icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Døgninstitution

Glad for arbejdspladsen – også da den var i modvind

Omsorgsassistent og medlem af Socialpædagogerne Signe Jacobsen har arbejdet i Villa Ville Kulla siden starten i 2006. Hun har været glad for sin arbejdsplads under hele forløbet, også i de perioder, hvor bølgerne gik højt i og omkring børne- og familieinstitutionen i Flade:

– Selvfølgelig smittede det af på én, at der en overgang var kolleger, som ikke havde det godt med at komme på arbejde. Men jeg har gennemgående været godt tilfreds, og jeg har lært meget af arbejdet, også gennem vores første forstander. Den nye forstander kender jeg knap nok endnu. Det er en anden ledelsesstil med vægt på det værdibaserede, og det skal vi nok lige vænne os til, siger Signe Jacobsen, der med sine 58 år er den ældste medarbejder i Villa Ville Kulla.

En positiv nyskabelse er, at medarbejderne nu i højere grad forventes at fremstå som en enhed, der kan arbejde på tværs af institutionens tre huse.

– Så sent som i nat blev jeg kaldt op til et andet hus, fordi en kollega var faldet og havde slået benet. Det er intet problem, for vi kender alle børnene, og de kender os. Vi prøver at give dem al den omsorg, vi kan, og har alle et eller flere børn, som vi er omsorgsperson for, så der kan knyttes tættere bånd, siger hun.

Socialpædagogerne noterer fremgang

Socialpædagogerne Kreds Nordjylland har haft VVK som noget nær fast dagsordenpunkt det seneste års tid. Faglig sekretær Finn Nielsen er optimist med hensyn til forholdene på Morsø Kommunes mønsterinstitution.

– Der er kommet styr på mange ting derude. Genopretningsprocessen er i fuld gang, og bare den seneste måned er der sket markante fremskridt. Ledelsen med Frank og Lone har gjort et stort stykke arbejdet, medarbejderne er positive, og fra den kommunale forvaltnings side har man vist, at man tager tingene alvorligt og vil gøre alt for, at Villa Ville Kulla nu bliver en succes, siger Finn Nielsen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø, Børn og unge