icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Ann Haubenreisser.png
Ann Haubenreisser tog springet - og skiftede målgruppe i sit arbejde. Efter mange år inden for voksen-handicapområdet er hun nu med til at etablere et herberg for hjemløse.
Springet

Ny målgruppe – men samme tilgang

Efter at have arbejdet med mennesker med udviklingshæmning i mange år blev Ann Haubenreisser opfordret til at være med til at etablere et herberg for hjemløse. Her anvender hun mange af de samme socialpædagogiske værktøjer som i sit tidligere job

Hvad er din baggrund? 

Jeg blev uddannet pædagog i 2002 og arbejdede både før og efter uddannelsen på forskellige botilbud for borgere med fysisk og psykisk udviklingshæmning. Jeg har også været på et beskyttet værksted og arbejdet som bostøttemedarbejder, men stort set har jeg altid arbejdet med mennesker med udviklingshæmning.

Hvorfor ville du prøve noget nyt?

Jeg havde i et par år tænkt på, om jeg skulle prøve noget andet, men det var jo trygt at fortsætte med det arbejde, jeg kendte. I foråret 2023 blev jeg dog opfordret til at blive socialpædagogisk koordinator på Kildemarken Herberg i Sæby, en nyåbnet privatejet institution. I fritiden sad jeg i bestyrelsen for et forsorgshjem, så arbejdet med hjemløse var ikke helt ukendt for mig. Min første tanke var, at selvfølgelig skulle jeg sige ja. Bagefter kom tvivlen – ’kan jeg mon finde ud af det?’. Men så sprang jeg alligevel ud i det og forlod mit job ved Frederikshavn Kommunes bofællesskaber for voksne.

Hvordan bruger du din faglighed?

Herberget har plads til otte beboere. Nogle er mennesker, for hvem tingene er ramlet, fx pga. en fyring eller skilsmisse. Andre er aktive misbrugere og har ikke lyst til at stoppe med alkohol eller stoffer. Fælles for dem er, at de har brug for støtte til at leve det liv, de ønsker. Jeg hjælper dem med kontakt til et misbrugscenter, hvis de ønsker at trappe lidt ned. Jeg går med dem på kirkekontoret, hvis de har brug for en personattest (tidligere fødsels- eller navneattest, red.). Og jeg hjælper med kontakt til kommunen, hvis de skal søge kontanthjælp eller hjælp til egen bolig. På herberget understøtter vi også beboernes ønske om at kunne klare sig i egen bolig ved fx at have fælles rengøring og madlavning.

Hvilke udfordringer har du mødt?

De første uger var jeg overrasket over omfanget af konflikter mellem beboerne. Jeg bruger low arousal-pædagogik og følger gerne beboerne hen på deres værelser, hvor de enten alene eller sammen med mig får afløb for deres frustration. I svære tilfælde ringer vi efter politiet, som vi har et godt samarbejde med. Jeg har også været nødt til at sætte mig godt ind i de paragraffer i serviceloven, der handler om hjemløse. Vi får beboere fra hele landet, fordi der er mangel på herbergspladser, og hver gang du flytter kommune, skal du søge om kontanthjælp igen. Det kræver id. Men vores beboere har ofte mistet enhver form for id under deres mange flytninger fra sofa til sofa.

Hvordan gør du en forskel?

Vores beboere er her mellem et par dage og nogle få måneder. Det er langt kortere end det tidsrum, jeg havde med beboerne på botilbud. Og jeg når ikke at danne lige så stærke relationer med beboerne på herberget. Alligevel oplever jeg, at vi gør en forskel for mange. Jeg vil anslå, at over halvdelen af vores nuværende beboere vil lykkes med at komme i egen bolig og tage vare på sig selv som alle andre. Nogle vil givetvis få tilbagefald i en periode. Men det er nemmere at tro på en bedre fremtid, når man i et par måneder har vist, at man kan have en almindelig hverdag.

Hvad er dit råd til andre?

Det kræver overskud at begynde på noget nyt, og det overskud havde jeg, fordi mine børn er flyttet hjemmefra. Men ellers vil jeg bare sige ’spring ud i det’! Du kan altid søge tilbage til det velkendte, hvis det nye alligevel ikke er noget for dig. Og under alle omstændigheder lærer du en masse om dig selv og om, hvilket arbejdsliv, du synes, er godt.

CV

Ann Haubenreisser, 51 år

  • 2023
    Kildemarken Herberg
  • 2022
    Bofællesskab Vest, Frederikshavn Kommune
  • 2019
    Bo og støtte, Aalborg Kommune
  • 2011
    Bofællesskaberne, Frederikshavn Kommune
  • 2008
    Hjemmevejleder og planlægger, Frederikshavn Kommune
  • 2004
    Bofællesskab Højrupsvej 2d, Frederikshavn Kommune
  • 2002
    Vikar i hhv. børnehave, vuggestue og SFO i Frederikshavn Kommune
  • 2002
    Uddannet pædagog

Kontakt os

Job- og karriererådgivningen tilbyder gode råd og sparring til dig, der overvejer at skifte spor. Ring mandag kl. 14 til 17 på 7248 6060 eller bestil tid til en samtale på 7248 6000.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Job og karriere, Socialpædagogisk praksis, Springet