Marianne sørger for afklaring
I Hvidovre arbejder socialpædagog Marianne Brun Hansen tæt sammen med en socialformidler og en socialrådgiver i et jobcenterprojekt, der med en bred, tværfaglig indsats går nye veje i indsatsen over for de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere – og det virker
De har massive sociale problemer og slås med fysisk eller psykisk sygdom. Mange har levet af overførselsindkomst meget længe, og enkelte har aldrig haft et arbejde. En del har ikke afsluttet folkeskolen, og nogle lider af efterveer fra omsorgssvigt i barndommen. Selvtilliden er helt i bund, økonomien kan være fuldstændig kuldsejlet, og når de møder op, stritter de som pindsvin – for hvad har ‘systemet’ nu fundet på?
Sådan lyder karakteristikken af de kontanthjælpsmodtagere, som er målgruppen for projekt Helbred & Jobafklaring i Hvidovre Kommune. Projektet er forankret i kommunens jobcenter, men har base i mere uformelle rammer i et hjørne af Poppelgården Familiecenter. I den gule, firlængede gård er socialpædagog Marianne Brun Hansen en del af et team, som også tæller socialrådgiver Tine Vind Frederiksen og socialformidler Hanne Nielsen, der har titel af projektleder. De tre har slået kræfterne sammen for at gøre en forskel for en gruppe svage borgere, som ofte ikke har tiltro til, at der kan ske en forandring.
– De borgere, der bliver visiteret, har typisk negative forventninger til alt, hvad der har med kommunen at gøre. De er trætte af hele tiden at skifte sagsbehandlere, har en grundlæggende mistillid til systemet og ofte også til deres omverden på grund af tidligere svigt, fortæller Marianne Brun Hansen.
|
Et anderledes job Hvad skal socialpædagoger lave i fremtiden? Hvor kan socialpædagoger bruge deres kompetencer i fremtidens velfærdssamfund? Det er et af de centrale temaer på Socialpædagogernes forestående kongres. I denne udgave af fagbladet kan du møde to medlemmer, der har et job, der falder uden for den almindelige socialpædagogiske jobbeskrivelse. Du kan også læse, hvilke udfordringer forskeren Nils Rosendal Jensen ser i socialpædagogernes forsøg på at definere nye arbejdsområder. Den første artikel i den lille serie blev bragt i Socialpædagogen nr. 18. |
Bred afklaring
Det treårige projekt blev sat i værk i januar 2010 med økonomisk støtte fra Forebyggelsesfonden, og op mod 30 deltagere er indskrevet ad gangen. Projektforløbene på 25 timer om ugen bliver skræddersyet til den enkeltes behov, men motion tre gange om ugen er en del af programmet for alle. Det samme er skiftende undervisningsmoduler, hvor temaerne kan være alt fra kost og sund livsstil til økonomi og arbejdsmarkedsrettede emner.
Gennem hele forløbet har de enkelte deltagere den samme projektmedarbejder som fast kontaktperson. I samarbejde med borgeren opstilles der i starten af forløbet mål, både helbredsmæssigt, socialt og i forhold til arbejdsmarkedet, og undervejs arbejdes der intensivt med at nedbryde barrierer og finde ressourcerne frem. I forløbene indgår også virksomhedsbesøg og praktik. Der kan trækkes på sundhedsfagligt personale som fx afspændingspædagog, fysioterapeut, coach og psykolog, og i forhold til normalt i jobcenter-regi er der tid og rum til det lange seje træk.
Deltagerne er i gennemsnit indskrevet i ni måneder, og nogle har været med i to år.
– Her arbejder vi med den brede afklaring og alle de problematikker, der kan være i spil. Vi møder borgerne hver dag, lærer dem at kende og kan på den måde bedre danne os et overblik over, hvor der skal sættes ind, siger projektleder Hanne Nielsen.
Ofte skamfulde
Projektets motionsdel er primært Marianne Brun Hansens domæne. Den foregår helt bevidst ikke i et fancy fitnesscenter, men i et lokalt træningscenter med afslappet dresscode. Her er det også billigt at træne, så deltagerne har mulighed for at fortsætte, når de forlader projektet.
– I starten elsker de fleste at hade det. Men det er god måde at lære at dem at sætte sig mål på, fordi det giver hurtig gevinst. Fysisk går der ikke lang tid, før de kan mærke en forandring, siger Marianne Brun Hansen, som selv trækker i træningstøjet.
– De har brug for, at man er til stede sammen med dem og også selv hopper på cyklen. Samtidig får jeg adgang til en kreativ del af deres hjerne, og i det forum er vi ligeværdige. Jeg kan skabe en kontakt og få nogle oplysninger, som jeg aldrig ville få på mit kontor, siger hun.
For at vinde projektdeltagernes tillid sørger hun også hjemme på Poppelgården for hele tiden at anerkende, støtte og bakke op – fx ved at give ros, hvis de bidrager aktivt i forbindelse med undervisningen. Derudover er besøg hjemme i privaten et redskab, Marianne Brun Hansen tager i brug.
– Mange giver udtryk for, at de er glade for, at jeg gerne vil besøge dem, og jeg gør det ikke for at kontrollere. Men når man tager på hjemmebesøg bliver relationen lidt tættere, og jeg kan bedre få et billede af, hvad problemerne handler om, siger hun.
Sammensatte
De sociale, fysiske og psykiske problemer, deltagerne slås med, er ofte så sammensatte, at det umiddelbart kan være svært at gennemskue, om det er hønen eller ægget, der kommer først. Bliver en kontanthjælpsmodtager fx henvist på grund af depression, kan det siden vise sig, at der også er tale om et misbrug eller en adfærdsforstyrrelse.
– Rigtig mange kommer også med en oplevelse af, at de har fysiske skavanker, men i takt med, at vi lærer dem at kende, kan vi finde ud af, at det handler om noget helt andet. Hvis man fx er bange for at komme ud at arbejde, kan det være belejligt at kunne legitimere sig med, at man er syg, også over for systemet. På et tidspunkt fik vi fx en ind ad døren med fibromyalgi. Han er i dag i ordinært arbejde og løber syv kilometer, siger Marianne Brun Hansen.
Netop manglende mod er en af de barrierer, deltagerne ofte skal overvinde, fordi de har mange nederlag med i bagagen, og der bliver arbejdet meget med at finde den tryghedszone, som deltagerne kan udvikle sig fra.
– Ofte er de skamfulde over at være på kontanthjælp, men de ved ikke, hvordan de skal komme videre, og de tør ikke tage skridtet alene, fortæller socialpædagogen.
Hun oplever også ofte, at deltagerne sætter projektmedarbejderne op på en piedestal som slags overmennesker, der har fuldstændig styr på alting, lever bekymringsfrit og fx ikke er nervøse, hvis de skal til jobsamtale.
– Det magtforhold prøver jeg at nedbryde ved at fortælle noget sårbart om mig selv. Bekymring og angst er en del af livet. Det er ens for os alle sammen, siger hun.
Stort udredningsarbejde
Da de fleste i projektets målgruppe har meget begrænsede erfaringer på arbejdsmarkedet tager virksomhedsbesøgene sigte på at give et billede af, hvilke jobfunktioner, der findes ude på arbejdspladserne, og hvilke faglige og personlige kompetencer, der skal til for at bestride dem.
Det hjælper bl.a. deltagerne til at justere deres drømme efter virkeligheden. Mange har dog forholdsvis beskedne ønsker.
– Bare det at få et job og en arbejdsidentitet og kunne forsørge sig selv, så man ikke længere er afhængig kommunen, kan være et mål i sig selv, siger Marianne Brun Hansen.
Projektet overordnede mål er at afklare, om deltagerne kan opnå og fastholde en arbejdsevne, og der ligger et stort udredningsarbejde i at finde ud af, om det er selvforsørgelse, pension eller noget midt imellem, der er løsningen for den enkelte. Her spiller praktikken en vigtig rolle, fortæller Hanne Nielsen.
– Nogle kan sidde her på Poppelgården friskt og frejdigt. Men når de kommer ud i praktik, viser det sig måske, at de ikke kan indpasse sig socialt eller ikke forstår de ordrer, de får. Så kan det være nødvendigt at nedjustere forventningerne og finde alternativer sammen med borgeren, siger hun.
Forskellige styrker
Projektmedarbejderne bruger også rigtig mange ressourcer på at samarbejde med andre dele af det offentlige system, som fx egen læge, misbrugskonsulenter, psykiatrien og en afdeling i jobcenteret, der har særlige ekspertise i arbejde med socialt udsatte. Som kontaktpersoner har Marianne Brun Hansen, Hanne Nielsen og Tine Vind Frederiksen grundlæggende ens arbejdsopgaver. Men de lader sig inspirere af hinanden og oplever alle, at tværfagligheden er en styrke og giver flere indfaldsvinkler til borgerne.
– Lovgivningsmæssigt er jeg ikke klædt lige så godt på som Hanne og Tine, og handler det fx om at finde ud af, hvordan reglerne er for revalidering, er det rart at kunne trække på dem, siger Marianne Brun Hansen.
Omvendt har hun som socialpædagog en viden om fx specialområdet, som de to kolleger kan have glæde af, og hun har også en lidt anden indgang til borgerne.
– Marianne har mere mod på at prøve forskellige ting af, som fx at tage på hjemmebesøg, siger Hanne Nielsen.
Gode resultater
I projektets levetid har i alt 89 borgere været indskrevet. Generelt lyder tilbagemeldingen fra deltagerne, at de har været glade for at være igennem et forløb med kun én kontaktperson, der har hjulpet dem til at få bedre overblik over deres liv, og en status på 27 borgere, der var indskrevet i januar i år, viser, at 17 siden har ramt arbejdsmarkedet eller er kommet tættere på. Fem er i ordinært arbejde eller job med løntilskud, 10 er på vej i fleksjob og to er under uddannelse. Fire af de 27 er udredt til pension, mens andre fire skal udredes nærmere i psykiatrien. Kun fire er sendt tilbage til kontanthjælpssystemet med ‘uforrettet sag’.
En af projektets solstrålehistorier handler om en kvinde i starten af 30’erne, der blev henvist med en svær depression. Kvinden var uddannet social- og sundhedshjælper, men på grund af et ødelagt bækken havde hun ikke fysik til at arbejde på området. Hun havde kun begrænset arbejdserfaring, havde været på offentlig forsørgelse i syv-otte år, og hver gang, hun blev sendt i aktivering, gik det galt.
– Hun udeblev, stoppede i aktiveringen, fik ny sagsbehandler og så startede det hele forfra igen. Mønsteret blev ved med at være det samme uden at nogen holdt fast, fortæller Marianne Brun Hansen.
Menneskesyn
Kvinden havde stærke kroniske smerter, og også i projekt Helbred & Jobafklaring var der i starten store problemer. Hun var flagrende, svær at fastholde, skiftede konstant sindsstemning og hendes fremmøde var meget ustabilt. Men Marianne Brun Hansen ringede og sendte sms’er i den helt store stil. Hun var også hjemme og banke på, og efterhånden gik det lidt bedre.
Behandlinger hos den afspændingspædagog, der er tilknyttet projektet, tog toppen af smerterne og betød, at kvinden bedre kunne mærke sig selv. Samtidig kom hun i praktik som aktivitetsmedarbejder på et center for senhjerneskadede, og det var fra start en succes.
– Den praktik passede hun fra dag ét. På hjerneskadecenteret var de superglade for hende, og i dag er hun godkendt til fleksjob og arbejder der på deltid, beretter Marianne Brun Hansen.
Den største udfordring ved at arbejde i jobcenterregi er for socialpædagogen, at der er regler som skal følges, og at hun kan blive tvunget til at sanktionere borgere, hvis de bryder dem. I projekt Helbred & Jobafklaring er der længere elastik og videre rammer end normalt. Men der er grænser, og bliver de nået, er hun nødt til at lade hammeren falde.
– Det er jeg ikke vild med. For det strider mod mit menneskesyn, at man kan sanktionere og tage penge fra borgeren. Men det er de vilkår, vi arbejder under, siger hun.
Projekt Helbred & Jobafklaring evalueres hen over efteråret, hvorefter der aflægges rapport til Forebyggelsesfonden, og projektmedarbejderne håber, at de gode erfaringer kan tjene som inspiration i andre kommuner.