Enebarn – men ikke ene barn
29-årige Katrine er vokset op som biologisk barn i en plejefamilie. Opvæksten med forældre, der delte deres tid og kærlighed ud til ressourcekrævende plejebørn, har givet hendes liv perspektiv og givet hende forståelse for andre. Men den har også budt på forbudte følelser af afsavn, jalousi og vrede
Katrine glemmer den ikke. Barndomslegen, hvor kassen med te-stellet blev fundet frem, og kopper og kander blev fyldt med saftevand fra køkkenet og sirligt sat op i haven af en dengang lille pige på syv-otte år. Legen, hvor mor, far og barn i form af Dukkelise og Barbie Ken blev placeret rundt om bordet. Hvor Katrine bevidst på den ubevidste måde skabte illusionen om familien med enebarnet, der kunne mæske sig i forældrenes fulde opmærksomhed.
Legen var Katrines. Ingen fik lov til at blande sig. Den var hendes frirum, hvor virkeligheden blev erstattet af hendes barnlige, frie fantasi. Frustrationerne og følelserne blev leget ud. Det ved hun i dag.
Nu – 20 år senere – tøver Katrine ikke, da hun genkalder sig legen, der dengang betød noget særligt for hende og stadig gør det i dag.
– I legen var jeg den voksne, jeg var moderen. Og jeg var meget bevidst om, at der kun var det her ene barn i familien. Barnet måtte godt have veninder med hjem fra skole, men de måtte ikke sove der, kan jeg tydeligt huske. I den leg var det mig, der bestemte, og ubevidst drømte jeg nok om en familie, der bestod af far, mor og barn. Ikke børn!
Vi sidder i køkkenet i hendes forældres hjem i landlige omgivelser i Boeslunde nord for Skælskør. Her er der tydeligvis plads til en stor familie både ude og inde. Og plads skal der til. For selvom Katrine er sine forældres eneste biologiske barn, er hun ikke vokset op som ene barn i familien.
Siden Katrine var helt spæd, har hendes mor arbejdet som familieplejer, og familien har derfor haft plejebørn boende. For den i dag 29-årige Katrine betyder det, at hun aldrig har kendt til andet end en virkelighed, hvor ‘Mor og Far’ var erstattet af jobtitlerne ‘Marianne og Bo’, og hvor opmærksomheden, kærligheden og tiden skulle deles med et eller flere hjemmeboende plejebørn.
Stolt af forældrenes arbejde
Katrines iltre, postkasserøde hår vidner om en pige, der ikke er bange for at blive bemærket.
Hun fortæller entusiastisk om de efterhånden mange plejebørn, familien har taget hånd om gennem knap 30 år – plejebørn hun anser for at være sine søskende.
Med stolthed i stemmen fortæller hun om sine forældres store arbejde og ikke mindst om en barndom med masser af legekammerater lige ved hånden.
– Da jeg var lille, var det jo super fedt, at vi havde plejebørn. Der var altid nogle at drille, og der var altid nogle at lege med. Man var jo aldrig alene, og jeg har det bedst, når jeg ikke er alene. Dengang var der fart over feltet hele tiden, så da jeg var lille, tror jeg egentlig, det var godt, at vi havde plejebørnene i familien.
Livet som biologisk barn i en plejefamilie har givet hende livserfaring som få besidder, lært hende om livets barske realiteter og gjort hende rummelig, hjælpsom og loyal i forhold til andre mennesker. Men spørger man lidt nærmere ind til Katrines opvækst, så tegner hun imidlertid et helt andet billede af sin ungdom. Så bliver hun hård i mælet, for det er også en fortid, der har sat sit negative præg, naget hende og fyldt hende med forbudte følelser af jalousi og vrede.
I det hele taget er Katrines historie en, der vidner om modsætninger og ambivalente følelser.
Det egentlige vendepunkt – og Katrines første møde med forbudte følelser i forhold til plejebørnene, sker i hendes tidlige teenageår.
‘Smut pomfrit’
– En ting er, at der sker noget generelt med en selv i den alder, men der fik jeg det også anderledes med plejebørnene. Jeg tænkte, at nu ville jeg sgu gerne have mine forældre for mig selv. De havde sgu også deres egne forældre... Så smut pomfrit, fortæller Katrine om de plejebørn, hun kort forinden har omtalt som sine søskende og bedste legekammerater.
– Den episode, jeg husker bedst, var, da jeg var 13-14 år. Der var ét plejebarn, der flyttede ud, et der kom ind og et, der stod og ventede på at komme ind. Der var rigtig meget med kommunen i den periode. Det var en forvirrende tid, og jeg kan huske, jeg flygtede hjemmefra og legede med alle mine klassekammerater.
Katrine oplever for første gang, at plejebørnene og alt virakken omkring dem overtager hendes hjem og ændrer hendes lyst til at være hjemme. Følelsen af jalousi over, at hun ikke får sine forældres fulde opmærksomhed, begynder at fylde mere og mere i teenagepigen Katrine.
– Jalousien følte jeg rigtig meget. Da jeg kom på efterskole, var jeg jaloux over, at jeg var dér, mens plejebørnene kunne sidde derhjemme og hygge med MIN mor og far. Hvorfor kunne de ikke bare tage hjem til deres egne forældre?
Låg på følelserne
Katrine ved godt, hvorfor plejebørnene ikke bare kan tage hjem til deres egne forældre. De er jo plejebørn af en årsag.
Men som barn og ung pige kender hun ikke alle detaljerne, og derfor kan følelserne godt tage over for fornuften.
– Jeg har nok følt mig overset på rigtig mange punkter. Så var der møder det ene sted, så var der møder det andet sted. Så kom der et barn med et specielt behov, som de også lige skulle tage hensyn til. Og jeg var jo velfungerende, så jeg kunne jo godt klare mig selv. Men der kom sgu aldrig nogen og talte med mig, vel?
Katrine bliver vred. Vred på plejebørnene især, selvom vreden i virkeligheden er møntet på hendes forældre.
Senere, da hun bliver lidt større og får viden om omfanget af plejebørnenes problemer, får det Katrine til at undertrykke sine egne.
– Da jeg begyndte at forstå, hvordan det forholdt sig med plejebørnene, lagde jeg rigtig meget låg på mine egne følelser. Jeg fortalte for eksempel ikke derhjemme, at jeg blev mobbet i kommuneskolen, fordi den ene af dem, der mobbede mig, var min halvbror.
I dag mener Katrine, at hendes undertrykte følelser hang sammen med en ubevidst frygt for, at hendes forældre eller kommunen også ville stemple hende som et ‘problembarn’, hvis hun viste dem, hvordan hun egentlig havde det.
– Jeg tror, jeg har haft den tanke, at hvis plejebørnene var hos os, fordi de ikke kunne sammen med deres forældre, så kunne det samme ske for mig. Frygten for at blive fjernet fra mine forældre sad i mig, inden jeg helt forstod, at det aldrig ville ske.
En kamp tabt på forhånd
Årene på efterskolen bliver på mange måder skelsættende for Katrine.
Savnet af forældrene vokser, jalousien over for plejebørnene bliver større, og Katrine udvikler en spiseforstyrrelse, som hun med professionel hjælp i dag har erkendt hænger uløseligt sammen med hendes opvækst.
Lærerne på efterskolen gennemskuer hende, ser igennem hendes facade og bag det store, løse tøj, som hun skjuler sig bag. Og de tvinger Katrine til at fortælle sine forældre om sin sygdom. I et brev til forældrene forsøger Katrine at formulere, hvordan hun har det. Med brevet får hun for første gang sat ord på den kamp, hun har kæmpet for at være sine forældres perfekte datter, det gode forbillede for sine plejesøskende og et barn med overskud og kærlighed til alle omkring hende. En kamp hun nu må erkende, hun ikke kan vinde.
– Jeg tror først, det gik op for mine forældre, hvordan jeg havde det, da de læste brevet fra mig, hvor jeg fortalte, at jeg havde fået en spiseforstyrrelse. De blev meget kede af det og følte sig magtesløse. Men jeg har aldrig talt med dem om det siden, fortæller hun
Den afgørende forskel
Katrines behov for at skille sig ud fra flokken af plejebørn bliver fortsat større. Selvom hun egentlig har et godt forhold til plejebørnene, så betyder det noget for Katrine, at hun adskiller sig fra dem.
Især i forholdet til sine bedsteforældre føler hun sig som noget helt specielt. Eksempelvis er Katrine som barn og ung bevidst om, at hun får større og dyrere gaver end plejebørnene ved jul og fødselsdage.
– Der er forskel på mig og plejebørnene i forhold til mine bedsteforældre. Det betyder rigtig meget for mig. Det er nok en eller anden form for anerkendelse, at de på den måde viser mig, at de godt ved, der er forskel på mig, deres barnebarn, og de andre. Det har vi snakket om mange gange. De var en slags helle for mig, de så mig som deres barnebarn og ikke bare som en del af flokken. Og det er nok sådan, jeg nogle gange har følt. Som en af flokken.
I forholdet til sine forældre føler Katrine ikke den samme grad af forskelsbehandling. I dag ved hun, at den var der, men hun bemærkede den ikke.
– Mine forældre har altid sagt, at de godt ved, jeg er deres. Men de har også været meget bevidste om, at den kærlighed og omsorg, de viser mig, skal de også kunne vise deres plejebørn. De kan ikke sidde og nusse om mig og så ikke gøre det samme for et plejebarn. Det har jeg været nødt til at acceptere.
Sorgen og vreden
Da Katrine er 23 år, dør hendes farfar efter længere tids sygdom, og her møder Katrine igen de ubehagelige følelser af jalousi og vrede rettet mod plejebørnene. Igennem farfarens sygdomsforløb forbereder Katrine sig på den dag, han dør.
– Mit eneste ønske var: ‘Bare der ikke er plejebørn med, når vi får beskeden om, at han er død’. Jeg vidste, at den dag han døde, var det MIG, der skulle trøstes. Det var fandeme ikke dem. Der skulle jeg have opmærksomheden, fortæller hun.
Men den morgen, hvor telefonen ringer med beskeden om, at farfaren er sovet ind, kan Katrines forældre ikke få passet deres ene plejebarn.
– Plejebarnet klemmer sig op ad min far hele dagen, så trøsten fik jeg jo ikke fra min far. Der havde jeg det bare sådan over for plejebarnet: ‘Luk nu røven. Han var jo ikke engang din farfar!’ Der blev jeg vred! Den sidder stadigvæk i mig. Jeg synes ikke, det var okay. Og det vil jeg aldrig udsætte mit eget barn for. Jeg har stadigvæk ikke tilgivet det, og næste gang vi står i den situation, skal mine forældre fortælle, hvis de er nødt til at tage et plejebarn med, for så kommer jeg ikke, siger Katrine.
Ikke kun mine egne minder
De sidste par år har Katrine oplevet, at det er blevet lidt nemmere at få alenetid sammen med sine forældre. Og det er tid, hun værdsætter højt.
– Der er nogle huller, hvor jeg kan se mine forældre uden plejebørnene, fordi jeg nu er flyttet hjemmefra, og fordi plejebørnene nu har nået en alder, hvor de også kan være hos deres biologiske forældre af og til. Men jeg kan jo stadigvæk ikke bare invitere mine forældre en uge til Tyrkiet, hvis det er det, jeg vil.
Når Katrine i dag tænker tilbage, er der masser af dejlige minder fra ture i sommerhuset hos bedsteforældrene og højtider i familiens skød. Men…
– Det er lige meget, hvilke minder jeg tænker tilbage på, så er der altid plejebørn med. Fede minder bestemt, men der er stadigvæk en følelse i mig af, at det ikke kun er mine minder.
Katrine har, føler hun, været på overarbejde i sit eget hjem. Og arbejdet fortsætter, selv om Katrine for længst er blevet voksen og flyttet hjemmefra.
– Den dag i dag er jeg jo nok stadigvæk på en slags arbejde, når jeg er hjemme. De plejebørn, de har i dag, betror mig stadigvæk ting, som de ikke synes, mine forældre og deres plejeforældre behøver vide, forklarer hun.
Total opmærksomhed
Katrine er bevidst om, at hun gennem årene har udviklet et særligt omsorgsgen. Hun har fra en tidlig alder lært at være opmærksom på andre og er blevet god til at aflæse, hvordan andre mennesker har det. Men er hun også god til at lytte til, hvordan hun selv har det?
– Hvis du spørger læger og sådan nogen, så vil de sige, at jeg ikke er særlig god til det. Spørger du mig selv, så vil jeg sige, at det har jeg helt tjek på. Men jeg ved jo godt, at der er rigtig meget om snakken. Jeg har lært at sætte mig selv bagerst i rækken, og nu skal jeg til at lære at gøre det modsatte.
29-årige Katrine lever nu sit eget liv. Hendes nyindkøbte hus ikke langt fra forældrenes gård er ved at blive sat i stand. Hun svinger selv penslen. Hun har kæreste og en hel flok bonusbørn. Selv vil hun aldrig have mere end ét barn.
– Jeg vil være helt sikker på, at mit eget barn får den totale opmærksomhed. Jeg bliver aldrig plejemor, selvom jeg synes, det er en fed tanke, at man vil støtte nogle børn og unge, der har brug for det. Jeg vil bare ikke kunne det, for jeg vil altid være bange for at glemme mit barn. Jeg vil ikke byde mit eget barn at skulle vokse op i en familie med plejebørn. Jeg kan se, hvor meget jeg savnede mine egne forældre, og hvordan jeg nogle gange stadigvæk gør det den dag i dag.
Katrines efternavn er udeladt i artiklen af hensyn til hendes forældres fortsatte arbejde med plejebørn. Redaktionen er bekendt med Katrines fulde navn.