icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Familiepleje

Plejebørnene har ordet

10 tidligere anbragte plejebørn fortæller om deres liv i ny bog

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 05-2013 /

Det var mange års erfaring som familieplejekonsulent, der fik Verner Knudsen til tasterne for at fortælle om anbragte børn i familiepleje. I bogen ‘At give op har aldrig været en mulighed’ har han ønsket at give ordet til 10 tidligere anbragte børn, som fortæller om deres erfaringer, mens de var anbragt, og om tiden efter anbringelsen.

Desuden ønsker han med bogen at nuancere debatten om anbragte børns opvækst. Pressen har en tendens til at generalisere ud fra enkeltsager, som bliver blæst ud over hele landet.

‘Én dårlig familieplejesag er en for meget, det skal der ikke herske tvivl om, men det er ikke ens betydende med, at alle plejefamilier behandler deres plejebørn dårligt’, skriver han i forordet til bogen, der giver en mere nuanceret side af livet i plejefamilien.

Alle 10 børn, som medvirker i bogen, har det til fælles, at de på hver deres måde har brudt med det, man kalder den sociale arv. Fælles for dem alle er også, at opholdet i plejefamilien har forandret deres liv i positiv retning, selv om de alle undervejs har oplevet mange svigt fra de forskellige aktører, som har været inde over deres liv og deres sag.

De 10 unge er mellem 19 og 30 år og har i gennemsnit været anbragt i familiepleje i 14 år. 

 I første del af bogen fortæller de unge deres beretning så langt tilbage, de kan huske, herunder samværet med deres biologiske forældre. Afsnittet slutter med, at de unge fortæller om deres liv i dag, hvor de ikke bor i familiepleje.

I anden del af bogen videregiver de unge 85 udsagn og gode råd til forvaltningen, plejeforældrene og til de unge, som er anbragt i dag. 


‘At give op har aldrig været en mulighed’. 170 sider, 140 kr. Købes på www.familieplejebog.dk

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge