Ud af barndommens skygge?
I sit 47-årige liv har Jens hele tiden opfattet sig som et fritsvævende atom. Ingen familie og en opvækst udelukkende med relationer til voksne, der fik penge for at tage sig af ham. Hans konstante livsledsagere, angsten og ensomhedsfølelsen, er så uudholdelige, at han let forstår, hvorfor nogen falder af i svinget og enten tager deres eget liv eller bliver stofmisbrugere
Der burde være en højskole for ‘baglændere’, så vi kunne lære alt det, I andre har lært som børn. Sådan siger 47-årige Jens. Han kom som to et halvt-årig på spædbarnehjem og indtil han blev overladt til sig selv som 17-årig, var hans hjem skiftende institutioner og plejefamilier.
– Fundamentalt har jeg svært ved at forstå, hvorfor mænd og kvinder holder sammen – hvad holder familier sammen? Hvorfor går de ikke bare hver til sit? Jeg føler mig uden for samfundet, siger han. Jens efterspørger helt basal viden på områder, hvor han ingen erfaring har, men også mere eksistentielle ting som meningen med livet.
Han har svært ved at afkode adfærden mellem mennesker. Han har ikke lært alt det, man lærer af at vokse op i en familie, og at knytte tætte følelsesmæssige relationer.
– Hvis man har fundet en kæreste og sidder tæt sammen om middagsbordet ved en familiefest hos hende. Hvad siger man – eller måske snarere: Hvad siger man ikke?’
For et par år siden oplevede Jens en dyb depression. Dengang opsøgte han Baglandet, et rådgivningscenter og mødested for tidligere anbragte i Århus, Ålborg og København. Nu har han deltaget på rehabiliteringsforløbet ‘Livtag med fortiden – indtag nuet’ på Baglandet i Århus.
Han ønsker at optræde anonymt i denne artikel, fordi han er bange for at blive stemplet som social taber.
Indtil mødet med baglænderne havde han aldrig mødt andre, der havde oplevet det samme som ham selv.
Kort om nervesystemet Nervesystemet består af mindst to systemer. Det ene er under viljens kontrol – og styrer blandt andet vore bevægelser. Det andet er selvstyrende – det styrer blandt andet vores vejrtrækning og hjerterytme. Chok og traumer udløser en automatisk reaktion i det autonome nervesystem, som gør os klar til enten kamp, flugt, frysning eller kollaps. Det er en sund og hensigtsmæssig tilstand – som giver kræfter til at flygte eller undgå at blive kørt over. Hvis man ikke kan reagere i situationen – for eksempel fordi man er et traumatiseret barn eller oplever tilstanden igen og igen, risikerer kroppens alarmtilstand at fryse fast og blive kronisk. Mennesker med et overbelastet nervesystem er i konstant beredskab. Der skal ikke meget til at udløse en reaktion og de kan ikke tåle de samme stimuli som afstressede mennesker. Tilstanden kan føre til irritation, kroniske smerter, træthed, angst, depression, fobier, søvnbesvær, koncentrations- og hukommelsesbesvær, indlæringsvanskeligheder og PTSD (posttraumatisk stress forstyrrelse). |
Hjem er ingen steder
– De fleste voksne, jeg havde omkring mig, var betalt for det. Jeg var deres arbejde. Du kan mærke, om de gider eller ikke gider – og de fleste gider ikke. Sådan er det bare. Forældre kan ikke erstattes, og de pædagoger, som forsøger, brænder ud, siger Jens.
Som ung søgte han et tilhørsforhold og fandt en form for familie hos rockerne. Men det stoppede brat og voldsomt, da han nægtede at deltage i indbrud og forbrydelser. Han blev udstødt og forfulgt.
– De skulle erstatte familien. Jeg søgte noget rart, og kunne godt lide at stå og reparere motorcykler sammen med dem, siger Jens.
– Jeg har aldrig vidst, hvor jeg hører hjemme.
I dag tænker jeg, at det ville have fungeret langt bedre, hvis jeg var kommet i gymnasiet. Jeg er mere intellektuel, men jeg har ikke haft en familie, jeg kunne spejle mig i.
Han har mange afbrudte forløb og har svært ved relationer. Det startede med, at han blev smidt ud af skolen, og EFG-uddannelsen droppede han tre uger før eksamen, fordi han havde et sammenstød med en anden elev. Følelserne styrede hans liv, og han droppede mange gange et arbejde og fandt et nyt.
I dag er et af de få steder Jens føler sig godt tilpas omklædningsrummet på det træningscenter, hvor han kommer et par gange om ugen. Når han står ved siden af alle de andre mænd uden tøj på, så føler han sig ligeværdig og kan snakke med. Her taler de om, hvor det gjorde ondt og hvor langt de kørte på motionscyklen i dag.
– Når de så tager tøjet på igen, kan jeg ane, at de ikke arbejder på fabrik, siger Jens.
– Det er svært at sætte ord på. Men jeg har svært ved at finde mit tilhørsforhold. Jeg kæmper for ikke at føle mig som en social taber. De fik jo ret, de, der i min opvækst fortalte mig, at jeg aldrig ville blive til noget.
Jens har fået en førtidspension som følge af en blodprop. Han er glad for, at det var en fysisk syg dom, og ikke psykisk sårbarhed, der sendte ham ud af arbejdsmarkedet. Han har altid været bange for, at der var noget i vejen med ham – at han ikke var normal. I dag forstår han bedre, hvorfor hans liv blev, som det blev. Han ved, hvad fraværet af forældre betyder.
Vil du vide mere Væk tigeren – Peter Levine, Borgen 1998. Helbredelse af traumer – Peter Levine, Borgen 2006. Kroppen husker – Babette Rothschild, Klim 2004. Behandling af stress, angst og depression uden medicin eller terapi – David Servan-Schreiber, Gyldendals Forlag 2004. Lisbeth Ingvartsen Roberts – www.sundhedscentrum.com Baglandet i Århus – www.baglandet.com |
Skal lære at være
I efteråret deltog Jens i et forløb, hvor ni baglændere fik tilbud om at tage ‘livtag med fortiden og indtage nuet,’ som kurset hed.
– Jeg sagde ja til at deltage, fordi der var fokus på de fysiske symptomer og ikke alt det psykologiske hokus pokus. Jeg kunne genkende mig selv i beskrivelsen af PTSD (posttraumatisk stress forstyrrelse, red.), siger han.
– Jeg er ærgerlig over, at det er slut, for jeg fik det bedre, mens det varede. Det er så underligt: Jeg ved, det vil hjælpe mig,at lave de øvelser vi lærte, men jeg får det ikke gjort alene.
Samværet med de andre i gruppen var afgørende for Jens. Den grundlæggende følelse af at være alene – at være den eneste i verden, der har det, som han har det – blev opløst en smule. Det gjorde indtryk på ham at høre andre fortælle om deres oplevelser – og se deres reaktioner på undervisningen og øvelserne.
– Det vigtigste, jeg fik med, var nærværet og fravær af angst. Jeg er aldrig nærværende i nuet, men er mentalt i fremtiden eller fortiden. Normalt er jeg altid angst, men øvelserne rykkede, og jeg lærte at slippe anspændtheden og bare være til nu og her. Det har jeg aldrig lært før, siger Jens, som så småt nåede at kunne bruge teknikkerne i hverdagen. Han lærte at mærke, når han blev anspændt og at slippe spændingen igen.
– Det har været så dejligt at få både en forståelse for, hvorfor jeg har det, som jeg har – og træning i at få det bedre, siger Jens.
– Mit budskab til dem, som læser artiklen er, at det er invaliderende at være alene som barn.