Hvordan skaber vi borgere, der er indrestyrede?

Det eneste grundlæggende, man derfor ofte føler, man kan forholde sig til, er den autismepædagogiske tilgang: Visuel og genkendelig struktur (det, jeg i denne artikel kalder for ’gøren’).

Men hvad hvis man vil skabe borgere, der er indrestyrede? Kan autismepædagogikken i sig selv skabe det? Ikke for mig at se. Her rammer man nemlig pludselig ind i en helt grundlæggende diskussion mellem det at udøve pædagogik (’gøren’) og det at skabe samhørighed (’væren’).

Desværre ser man ofte, at desto dårligere eller potentielt voldelige borgere er, desto mere vil det pædagoger efterspørge ’gøre’ pædagogiske redskaber for at kunne udføre det, de er sat til.

Mange mennesker finder en identitet i denne gøren. Det hænger sammen med, at der statistisk set er ca. 43 pct. (S. 127 i ’Relationer’ af Anne-Lise Løvlie Schibbye, 2016) af befolkningen, som i større eller mindre grad har oplevet, at de op igennem barndommen har skulle oversamarbejde (’gøre’ noget), for at få mest mulig kærlighed af forældrene. Et oversamarbejde, der sker på bekostning af den personlige integritet og selvværd.  

Det lave selvværd kan bl.a. vise sig i form af:

• Indre kritiske dialoger og bebrejdelser (’Det er for dårligt at jeg ikke….’, ’Jeg burde gøre.....’)
• Trangen til at ville indfri andres forventninger (’Pleaser’)
• Behovet for bekræftelse.  At man finder sin identitet i at være dygtig til sit arbejde med det resultat, at man let kommer til at performe 110 pct.
• At man, lige så snart der bliver sat en finger på ens arbejde, vil reagere med skyldfølelse (’Føler man burde måtte have tænkt på det…’)
• Tendens til at underkende berettiget ros og slå det hen (’Åh, det var da ikke noget særligt’)

’Gøren’ som pædagogisk tilgang

At leve med et uforløst indre skaber et behov for kompenserende strategier. Strategien med at ’gøre’ i barndommen gav bonus. Denne arbejdsmodel er derfor blevet så integreret, at man ubevidst fortsætter med den strategi og sidenhen finder sin identitet i fx at være en dygtig pædagog.

Oplevelsen af at være dygtig skaber en stor selvtillid, som igen skaber en oplevelse af at hvile i sig selv (præstationsafhængig selvfølelse). Med andre ord opstår der altså en meget tæt identifikation mellem ens personlige selvværd og det at være dygtig.
Men denne ’gøre’-tilgang skaber også et fokus, hvor det bliver et ’mig’ og et ’dem’ – og hvor man ubevidst har gjort borgeren til sit projekt. Samtidig kan denne udøvelse af pædagogik langt på vej ske uafhængigt af pædagogens personlighed, fordi det er teknikker, faste strukturer eller tillærte pædagogiske redskaber, man bruger. Redskaber, som ikke nødvendigvis kræver involvering. 

Volden som konsekvens af objektgørelsen

I forhold til den gruppe borgere, jeg har taget udgangspunkt i, magter de ofte ikke at sige fra overfor de rammer og strukturer (’gøre’-tiltag), der udøves overfor dem, men accepterer dem ofte som sandheden. Risikoen for, at borgerne over-samarbejder for at indfri vores forventninger, bliver derfor stor.

Når det sker, vil oversamarbejdet for nogle først vise sig i en frustration, fordi der ikke er sket en afstemning. Og hvis den frustration ikke bliver forløst, og borgeren heller ikke får hjælp til at sætte ord på den, kan det let ende i fysisk vold, da borgeren ikke ser andre muligheder for at sige fra.   

’Væren’ er nærvær

’Det er en almindeligt anerkendt erfaring blandt psykologer, at jo hårdere psykologen arbejder på at skabe en forandring i klientens liv, desto mere stilstand fører det med sig. Forandringens paradoksalitet består i, at man som psykolog må hjælpe klienten til at blive ven med sin tilstand, før forandringen kan indtræde. Accept af en given tilstand hos patienten fører paradoksalt nok til, at tingene ændrer sig. Men kun hvis man vil accepten for acceptens egen skyld, ikke som middel til forandring.’ (s.45 i ’Lederen mellem tvivl og handlekraft’ af Lotte Lüscher, 2017)

Denne ’væren’ er afhængig af, at pædagogen sætter sin personlighed i spil. For hvis dansen med borgeren skal lykkes, bliver det bevidste nærværs dynamik bestemmende for, hvad den pædagogiske praksis bliver lige her og nu.  At møde borgeren præcis som han er – ingen analyser – ingen problematisering – kun dvælen. Et kravfrit samvær, der ikke nødvendigvis varer længe, men som varer tilstrækkelig lang tid til, at vi kan gribe og fange øjeblikket og hengive sig til det, som er.

Det er kun i den bevidste relationelle tilgang og nærvær, at vi styrker borgeren i sit selvværd/ indrestyring/integritet. Og så længe borgeren responderer med nærvær på pædagogens nærvær, så længe møder vi og opbygger vi borgerens integritet og indrestyring. Men der hvor nærværet hos borgeren forsvinder, mister han kontakten med sig selv.

’Væren’ er et paradoks

Men denne ’væren’ indebærer også, at vi nødt til at bevæge os i spændingsfeltet mellem:

• At vi vil noget – uden at ville noget med ’dansen’
• At give slip – uden at give slip.
• At leve i noget uafklaret, uden at slippe lederskabet.
• At rumme oplevelser/tolkninger som ikke nødvendigvis er samstemmende med ens egne.
• At slippe lederskabet uden at slippe det
• At ville noget med nærværet uden at ville noget

Denne bevidste ’væren’, hvor nærværet i sig selv vil understøtte borgerens integritet, gør, at borgeren føler sig set og hørt på hans egne præmisser på godt og ondt. En bevidst ’væren’, som insisterer på at komme i første række og underlægge sig den pædagogiske intervention.

Dette indebærer, at vi er i stand til at være i proces sammen med borgeren og lade processen være afgørende for vores pædagogiske valg! Så vores tilgang skal derfor både være fokuseret og fleksibel.

En fleksibilitet og en Å(ben) - B(alanceret) - E(mpatisk) - N(ysgerrig) - T(ålmodig) tilgang, vi ikke undgår. (’Mentalisering i mødet med udsatte børn’ af Janne Østergaard Hagelquist, 2022)

Når ’Væren’ udfordrer den pædagogiske ’gøre-tilgang’
Det ligger i sagens natur, at ’være-tilgangen’ er så dynamisk, at ’sådan-gør-vi-her-på-stedet-holdningen’ pludselig opløses, fordi noget person- og situationsbestemt bliver bestemmende for den pædagogiske intervention. Det skaber et spændingsfelt om, i hvor høj grad beboere skal følge den samme ramme hver dag, eller om der skal være plads til improvisation. Ud over at det indebærer et kontroltab, vil denne tilgang kræve, at man nu pludselig:

• Skal finde sikkerheden i sig selv og ikke i en pædagogisk ramme/identitet/rolle/ dygtighed.
• Tvinges til at leve i øjeblikke af uafklarethed og være i en åben proces sammen med borgeren, uden at vide hvor det bærer hen.

Det betyder, at diskussionerne om, hvad der rigtigt og forkert, pludselig bliver formålsløse. For så længe argumenterne bruges for at opløse paradokset mellem borgerens integritet på den ene side og den pædagogiske ramme/struktur på den anden, så forsvinder dynamikken i pædagogikken. Når det primære fokus er på ’væren’, vil det skabe stress og utryghed hos de pædagoger, der finder deres tilgang/identitet i, at pædagogik er et arbejde. Her må man så i stedet balancere og sige fra i forhold til de situationer, hvor man føler sig ramt.

Det er netop denne ’væren’, der frigør kærlighedshormonet oxytocin i blodet, og som over tid opbygger et selvværd hos borgeren, der i sig selv vil være voldsreducerende. En åben snak i personalegruppen vil også bekræfte dette. Nogle vil genkende de beskrevne ’være- principper hos sig selv og fra deres tilgang og ved, hvordan denne tilgang kan føre til, at der udløses oxytocin hos borgeren – og at der opstår en anden samhørighed.