Man sætter sine egne børn på spil
Det har haft store omkostninger for især Ullas to yngste børn, at hun og familien i 2008 valgte at blive plejefamilie. De positive aspekter vil aldrig kunne opveje de negative konsekvenser, det har for hele familien, mener hun. Der har manglet støtte til familiens egne børn
Det er det værste, der er sket mine børn. Jeg kan ikke komme i tanke om noget andet, de har været udsat for, der har været så indgribende og altomfattende i deres liv.
Sådan vurderer Ulla den betydning, det har haft for hendes egne børn, at familien har taget to plejebørn til sig. Plejebørnene er i dag blevet en del af familien, og Ulla ser det ikke længere som en mulighed at stoppe plejeforholdet. Det ønsker hun heller ikke. Men hun fortryder, at det nogensinde startede.
– Det er ikke fordi, at alt ved det har været negativt. Men det har været en for stor omkostning, og vi har ikke vidst, hvad det var for en pris, vi betalte, da vi sagde ja.
Og støtten i forhold til familiens egne børn – den har manglet helt og aldeles, siger Ulla. Hun føler ikke, at kommunen har været en medspiller i forhold til at sikre, at familiens egne børn ville trives i den nye familiekonstellation.
Det er eksempelvis helt tydeligt, når Ulla udfylder de statusrapporter, som kommunen kræver.
– De beder slet ikke om oplysninger om vores egne børns trivsel. Jeg tror ikke, at kommunens tilsynsførende spekulerer på, at det er en relevant ting at spørge om. Jeg har fået mange forskellige skemaer til rapporter i de her fire et halvt år. Men i ingen af dem har der stået: ‘Hvordan trives familien?’ Det er udelukkende plejebørnene, man spørger til, fortæller hun.
Det frustrerer hende, at konsulenterne hos kommunen aldrig selv tager initiativ til at hjælpe de to mindste af familiens biologiske børn, Jacob og Jonas, og at de virker afvisende, når hun efterspørger det. Ikke mindst fordi hun er overbevist om, at hendes egne børns trivsel er helt afgørende for hendes arbejde som plejemor – og dermed for plejebørnene Maja og Tobias’ trivsel.
– Hvis Jonas og Jacob ikke trives, så påvirker det os voksne i voldsom grad, men det påvirker også plejebørnene i direkte grad i deres samvær. Hvis vores egne børn er stressede og ulykkelige, så går det også ud over Tobias og Maja. Så det er både direkte og indirekte. Og med de briller på er det også fuldstændig idiotisk, at kommunen ikke gør noget for at hjælpe dem, lyder kritikken fra Ulla.
Utilgængelig
Det var en mandag i forsommeren 2008, at familien fik to ekstra medlemmer. Da Maja og Tobias blev afleveret på gården, var det med det tøj de stod i og intet andet. Nu skulle de bo hos familien, der ud over Ulla og hendes mand, Mogens, talte fem biologiske børn. Fire af dem hjemmeboende.
Ulla og Mogens havde noget uventet sagt ja til akut at blive plejeforældre. Af hensyn til familien og plejebørnene kan detaljerne ikke fortælles her, men forud for beslutningen lå nogle hektiske døgn:
Plejebørnenes situation hos deres biologiske mor havde taget en dramatisk og drastisk drejning, og kommunen søgte derfor efter en plejefamilie, der både kunne og ville tage søskendeparret ind med øjeblikkelig virkning.
Torsdag blev Ulla og Mogens spurgt. Fredag skulle de meddele kommunen deres beslutning. Og mandag flyttede den dengang femårige Maja og hendes treårige lillebror Tobias ind hos familien.
Det, der som udgangspunkt skulle have været et tre måneders ophold hos familien, endte med at blive en tvangsanbringelse. I dag skal Maja og Tobias efter alt at dømme ikke hjem til deres biologiske forældre igen.
Plejebørnene hang i bogstaveligste forstand på Ulla fra dag ét. Tobias klistrede sig til hende, og Ullas egne børn måtte vige pladsen.
– Maja kunne ikke gå en meter væk fra ham, så skreg han. Han skreg og skreg. Og han sad om halsen på mig hele tiden. Med begge ben viklet rundt om livet på mig og begge arme rundt om halsen. Det betød jo, at jeg aldrig var tilgængelig for mine egne børn. For dér sad Tobias. Hele tiden. Og jeg kunne ikke bevæge mig en meter, uden både han og Maja fulgte med, fortæller Ulla.
Hun blev en central brik i plejebørnenes tætpakkede samværsprogram. For når Maja og Tobias skulle se deres biologiske forældre, skulle samværet i starten overvåges af Ulla.
Det var ikke blot hårdt for Ulla, også hendes yngste søn, Jonas, var direkte påvirket af ordningen. For flere gange om ugen var Ulla nødt til at hente Maja og Tobias i den samme børnehave, som Jonas befandt sig i. Men det var kun plejebørnene, hun kunne tage med. Han skulle blive tilbage.
– Han råbte ‘Hvorfor må jeg ikke komme med? Jeg vil også!’ Det var forfærdeligt. Og det var stressende og ved at slå os i stykker, forklarer Ulla om den første svære tid efter anbringelsen.
Mor var optaget
Men det var ikke kun på Jonas’ reaktion ved lågen i børnehaven, at Ulla bemærkede, hvordan plejebørnenes tilstedeværelse i familien havde en negativ påvirkning på ham.
Før Maja og Tobias kom, havde Jonas været en overskudsdreng, der kunne det hele. Men Jonas, der ellers altid havde været forud for sin alder, tog et midlertidigt tilbageskridt i sin udvikling, da plejebørnene kom ind i familien.
– Jonas oplevede lige pludselig, at Tobias kom op og lå i arm, når jeg så fjernsyn for eksempel. Når jeg stod og rørte i sovsen, så hang Tobias på armen af mig. Og når de var ude og lege, så skreg han ligesom en baby i en barnevogn, så jeg var nødt til at komme ud og sidde med ham, forklarer Ulla.
Den manglende tilgængelighed illustrerer efter hendes mening, hvordan biologiske børn i plejefamilier risikerer at blive skubbet til side. Og for Jonas og Tobias har det været ekstra voldsomt, fordi de er nogenlunde jævnaldrende med plejebørnene.
– Jonas oplevede jo, at hans mor var optaget – hele tiden. Han var frustreret, og de ting, han havde brug for, var der bare ikke plads til. Det var jo helt tydeligt, at den plads, Tobias fysisk optog hos mig, skulle have været Jonas’. Det var synligt for enhver, siger Ulla.
Også i dag fire et halvt år efter, at Tobias og Maja blev en del af familien, kæmper familiens børn om især Ullas opmærksomhed. En kamp, der eksempelvis udspiller sig, når dagens sidste måltid skal indtages i familiens skød. Så er der rift om pladserne ved siden af Ulla på langsiden af det store spisebord. Løsningen er derfor blevet en turnusordning, hvor Maja, Tobias, Jacob og Jonas skiftes til at sidde ved siden af Ulla. Et søskendepar den ene uge. Og et andet søskendepar den anden uge.
– Et eller andet sted er det jo dybt urimeligt, at man skal kæmpe om sin mor i sit eget hjem. Hun skal jo bare være der! Det er ikke ligesom med biologiske søskende i det her tilfælde, for de er aldrig i tvivl om, om de har deres mor. Det tror jeg faktisk nogle gange godt, at Jonas og Jacob kan blive i tvivl om. Det gør mig ked af det, og det giver mig et behov for at vise dem det modsatte, fortæller Ulla.
Dem ville jeg drukne for
Det behov kommer blandt andet til udtryk i hverdagsrutinerne. Når Ulla hver morgen går op ad trappen til de fire børneværelser på første sal, overvejer hun altid, hvem hun skal vække først, for at få mest mulig tid til at nusse om Jacob og Jonas.
– Det er lidt forskelligt, hvordan jeg gør, men jeg har dagligt overvejelser omkring det. Og det er ikke fordi, jeg ikke også nusser Maja og Tobias. Det gør jeg, både når de bliver vækket og skal i seng. Men det er ikke på samme måde.
Det er Ulla meget magtpåliggende, at hendes egne børn skal vide, at de er de vigtigste børn i hendes verden. De må ikke være i tvivl om, at det var dem, hun ville vælge, hvis det nogensinde kom dertil.
– De skal vide, at der er forskel på dem og plejebørnene. Og vi kan også godt finde på at lave lidt positiv forskelsbehandling af vores egne børn, fordi de skal føle sig valgt, siger hun.
Alligevel kan Ulla godt blive i tvivl om, om hendes egne børn mærker hendes kærlighed i tilstrækkelig grad.
– Forleden dag sagde jeg til Jacob, at jeg elsker ham mere end noget andet på jorden, og at han er den allerbedste. Da han ikke svarede mig, sagde jeg for sjov til ham: ‘Det er jo nu, du skal sige, at jeg også er verdens bedste mor’. Og så svarede han: ‘Men det ved jeg jo ikke, om du er...’ Det var godt nok en ørefigen, siger Ulla.
Selv er hun ikke i tvivl om, hvori den reelle forskel på plejebørnene og hendes egne børn ligger. For selvom hun holder rigtig meget at plejebørnene, er det på en anden måde. Hun elsker dem ikke.
– Vi har det jo alle sammen sådan, at hvis vi ser et barn falde i gadekæret, så springer vi i vandet efter dem. Det ville jeg også gøre for mine plejebørn. Men jeg er ikke sikker på, at jeg ville drukne for dem. Det ville jeg for mine egne.
Manglende fokus fra kommunen
Ulla og hendes mand Mogens traf en beslutning tilbage i 2008. Og de kan i dag se, at deres arbejde og deres familie har løftet Maja og Tobias’ udvikling. Men de ved også, at fortjenesten er deres ene og alene. De har i den grad savnet opbakning fra den kommune, der har ansvaret for anbringelsen.
Mens kommunen to gange om året har børnesamtaler med plejebørnene, er der ingen tilbud om samtaler til familiens egne børn. Og det irriterer Ulla, fordi hun ikke føler, at hun alene hverken kan eller skal løfte opgaven med at støtte sine egne børn
– Jeg er på en eller anden måde selv en del af problemet. Så derfor er jeg ikke den bedste, de kan tale med, når det kommer til stykket. Jeg tror, mine børn kunne have glæde af, at der kom en, der kunne være katalysator for deres frustrationer uden at være en del af det. At der var én, der kunne lytte til dem og anerkende deres følelser. Og en professionel ville selvfølgelig også agere på det, hvis de var nødvendigt, siger Ulla.
Vi taler ikke om dem mere
Frustrationer er hun ikke alene om at have. Også Ullas mand, Mogens, har erkendt, at plejebørnene har ændret deres familieliv og ikke mindst deres måde at være forældre på.
– Som Mogens engang sagde til mig: ‘Det er faktisk skræmmende, at vi bruger mere tid på at snakke om Tobias og Maja, end vi rent faktisk gør på at snakke om Jonas og Jacob, når nu de er vores børn.’ Og det siger det meget godt. Man holder op med at bruge tid på at snakke om sine egne børn. Og hvilke forældre gør det, lyder det selvbebrejdende fra Ulla.
Hun sidder ved langbordet i spisestuen. Svaret på hendes spørgsmål udebliver. Men inden længe vil skolebussen stoppe nogle hundrede meter længere oppe ad vejen og sætte fire børn af. To er hendes egne. To er hendes plejebørn. Alle fire er de en stor del af familien.
Selvom det stadig er en udfordring for familien at fungere som plejefamilie med jævnaldrende biologiske børn og plejebørn, er hverdagen blevet meget lettere. Ulla føler i dag, at familien kan håndtere udfordringen. Og arbejdet med plejebørnene har ikke kun været negativt for familien, understreger hun. Det har også været en styrke for hendes egne børn på nogle punkter.
– For det første er mine egne børn og plejebørnene blevet hinandens bedste venner. For det andet har mine børn fået et socialt udsyn og lært noget om at være rummelige, tror jeg. De har fået en indsigt, som andre børn på deres alder ikke har og måske aldrig får. Men de har godt nok lært det på den hårde måde, siger hun.
Som mor er Ulla splittet. Splittet mellem at ville hjælpe et par ressourcesvage børn og beskytte sine egne.
– Man investerer altså andet end sin arbejdstid i det her. Man sætter sine egne børn på spil.
Af hensyn til plejebørnenes anonymitet optræder personerne i artiklen med opdigtede navne. Familiemedlemmernes rigtige navne er kendt af redaktionen.
|
Diskuter på facebook: Hvordan sikrer vi plejefamiliernes egne børns trivsel? Hvad skulle der have været gjort for fx Ullas to børn? Handler det om bedre forberedelse af anbringelse, om løbende opmærksomhed på de biologiske børn eller hvad skal der til - og hvem skal have ansvaret for, at det sker? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |