården er nødt til at være meget omhyggelig, når de ansætter en ny pædagog.
– Vi er jo selv vant til det nu, men vi er opmærksomme på at fortælle om det til nye medarbejdere og til studerende, der kommer her i praktik, siger Michael Sørensen.
– For det kan virke overvældende at være så direkte.
Relationsarbejde i praksis
Efterhånden som Ågården fik metoderne indført i dagligdagen, blev effekten tydelig – både i forhold til medarbejdere og beboere. Så man besluttede derfor at få metoderne og det pædagogiske fundament ned på papir. Det er der nu kommet en hel bog ud af: “Metoder i relationsarbejde med hjemløse – fra teori til praksis”.
– Processen med bogen fik et skub, da det gik op for os, at vi ikke kunne forklare og formidle vores praksis, siger Helle Holbech Sørensen.
– Beboerne kunne finde på at spørge, om vi ikke snart skulle på supervision igen, for vi var så rare at være sammen med bagefter. Og det kunne vi faktisk godt selv se. Så vi gik i gang med at udvikle de fora, hvor vi kunne øve os i at læsse af på en struktureret måde.
Som medforfatter til bogen er hun varm fortaler for den nye tilgang til arbejdet med hjemløse.
– Jeg kunne ikke tænke mig at arbejde uden åbenhed og ærlighed, og jeg vil gerne sprede budskabet til andre. Og måske lægge op til debat om emnet eller blive inddraget i forskningsprojekter. Det ville være spændende, hvis nogen får lyst til at lave et projekt om vores arbejde. For det er jo trods alt os selv, der har skrevet en bog om os selv.
Bogen beskriver grundlaget for arbejdet med hjemløse, og Ågårdens personale har tilpasset metoderne, så de er brugbare i hverdagen.
– Og de kan lige så vel bruges på en døgninstitution for unge eller andre steder, hvor pædagoger indgår i tætte relationer med de personer, de arbejder med at hjælpe. For som vi skriver i bogens konklusion, har mange hjemløse også en psykisk lidelse, som pædagogerne er nødt til at forholde sig til. Og det kan netop ske ved hjælp af objektrelationsarbejde, fordi det bygger på en teori om, at “mennesket udvikles i relationer, personlighedsforstyrrelser opstår i relationer og kan ligeledes forandres i relationer”.
Livet i et andet lys
Derfor er et centralt element i Ågårdens nye måde at beskæftige sig med hjemløse, at pædagogerne har en jeg-styrkende tilgang til beboerne. Det kræver, at medarbejderne er i besiddelse af evnen til rummelighed, ægthed, empati og adskilthed. Og det tager tid at lære.
– For at kunne udvikle og opretholde disse evner har medarbejderen brug for støtte, forklarer Helle Holbech Sørensen.
– Både fra lederen og i form af supervision. Lederen spiller en stor rolle for en sådan ændring af kulturen, så det har utrolig stor betydning, at vi har en leder, der tør være tæt på medarbejderne, tør åbne op.
Michael Sørensen supplerer: – Gennem supervisionen blev det tydeligt for mig – for os alle, at det jeg-styrkende relationsarbejde var vejen frem. Gode relationer er livsnødvendige, ikke mindst for mennesker, der mangler nogle sociale kompetencer. Så vi fandt ud af, at hvis vi skal være tilfredse med vores arbejde, er det nødvendigt for os at indarbejde disse metoder. Vi skal anerkende den hjemløse, som han eller hun er, og vi skal lære vedkommende at være sammen med sig selv, at leve sit liv på godt og ondt. Det kræver, at vi som pædagoger er fælles om det, der er – aggressioner, frustrationer, angst – at vi lytter uden at tage styringen fra den hjemløse. Når beboerne får mulighed for at udtrykke følelser og konflikter i ord, kan det have samme virkning som at tænde lyset i børneværelset, når det spøger. Meget bliver enklere og mere ufarligt. Vi hjælper med at opløse uhyrerne, så den hjemløse kan se sit liv i et andet lys.
Så medarbejderne på Ågården forsøger hver dag at lave jeg-styrkende arbejde, fra de kommer, til de går – både over for de hjemløse og over for kollegerne.
- Første gang jeg kom her i 1996, var det egentlig ret højskoleagtigt med morgensang. Det var rigtig godt, men jeg var her kun to måneder, for jeg syntes, det var flovt at bo her. 14 måneder senere sagde jeg min lejlighed op for at komme herhen igen. Jeg kunne ikke bo alene og samtidig holde mig ædru. På det tidspunkt kan jeg huske, at pædagogerne spurgte, om jeg forstod formuleringen “For at behandle jer ens, er vi nødt til at behandle jer forskelligt”. i de næste knap to år boede jeg i udslusningshuset og havde mine børn på besøg hver anden weekend. det er til dato min længste periode uden alkohol. Jeg fik igen min egen lejlighed og beholdt den, selvom jeg flere gange kom tilbage til Ågården. I sommeren 2004 oplevede jeg, at den nye pædagogik på Ågården var blevet tydeligere. En af pædagogerne tog mig med ud at gå tur og konfronterede mig med, at jeg havde ringet til Ågården på et tidspunkt og fortalt, at jeg ville tage livet af mig selv. Det gjorde godt at få snakket om det. Så kunne jeg bedre stå ved mig selv og kunne begynde at se på det udefra – verden er ikke bedre tjent uden mig! Og i 2005 følte jeg virkelig, pædagogerne havde rykket sig. Der var ikke noget, der hed, det plejer vi ikke her. Så det var ikke farligt at foreslå noget eller sige sin mening. Jeg kunne også komme tilbage til fællesskabet, selvom jeg ikke var indskrevet – der blev indrettet et gæsteværelse med seng. Bare det at vide, at værelset var der, gjorde det nemmere for mig at klare at bo alene i min lejlighed. “Liselotte”, 51 år, har været på Ågården flere gange siden 1996. Hun blev hjemløs på grund af alkoholmisbrug. Er nu førtidspensionist. |
|
- Jeg havde boet på gaden i to måneder, da jeg kom hertil. Ågården var den institution, der tiltalte mig mest, fordi den virkede mere personlig end de store boformer, og fordi den er alkohol- og stoffri. Jeg havde bare brug for et sted at bo, et pusterum, indtil jeg kunne få en lejlighed igen. Her bliver man ikke umyndiggjort, for der er ikke pædagoger døgnet rundt, og vi skal alle bidrage til fællesskabet. Vi siger vores mening, og hvad vi gerne vil. og pædagogerne er gode til at fortælle, hvad der er muligt. De gør, hvad de kan, og intentionerne er gode nok. Men den personlige kontakt kunne godt være bedre – nogle gange har de hver især for mange beboere at tage sig af. Og så kan der godt blive en anspændt stemning her, når vi er 20 mennesker sammen 24 timer i døgnet. Vi har jo alle vores at slås med. “Lars Ole”, 35 år, har været på Ågården i ni måneder. Han blev sat på gaden, fordi han var kørt fast i liv og lejemål og undlod at betale husleje. Søger nu om førtidspension. |