Dansk socialpædagogik eksporteres
Det er ikke kun “Danish bacon”, som England er interesseret i at få fragtet over havet og gøre brug af. Den danske socialpædagogik vækker også landets interesse. Derfor har en dansk pædagogisk konsulent været i England for at fortælle om faget. Men konsulenten fik også nye vinkler på socialpædagogik med hjem
I England har evalueringskulturen taget overhånd. Mens vi herhjemme er så meget praktikere, at vi ikke længere kan finde ud af at evaluere vores arbejde. I virkeligheden burde vi mødes på midten, for der må være en gylden middelvej, mener Eilen Bengtsson. Hun har nu færdiggjort sit arbejde som ekstern konsulent på et pilotprojekt i England, hvor opgaven var at finde ud af, hvilke elementer af blandt andet den danske socialpædagogik, der kan overføres til anbringelsesområdet i England. Men resultatet af arbejdet er ikke kun gavnligt for englænderne. Også Eilen Bengtsson bringer noget med hjem til Danmark.
– De engelske deltagere i projektet så helt klart muligheder for at overføre brugbare temaer fra Danmark til England, for eksempel “det fælles tredje”.
Eilen Bengtsson
– I England har de en skabelon over, hvordan medarbejderne vurdere hver enkelt aktivitet med børnene. De laver en “risikovurdering”, hvor hver enkelt aktivitet bliver systematisk vurderet inden aktiviteten kan iværksættes. I Danmark har vi en fortsat “tavs viden”. omkring det vi laver som socialpædagoger. Vi evaluerer inde i os selv. Men jeg mener, vi kunne lave nogle enkle evalueringsskabeloner, som vi kan bruge løbende, så vi bliver vant til at evaluere og beskrive vores arbejde.
Og evalueringsarbejdet vil være gavnligt i forhold til de politiske beslutninger, mener Eilen Bengtsson.
– På den måde kan vi få fortalt politikerne, hvad det er vi gør. For hver gang en socialpædagog tager en beslutning, har det været en kæmpe proces. Og det er den proces, der skal synliggøres.
– Men dokumentationen af pædagogisk praksis består ofte af institutionens daglige dagbogsnotater eller de lovbestemte indberetninger. Men vi skriver ikke tankerne bag det hele ned, så disse skrivelser er svære at forstå for udefrakommende. Derfor tror jeg, at en fælles åben systematisering vil gøre det “usynlige” arbejde meget mere nærværende og brugbar som faglig dokumentation i forhold til det politiske niveau og andre som ikke har dyb indsigt i vores praksis, forudser hun.
“Lidt af hvert”
Baggrunden for, at Eilen Bengtsson i det forløbne år har pakket sin kuffert nogle gange og rejst til England, er at landets tidligere minister for social udsatte, Hillary Armstrong, sidste år var i Danmark for at besøge socialpædagogiske arbejdspladser og et pædagogseminarium (se Socialpæ dagogen nr. 18 2006).
Ønsket var at forbedre forholdet for de anbragte børn i England. Under besøget mødtes Armstrong med Eilen Bengtsson, som på daværende tidspunkt havde arbejdet flere år på Frederiksholm Akutinstitution. Og så i foråret 2007 modtog Eilen Bengtsson en invitation til at deltage som ekstern konsulent i et pilotprojekt, hvor formålet var at finde ud af, om socialpædagogik i det øvrige Europa kunne overføres til England. Og eventuelt med henblik på at skabe en socialpædagogisk uddannelse i England.
Egentlig syntes Eilen Bengtsson, at det var lidt spøjst at skulle rejse til England for at fortælle om dansk socialpædagogik. For pludselig måtte hun selv lige sætte sig ned og reflektere over, hvad socialpædagogik egentlig er for en størrelse.
– Jeg blev nødt til at reflektere over det, for socialpædagogik har jo fået en ny form. I dag er socialpædagogik blevet til “lidt af hvert” – altså hver enkelt tænker socialpædagogik på sin egen måde. Jeg tror, at der tidligere var en meget større fælles holdning til, hvad socialpædagogik er, og hvordan den udfolder sig i dagligdagen, men i dag er der ikke noget klart svar. Den udvikling mærker jeg også, når jeg er gæstelærer på pædagogiske seminarier.
Overføre til england
Eilen Bengtssons opgave har været at evaluere fem europæiske socialpædagogers besøg og oplevelser på engelske institutioner for anbragte børn. Og resultatet er Eilen Bengtsson ikke i tvivl om:
– De engelske deltagere i projektet så helt klart muligheder for at overføre brugbare temaer fra Danmark til England, for eksempel “det fælles tredje”.
– De her børn og unge har ofte ikke tillid til voksne mennesker. En del af dem, der arbejder med anbragte børn i England, er aldrig i tæt kontakt med børnene, fordi de har faste procedurer for alt, og dermed mister de evnen til at komme i kontakt med og få skabt tillid til børnene. Men i projektet fik medarbejderne øje på, at de kunne bruge “det fælles tredje” til at komme i kontakt med, og dermed behøvede medarbejderne ikke at gå på kompromis med de procedurer, de skal følge, fortæller Eilen Bengtsson.
Mere målrettet uddannelse
Hillary Armstrong er ikke længere minister for socialt udsatte. Og resultaterne af pilotprojektet bliver nu i stedet interessante for Kenneth Brannan, der står i spidsen for et nyt ministerium for børn, skoler og familier. Han var også med, da resultaterne af pilotprojektet blev præsenteret på en konference om socialpædagogik i forhold til anbragte børn den 7. november.
Eilen Bengtsson deltog også, og efterfølgende fortalte hun om de konklusioner, der blev fremført på konferencen:
– Konklusionen var, at der i England er et stigende behov for at sikre nuværende og fremtidige arbejdere med anbragte børn/unge bedre kompetencer, end de har i dag. Der var bred enighed om, at elementer fra den socialpædagogiske praksis som udføres i deres nabolande kan være med til at danne fundamentet for en højere uddannelse. Men hvornår og hvordan sådan en målrettet kompetencegivende uddannelse bliver en realitet, er der på nuværende tidspunkt intet klart billedet af, fortæller hun.
Fra 2008 vil den engelske regering i øvrigt igangsætte seks socialpædagogiske pilotprojekter.