Hun er systemets menneskelige ansigt
I Slagelse Kommune gør socialpædagog Heidi Anita Stentoft en forskel for hårdt plagede krigsveteraner, der slås med psykiske traumer og sociale problemer. Hendes indsats skal være med til at sikre, at veteranerne og deres familier får den hjælp, de har brug for
Heidi Anita Stentoft står der på døren – og nedenunder med småt: Veterankoordinator. Den 52-årige norskfødte socialpædagog blev ansat i Slagelse Kommune 1. maj i år. Hun holder til på adressen Gørtlergade 4, der huser Borgerservice. Men de veteraner, der møder op for at få hjælp, har deres egen indgang fra bagsiden af bygningen.
– Det kan være svært for dem at have mange mennesker omkring sig, og ofte har de en dyb mistillid til myndighedspersoner. Så hvis de skal gennem receptionen og op til skranken for at ‘udlevere’ sig selv, kan de gå helt i sort, fortæller Heidi Anita Stentoft.
Inde på hendes kontor er skrivebordet med computer og telefon placeret i et hjørne. Samtaler med veteranerne foregår omkring et bord med en farvestrålende dug, der signalerer hjemlig hygge. Og døren med veterankoordinator-skiltet er ikke den eneste vej ind – eller ud af lokalet. Hjemvendte soldater, der lider af krigstraumer, har det bedst med mere end én flugtvej, og det er der taget hensyn til. Vinduespartiet vender ud mod en lille gårdhave, og her er der også en dør.
I alt har omkring 26.000 danske soldater været udsendt i forbindelse med internationale operationer på Balkan, i Irak og Afghanistan. Nogle vender hjem med fysiske mén, andre med ar på sjælen, men de kan have svært ved at bede om den nødvendige hjælp og føler sig ofte svigtet af det offentlige. I kasernebyen Slagelse har lokalpolitikerne derfor besluttet, at der skal gøres en særlig indsats for veteranerne og deres pårørende, og det førte til ansættelsen af Heidi Anita Stentoft.
Veterankoordinatoren kom fra et job som socialpædagog på en døgninstitution for anbragte børn og unge, hvor hun har arbejdet i ti år. I Norge har hun bl.a. arbejdet inden for psykiatrien, og privat har hun boet sammen med en veteran, der var hårdt ramt af posttraumatisk stress. Med de erfaringer i bagagen lå det lige for at søge stillingen, og Heidi Anita Stentoft går målrettet efter at gøre en forskel.
– De færreste er nok klar over, hvor meget veteranerne har at slås med og hvor invaliderende deres problemer kan være både for dem selv, for parforholdet og for børnene. Det er virkelig en gruppe, der har brug for, at man tager hånd om dem, siger hun med eftertryk over en kop morgenkaffe.
Engagementet fejler ikke noget.
Guide i system-junglen
Arbejdet som veterankoordinator spænder vidt – og udvikler sig løbende. Men den korte version af jobbeskrivelsen lyder med koordinatorens egne ord, at hun er ‘det menneskelige ansigt udadtil’.
– Som bindeled mellem kommunen og veteranerne er det min vigtigste opgave at skabe kontakt, få deres tillid, bakke dem op og stå til rådighed, når det hele ramler, siger hun.
De veteraner, hun møder, er typisk langt ude i en social deroute. De står uden job, har økonomiske problemer, boligproblemer og måske også et misbrug, der er udviklet i et forsøg på at dæmme op for angst og depression. Parforholdet er ofte gået i stykker, samværet med børnene kan være røget, og løber veteranerne panden mod muren i det kommunale system, kan de reagere aggressivt eller helt opgive ævred, så de ikke får den hjælp, de har brug for.
Men sin indsats skal Heidi Anita Stentoft være med til at forhindre, at det går så galt. Hun er bl.a. guide i system-junglen, så veteranerne ikke blive kastet rundt mellem forvaltningerne, men kan nøjes med én indgang til kommunen. Hun kan også være budbringer, bisidder på møder med sagsbehandlere og skaffe information om de tilbud, der findes til veteranerne i og uden for kommunalt regi. Men frem for alt kan hun sørge for, at de får den opmærksomhed, de fortjener.
– De har ikke flere rettigheder end andre borgere. Men de har brug for at blive set, hørt, anerkendt og forstået som medmennesker, der har brug for omsorg. Mit arbejde handler meget om at lytte, og også det personlige engagement er supervigtigt. Veteranerne skal opleve, at de sidder over for et rigtigt menneske og ikke bare én, der er på job, siger hun.
Heidi Anita Stentoft tilrettelægger selv sit arbejde og kan frit disponere over sin tid. Hun kan derfor godt bruge tre timer på en samtale, hvis hun vurderer, at det er dét, der er behov for, og hun stod også til rådighed i sin ferie, da der var gået kludder i udbetalingen til en veteran.
– Han ringede, var meget vred på systemet og fuldstændig ude af den. Men jeg fik ham talt ned, kontaktede efterfølgende hans sagsbehandler – og så skete der noget, fortæller hun.
I jobbeskrivelsen er Heidi Anita Stentofts rolle defineret som neutral. I modsætning til de kommunale sagsbehandlerne har hun ikke nogen myndighedskasket på, og det oplever hun som et klart plus, der gør det lettere at få veteranernes tillid.
– Jeg er ufarlig og kan fx ikke tage deres ydelser fra dem. Jeg skriver heller ikke referat af samtalerne, medmindre det på forhånd er aftalt. Så de kan tale frit fra leveren uden at være bange for, at det de fortæller, bliver brugt imod dem, siger hun.
Nogle veteraner tager selv initiativ til et møde eller en telefonsnak. Andre kommer Heidi Anita Stentoft i kontakt med via sagsbehandlere på jobcenteret eller medarbejdere på aktiveringskur ser, der opdager, at de har været udsendt. Ikke alle veteraner har nemlig selv erkendt, at det kan være oplevelser i krigszoner ude omkring i verden, der er skyld i deres problemer. Men når erkendelsen kommer, kan alene det være med til at lette lidt på trykket.
– Eksempelvis har jeg haft møde med en misbruger, der bagefter sagde: ‘Nu er jeg ikke ‘bare’ misbruger. Jeg er også veteran’, fortæller hun.
Svær balanceakt
Morgenen starter stille på kontoret i Gørtlergade. Heidi Anita Stentoft begynder altid arbejdsdagen ved computeren. Der skal følges op på sager og svares på mails. Det lægger hun vægt på at gøre så hurtigt som overhovedet muligt. Et gennemgående træk hos veteranerne er nemlig klager over alt for lange sagsbehandlingstider, og den frustration vil hun nødig bidrage til.
Hvad der ellers sker i løbet af dagen – og i hvilken rækkefølge – afhænger bl.a. af de opkald, der kommer på telefonlinjen. Pludselig kan hun fx have en fortvivlet mor i røret, der fortæller, at hendes søn har buret sig inde efter at være kommet hjem fra en mission. Han er aggressiv og slet ikke den samme som før. Men han afviser bestemt, at noget er galt og vil ikke have psykologhjælp.
– I sådan et tilfælde kan jeg fx gøre moderen opmærksom på mulighederne i de kammeratstøtte-ordninger og netværk, der findes for veteraner. Jeg kan også tage fat i kontaktofficeren på det hold, han har været udsendt med, så der er øje på ham under debriefingen. Eller jeg kan tilbyde at tage derud, siger hun.
Hjemmebesøg er også et ekstra sikkerhedsnet, der kan komme på tale, hvis en veteran udebliver fra en lovpligtig samtale på jobcenteret og er på vej til at miste dagpenge eller kontanthjælp. Måske har han det så dårligt, at brevet med indkaldelsen har hobet sig op sammen med anden uåbnet post.
Svarer en veteran ikke på de sms’er, Heidi Anita Stentoft sender af sted, kan hun også finde på at møde personligt op. Men hvornår hun skal gøre det, er en hårfin balanceakt.
– Jeg vil gerne sende et signal om omsorg, men må heller ikke være for påtrængende, siger hun.
Samme svære balanceakt gør sig gældende, når Heidi Anita Stentoft sidder over for en veteran, der desperat forsøger at holde facaden, men tydeligt har psykiske problemer. Har han ikke benyttet sig af forsvarets tilbud om psykologbehandling, kan hun forsigtigt tilbyde at formidle kontakt. Og tager veteranen imod tilbuddet, er der ingen smalle steder.
– Er han så syg, at han ikke har overskud til selv at komme derhen, kører jeg ham gerne, siger hun.
Tilbud om transport var der også, da en veteran i sommer tøvede med at tage på ferielejr i Jylland sammen med andre, der har været udsendt. Efter i lang tid at have isoleret sig var han socialt sulten. Aktiviteter som motorbådssejlads og dykning trak også, men han var bange for køreturen og frygtede, hvordan han ville reagere på mødet med en hel masse mennesker. Han endte med at køre af sted alene, men der var tæt sms-kontakt i løbet af ugen, og det var en træt, men glad fyr, der kom hjem.
– Ud over aktiviteterne var der på lejren god tid til at snakke, og han havde i den grad nydt fællesskabet med de andre veteraner, fortæller Heidi Anita Stentoft.
Hun har også sendt flere på rekreationsophold på veteranhjem i Fredericia eller København for at give dem et pusterum et sted, hvor de samtidig har mulighed for tale med andre om krigsoplevelserne. Generelt oplever hun, at det har stor betydning for veteranerne at mødes, fordi andre ikke helt forstår, hvad de har været igennem. Derfor drømmer hun om, at der i Slagelse skal etableres et værested, hvor de kan samles uforpligtende og fx spise sammen en gang om ugen.
– De har brug for hinanden, og sådan et sted ville skabe mange gode kontakter, siger Heidi Anita Stentoft, der forestiller sig, at hun selv og en sagsbehandler en gang om måneden kunne have træffetid på værestedet.
Slipper ikke veteranerne
I Gørtlergade ringer telefonen. En socialrådgiverstuderende fra Faxe, der har hørt om veterankoordinatoren i Slagelse, vil gerne vide lidt mere, og de to laver en aftale.
– Den slags siger jeg altid ja til, for det kan være med til skabe større opmærksomhed om veteranernes situation, siger Heidi Anita Stentoft.
Kort efter kigger en sagsbehandler fra Borgerservice forbi. Heidi Anita Stentoft har et par dage i forvejen fået en rosende tilbagemelding fra en veteran, der gerne ville takke både veterankoordinator og sagsbehandler for god behandling.
Veteranen er så invalideret af posttraumatisk stress, at han har svært ved at rumme sine to børn, og konen har bedt ham flytte. Men førtidspensionen rækker ikke til indskud på en ny bolig, og han er ikke berettiget til et lån fra kommunen, fordi han før har fået lån, der endnu ikke er betalt tilbage.
Efter at have kigget på sagen og foretaget en ‘konkret, individuel vurdering’, som det hedder i lovgivningen, har sagsbehandleren dog fundet en løsning. Veteranen har fået bevilget en engangsydelse, så han ikke kommer til at stå uden tag over hovedet – og Heidi Anita Stentoft vil gerne høre, hvad det var, der udløste hjælpen.
– Hvis noget har virket denne gang, kan jeg måske bruge det, når der kommer en lignende sag, siger hun.
For Heidi Anita Stentoft har det været en stor mundfuld at orientere sig om love og regler, få styr på det kommunale system og skaffe sig overblik over de tilbud, veteranerne kan have glæde af.
– Det har været lidt af en udfordring. Nu er det mig, der bliver kastet rundt fra den ene til den anden til den tredje. Men det er jo mit job, og forhåbentlig er det bare et opstartsproblem, griner hun.
Da der er tale om en forsøgsordning, er Heidi Anita Stentoft foreløbig kun ansat i stillingen et år. Men hun håber at få lov at fortsætte, hvor hun er begyndt, og veteranerne slipper hun under ingen omstændigheder.
– Bliver jeg ikke forlænget, melder jeg mig helt sikkert under fanerne som frivillig, lyder det.