Hvad laver du? Jeg er far
Jobbet som familieplejer har ingen entydige faglige specifikationer, men det stiller store krav til de personlige kompetencer. Familieplejeren stiller familie, privatliv og person til rådighed som arbejdsredskab og står dagligt med udfordringer, som de kun må diskutere med meget få
De går aldrig hjem fra arbejde – jobbet flytter simpelthen ind hos dem. For plejefamilier er grænsen mellem fagligt, personligt og privat næsten usynlig. Jobbet kan være ensomt, og de skal til enhver tid kunne sætte sine egne behov på stand by til fordel for plejebarnet. Fokus er hele tiden dobbelt: De er forældre, men skal samtidig forholde sig professionelt til det, der sker, og det, de selv gør.
Plejeforældre skal heller ikke regne med ret meget forståelse i deres omgangskreds, for meget få anerkender det at have børn i sin varetægt som et egentligt arbejde. De fleste tror, at arbejdet blot er at have et familieliv, som alle kender det.
Martin Kamp Andersen er 43 år og pædagoguddannet – og han blev familieplejer ved lidt af et tilfælde. I 2006 arbejdede han på et opholdssted, hvor en af de unge skulle smides ud, og drengens kontaktperson spurgte, om han ville tage drengen i familiepleje. Efter kort tids overvejelse sagde Martin ja – til drengens store overraskelse.
– Der var noget, som kunne lade sig gøre med den dreng. Ting, jeg kunne flytte på. Han var modtagelig og ville gerne have kontakt. Der var noget at arbejde med, siger Martin Kamp Andersen.
De sidste fem år har singlen Martin haft plejetilladelse til to børn og et barn i aflastning i sin lejlighed på første sal i byhuset i Ebeltoft, og for øjeblikket er han professionel familie for to drenge på 15 år og 16 år.
Familien som ressource
– Jeg overvejede da, om jeg kunne klare at få drengens problemer så tæt på – 24 timer i døgnet syv dage om ugen. Især om jeg kunne bo sammen med en misbruger. Alt andet mente jeg var til at håndtere, siger Martin Kamp Andersen.
Han har altid brugt sig selv som en stor del af sin professionalitet. Han var med til at starte opholdsstedet, hvor han arbejdede dengang. Her var relationspædagogikken i centrum, og børnene blev – når det var naturligt – inviteret med hjem.
For Martin Kamp Andesen er det personlige engagement, åbenhed og evnen til at tage ting op her og nu – i stedet for at udsætte dem til et møde på et senere tidspunkt – noget af det, som kendetegner en dygtig pædagog.
– Jeg snakker ikke så meget ‘pædagogsnak’ med ungerne, som mange andre. Jeg tror, vi pædagoger er for hurtige til at tænke i løsninger – eller at vi tror vi ved, hvad den unge taler om. Vi handler ofte for hurtigt, i stedet for bare at lytte og rumme det de fortæller, siger han.
Plejebørnene er en del af familien og deltager i fødselsdage, familiefester, ferier og andre familieaktiviteter. Det er hans hjem, drengene bor i – men det skal også være deres. Omvendt er det vigtigt at have lidt privatliv. Derfor lægger Martin Kamp Andersen vægt på, at de unge, der bor hos ham, skal foretage sig noget almindeligt i hverdagen. De skal i skole, have fritidsaktiviteter og gerne et arbejde. Så har de muligheden for at skabe egne relationer og øve sig på fremtiden.
– Det er vigtigt, at de også er væk hjemmefra – at der bliver frirum, hvor jeg kan gøre nogle ting alene. Og så står jeg alligevel altid parat, hvis en af dem pludselig dukker op. Så er det nødvendigt at kunne parkere sine personlige foretagender, siger han.
Indtil videre har otte unge været i pleje hos Martin Kamp Andersen – fire af dem var der dog som akutanbragte kun i få uger, indtil kommunerne fandt det rette tilbud til dem.
Professionelt familieliv
Familielivet er kernen i plejeforhold, og derfor smelter faglighed og personlighed nærmest sammen. Der er ingen kollegaer at sparre med, når hverdagen bliver for svær. Man må drøfte med sig selv, hvad der sker, og hvad man skal gøre.
Martin Kamp Andersen synes, det er svært at forklare, hvordan og hvornår han skifter mellem at være pædagog og bare plejefar. Han reflekterer konstant over det, der sker i hverdagen og stræber efter ikke at handle bevidstløst over for børnene.
– Hvis jeg har lyst til at drille, ville jeg nok gå længere med biologiske børn end de anbragte. Der er noget, jeg ikke gør, ting, jeg dæmper, episoder, hvor jeg holder mig selv tilbage og tænker fagligt, siger han.
– De børn vi får i pleje, har brug for en særlig indsats, ellers var der ingen grund til, at de skulle være her. I familiepleje får de familiedelen med, og det er sundt for børn frem for institutionsmiljøet, mener han.
De tre unge, som er flyttet ‘hjemmefra’ Martin Kamp Andersen, har alle stadig kontakt med ham. For dem har han fået en form for farrolle. Det er ham, de ringer til, når de har brug for et godt råd. Hvis de har mistet deres jakke og nøglen til deres lejlighed, eller har brug for hjælp til at skrive og printe en ansøgning, så kommer de ‘hjem’.
|
Personlig/professionel Når socialpædagoger taler faglighed, taler de normalt om for eksempel indsatsformer, relationsarbejde og kontraktliggørelse af faget. Men man kan ikke levere socialpædagogik uden at bruge sig selv, og nogen gør det mere end andre – de bruger helt bevidst deres private personlighed og privatliv professionelt. Socialpædagogen beskriver i fem artikler i de kommende numre, hvilke overvejelse der ligger bag den måde at arbejde på og nogle af de udfordringer og gevinster, man får som socialpædagog – og som menneske. Dette er den tredje artikel i serien. Se serien på www.socialpaedagogen.dk/tema |
Kamp om grænserne
Martin Kamp Andersen bryder sig mildest talt ikke om at tænke på tilknytning, som noget der ophører, når pengene holder op.
– Det er en uanstændig måde at behandle mennesker på. Det afgørende for børnene er relationerne og viljen til den. Det er specielt, at nogle institutioner i sin struktur laver forbud mod relationer, der rækker ud over arbejdstiden. Pædagogerne skal beskytte sig selv, sådan at de kommer på arbejde, opholder sig der nogle timer og så går hjem igen. Det bliver aldrig godt, og derfor er det så unormalt at bo på institution, mener han.
De unge, Martin Kamp Andersen har haft i pleje, er ofte meget grænseoverskridende. Børnene reagerer ofte med en særlig kraft og kræver tydelige grænser – tydeligere end børn, der er vokset op med stabilitet og ubetinget kærlighed.
– Hvis min plejesøn har sin kæreste med hjemme, og de begynder at være ‘for meget’ kærester i vores fælles rum, siger jeg, at det må de være inde på værelset. Jeg har ikke lyst til at høre, hvad de har tænkt sig at gøre ved hinanden, eller hvad deres seksuelle lyster er, siger han og giver flere eksempler på, hvordan grænseløsheden kommer til udtryk:
– Kan man tæve nogen, fordi man er uenig med dem? Kan man stjæle, fordi man gerne vil have noget? Og kan man lade være med et eller andet, fordi man ikke gider?
Konflikter er uundgåelige i en hverdag med unge, og her bruger Martin Kamp Andersen sin pædagogiske faglighed til at genskabe kontakten. Der er masser af værdier at hente i familielivet, mener han, men hvis der ikke var brug for dette ekstra, boede de unge hjemme.
Overinvolveret?
– Jeg bliver deres far og den, de lytter til. Jeg bliver mere end en professionel, og jeg bliver en slags advokat for mine børn. Jeg slås for dem, hvis jeg synes, systemet ikke tilbyder dem det, som de har behov for, siger han.
For eksempel har han haft en dreng, som gerne ville i almindelig folkeskole. Sagsbehandlerne vurderede, at han ikke kunne klare det og fastholdt et tilbud om specialundervisning. Her synes Martin, at plejeforældre mangler noget formel kompetence og en egentlig faglighed.
– Her bliver jeg bragt i et dilemma: Hvor meget kan jeg sige? Formelt har jeg ingen kompetence, det er ikke med i min titel, og jeg bevæger mig på kanten af at være irriterende og blive kaldt uprofessionel og overinvolveret, siger han.
Plejeforældre påtager sig en professionel opgave. I modsætning til en adoption er det en opgave, som før eller siden slutter.
– Jeg er aldrig bare plejefar – jeg har altid min pædagogiske bevidsthed med i det, vi gør. Jeg ville aldrig adoptere børn med så voldsomme vanskeligheder. Ingen vil have forældre, som er pædagogisk behandlende hele tiden.