icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Fattigdomsgrænse

Stævner staten for nøl over for nøden

Socialpædagogerne anklager sammen med 20 andre organisationer staten for at mangle en plan mod fattigdom og ønsker en fattigdomsgrænse

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 03-2010 /

21 organisationer har tabt tålmodigheden med den danske stat, som de ikke mener gør noget for at bekæmpe fattigdommen. De kræver, at den danske regering kommer med en officiel definition på, hvad fattigdom er, og at Danmark får en officiel fattigdomsgrænse.

2010 er udråbt til at være EU’s Fattigdomsår, og derfor er det på tide, at Danmark også kommer med en politik til at bekæmpe fattigdommen, mener organisationerne, der udover Socialpædagogerne blandt andet tæller HK, BUPL, Socialpolitisk Forening, Børnesagens Fællesråd, Askovgården, SAND – de hjemløses landsorganisation, Kofoeds Skole, Rådet for Socialt Udsatte og LAP – Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere.

Organisationerne har underskrevet en fælles erklæring om, at de kræver en fælles, dansk fattigdomsgrænse, så man fremover kan måle udviklingen og desuden undgå slagsmål om, hvorvidt der findes fattige eller ej.

Regeringen anerkender ikke EU’s fattigdomsgrænse, der fastslår at alle, der har en disponibel indkomst på under 60% af medianindkomsten, har en risiko for at leve i fattigdom. (Hvis man rangordner forbrugerne efter indkomst, svarer medianindkomsten til den midterste forbrugers indkomst).

Ud fra den målestok er 12 procent af den danske befolkning fattige. Og det er en betydelig stigning gennem de seneste 10 år. Midt i 1990’erne var otte procent af befolkningen fattig. Den negative udvikling hænger blandt andet sammen med, at overførselsindkomsterne er steget langt mindre end de gennemsnitlige lønindkomster.

For at forstå lidt af, hvad det vil sige at være fattig, foreslår organisationerne, at alle danskere i en uge lever som kontanthjælpsmodtager eller folkepensionist uden nogen former for supplerende pension. Og så kunne man skænke de sparede kroner til en fattig familie.

‘Vi vil skabe debat og påvirke holdninger. Vi vil fokusere på, at fattige har rettigheder, og vi vil understrege at samfundet må bygge på det grundsyn, at alle mennesker har lige værd, også hvis de ikke er i stand til at arbejde’, står der i en fælleserklæring.

Organisationernes aktiviteter og planer for 2010 kan ses på  www.stopfattigdom.nu