En oase med plads til tunge tanker
Horsens Kommune har siden oktober 2009 tilbudt mødre med fødselsdepression hjælp til at komme videre. Indtil nu har 50 kvinder været med i samtalegrupper med ligestillede. Der er løbende optag for at sikre hurtig hjælp
Det er mandag formiddag, og tre kvinder er mødt op for at deltage i samtalegruppen. De bliver budt velkommen af socialpædagog Birthe Larsen og sundhedsplejerske Lene Brorholt, der er de faste tolvholdere i den ene af kommunens to grupper. Alle tager plads i de lette kurvestole, der er stillet op i en rundkreds. I midten er et stort fad med fire tændte bloklys.
Det to timer lange møde indledes, som altid, med blid og dæmpet musik. Ingen taler. Alle falder ligesom ind i sig selv, nogle med lukkede øjne, andre stirrer ind i de tændte stearinlys.
Musikken holder op, og det er tid til at få luftet tunge tanker, få vendt forskellige problemstillinger og måske også få en idé til at tackle noget, der er svært lige nu.
Efter tur kommer alle til orde med lige præcis dét, de har på hjerte. I dag handler det blandt andet om relationen til partnere, der har deres at tumle med for tiden. Kvinderne forsøger at støtte, men hvordan de får plads til egne følelser og behov, er noget af det, der fylder denne mandag.
– Ved at tale med andre i gruppen bliver der løsnet op for alle mulige følelser i relation til familie, ægtefælle, venner med mere. At kunne give udtryk for sine negative tanker og opleve, at andre kan have samme oplevelser, løfter et åg fra mødrenes skuldre og er medvirkende til, at de kan komme videre, fortæller Birthe Larsen.
– Vi tager et problem op af sækken, finder i fællesskab en måde at handle på, så kvinderne kan gå hjem og gøre noget ved det. Efterhånden bliver sækken med problemer mindre og mindre. Kvinderne får gennem samtalerne en større indsigt og forståelse af sig selv, får kigget på, hvorfor de handler, som de gør. Denne indsigt giver kvinderne en viden, som de kan bruge i andre sammenhænge, når noget i livet er svært. De bliver i stand til at stå fast, at stole på og tage ansvar for sig selv, forklarer Lene Brorholt.
Kan ske for alle
De to behandlere, som begge har en familieterapeutisk efteruddannelse, har i ikke så få tilfælde set ressourcestærke kvinder med gode jobs blive voldsomt usikre på sig selv under påvirkning af en fødselsdepression.
Kvinderne forstår ikke selv, hvordan det kan ske for dem. Men en fødselsdepression kan ramme alle socialklasser og aldersgrupper, og der er både førstegangs – og flergangsfødende iblandt, nogle er i parforhold, andre er ikke. På landsplan regner Psykiatrifonden med, at mellem 7 og 10 procent af alle nybagte mødre får en fødselsdepression.
– Når summen af belastninger bliver for stor, så knækker de. Den udløsende faktor kan være en hård fødsel, at ens egen mor er død for nylig eller tab, man har oplevet som barn. Listen er lang, og der kan også være tale om en kombination af faktorer, forklarer Birthe Larsen.
Symptomerne på en fødselsdepression er på mange måder som ved andre former for depression, men mødrene og deres nyfødte er i en særlig udsat position. At have let til gråd, føle sig enormt træt, kæmpe med søvnproblemer, eventuelt også selvmordstanker, er selvsagt meget svært, når man samtidig skal have overskud til at tage sig af et nyt lille væsen.
Nogle må oven i købet slås med en følelse af at være helt forkerte, fordi de ikke bryder sig om deres egne børn, og egentlig helst ville være fri for dem.
Det er heller ikke ualmindeligt at have tvangstanker om, hvordan man kan komme til at gøre skade på barnet.
Løbende indtag
I Horsens Kommune er der omkring 900 fødsler om året. Sundhedsplejerskerne screener alle nybagte mødre for depression senest otte uger efter fødslen via et spørgeskema, men metoden ‘fanger’ ikke alle, for en fødselsdepression kan komme til udtryk senere. Er det tilfældet, kan kvinden selv bede om at komme med i en gruppe. Andre bliver henvist af deres praktiserende læge eller af psykiatrien, som nogle allerede er i kontakt med.
Derefter tager de to behandlere ud og møder kvinden og hendes mand til en indledende snak, inden hun kommer i gruppen første gang. Mødet skaber tryghed omkring deltagelsen i en samtalegruppe.
– Det er vigtigt, at partneren deltager, så han får en forståelse af, at der skal tages hånd om problemet, og at hans støtte er meget vigtig for kvinden. Der er løbende indtag i grupperne, hvilket sikrer hurtig hjælp ved akut behov. At der er nogle, som har været med i lang tid og efterhånden har fået det bedre, giver håb til de nye, som får en fornemmelse af, at så kan det også ske for dem, forklarer Lene Brorholt.
Kvinderne mødes hver 14. dag uden deres børn. Grupperne er et frirum med fokus udelukkende på mødrene. Der kan være op til syv deltagere i en gruppe, men ifølge Birte Larsen og Lene Brorholt er den ideelle holdstørrelse max. fem deltagere, for der skal være plads til, at alle kan komme til orde. Der arbejdes i gruppen med skalering, det vil sige, at kvinderne vurderer egne problematikker på en skala fra 1 til 10 efter sværhedsgrad. Undervejs og ved slut foretages vurdering som måleredskab og som understregning af, at problemer kan bearbejdes.
Forløbet kan vare fra få uger og opefter. De fleste er med omkring et halvt år, men der er også nogle, som er med et helt år eller længere tid. Det er fuldstændig op til den enkelte at beslutte, hvornår hun er parat til at sige farvel til gruppen. Når tiden er inde, er hun som regel ikke i tvivl. Hvis hun holder op og finder ud af, at det var for tidligt, er hun velkommen igen.
Tidlig indsats
– Det ser ud til, at større børns problemer i nogle tilfælde kan føres tilbage til, at deres mor havde det svært omkring deres fødsel. Der findes ingen forskningsresultater, der dokumenterer antagelsen, men jeg har talt med flere af kommunens socialrådgivere i familiebehandlingen, som mener, at det forholder sig sådan. Derimod findes masser af dokumentation for, hvor vigtige de første tre måneder af et barns liv er. Også af den grund er det så vigtigt med en tidlig indsats over for mødre med en fødselsdepression, påpeger Birthe Larsen.
I Horsens Kommune er der pt. to sideløbende samtalegrupper for depressionsramte mødre. Hver ledet af en socialpædagog og en sundhedsplejerske.
– Qua vores forskellige faglighed har vi også noget forskelligt at byde ind med. Mange ting er indforståede, når man er to fra samme faggruppe, mens vi bedre kan udfordre hinanden og undres over: ‘Hvorfor gjorde du lige sådan?’. Det sætter ting i gang, og vi lærer hver især noget nyt. Vi supplerer hinanden rigtig godt, er behandlerne enige om.
Allerede ved det første møde i kvindernes hjem, bliver de bedt om at lave en liste over personlige problematikker, som de gerne vil drøfte på møderne. Ellers tager man udgangspunkt i det, der fylder i kvindernes hverdag lige nu og her. Behandlerne har også somme tider sat temaer til debat, det har for eksempel handlet om vrede, hvordan man er en god mor, og gode måder at falde i søvn på, når man har svært ved at falde i søvn.
– Der er en stor rummelighed i grupperne, selv om deltagerne kommer med vidt forskellig baggrund. De mødes omkring deres fødselsdepression, og den fælles referenceramme knytter bånd og skaber samhørighed, fortæller Birthe Larsen og tilføjer, at enkelte af kvinderne er begyndt at ses privat ind imellem møderne i samtalegrupperne.
Luna kunne ikke lide sit eget barn
– Det var befriende at være i en gruppe af ligesindede, hvor jeg ærligt kunne sige, at jeg faktisk ikke kunne lide mit eget barn. Jeg blev mødt med forståelse fra de andre, for de kendte følelsen fra sig selv, fortæller 30-årige Luna Madsen.
Hun startede i en samtalegruppe for depressionsramte mødre i februar 2010. Gruppen blev hendes faste holdepunkt i tilværelsen i det år, hun var med. Hun kom til møderne hver 14. dag uden at forsømme en eneste gang.
– Jeg hentede så meget næring i gruppen. Når jeg havde en svær periode, støttede de andre op om mig. Vi var gode til at skiftes til at give og tage. Det var tilladt at græde, og man kunne få et kram. Jeg gik hjem med en følelse af, at nu kan jeg klare mig igen. I starten af forløbet havde jeg ikke overskud til at hjælpe de andre, men senere, da jeg var kommet et stykke videre, kunne jeg videregive mine erfaringer om, hvad der havde hjulpet mig.
At Luna Madsen blev ramt af en fødselsdepression gav slet ingen mening for hende. Hun fik sit første barn, datteren Freja, som kun 17-årig, og dengang følte hun en helt naturlig tilknytning til barnet. Hun var enlig mor, men klarede sig fint. I mellemtiden havde hun så fået en kæreste, og deres største ønske var at få et barn sammen. Nu var hun 28 år, og hun følte, at det var den helt perfekte alder. Men der gik meget lang tid, inden hun blev gravid, og så aborterede hun i 10. uge.
– Det var en kæmpestor skuffelse for mig. Da jeg så blev gravid igen, var jeg konstant bekymret for, hvordan det ville gå. Jeg tror, at al denne stress har været udslagsgivende for, at jeg røg ned med en depression, mener Luna Madsen.
Hun var ked af det hele tiden, var træt, og havde slet ikke lyst til at tage sig af Oscar. Hun havde selvmordstanker, og tænkte, at sønnen hurtigt ville glemme hende, og kæresten finde sig en ny, hvis hun ikke var der mere. Hun passede Oscar, men det kørte på rutinen, for hun har arbejdet som medhjælper i en vuggestue i mange år.
Luna Madsen kan stadig have en øv-dag, som hun siger, men gruppesessionerne har lært hende at tage det mere afslappet, end hun kunne tidligere. Og forholdet til sønnen Oscar, som i dag er 20 måneder, er kraftigt forbedret. Da hun startede i gruppen befandt det sig på en skala 2, hvor det i dag er på en skala 9 med pil opad.
– Det bliver hele tiden bedre. I dag kan jeg ikke undvære ham. Det kunne jeg sagtens i begyndelsen.